Spækhuggere er ikoniske og elskede dyr. Hvorfor ved vi så lidt om dem?
Forskere har klassificeret orkaer som ‘datamangel’ på bevaringslister. Det er disse spørgsmål, der holder dem vågne om natten.
Disse spækhuggere, der er set ud for kontinentalsoklen nordøst for New Zealand, er medlemmer af den sjældne økotype af offshore-orkaer. Orkapopulationer er blevet opdelt i økotyper for at tage højde for forskelle i deres adfærd, kost og mere – men nogle forskere hævder, at de faktisk er forskellige arter.
Orcaer, også kendt som spækhuggere, har fascineret mennesker i tusinder af år. Deres slående udseende og legesyge intelligens har inspireret myter, blockbusterfilm, memes og en lang række undersøgelser fra marinbiologer.
På trods af den udbredte fascination af spækhuggere er de stadig et af de mindst kendte dyr i havet. Forskere anslår, at der er omkring 50.000 spækhuggere i verdenshavene, men det er slet ikke klart, hvor de alle lever, hvilke bestande der er truet af menneskelige aktiviteter, eller hvad der driver deres komplicerede adfærd – herunder deres lejlighedsvise angreb på både. Vi er ikke engang sikre på, om der virkelig kun findes én art af spækhuggere.
“De er sandsynligvis det mest udbredte pattedyr på planeten, bortset fra mennesker,” siger Phillip Morin, forsker i populationsgenetik og genomforskning ved NOAA Southwest Fisheries Science Center’s Marine Mammal Genetics Program.
Det betyder, at vi ikke har oplysninger om udbredelsen, bestanden eller forbindelsen mellem forskellige typer spækhuggere, især i områder langt fra USA eller Nordeuropa.
Som følge af disse videnmangler er spækhuggere blandt de mere end 20.000 arter, der er mærket som ‘datamangel’ på Den Internationale Union for Naturbeskyttelses (IUCN) rødliste, hvilket betyder, at der ikke er tilstrækkelig information til at vurdere deres bevaringsstatus eller behov.
Forskere har i årtier kæmpet med udfordringerne ved at studere den mystiske orca, som er det største medlem af delfinfamilien. Disse bestræbelser er vigtigere end nogensinde nu, hvor de oplever nye pres fra menneskelige aktiviteter, herunder opvarmning af havene, overfiskeri, tab af levesteder og øget bådtrafik.
Her er de spørgsmål, der holder orcaforskere vågne om natten, og køreplanen for at besvare dem.
Hvor mange orca-arter findes der?
Orcaer er stadig kategoriseret som én art på verdensplan, kendt som Orcinus orca, men mange forskere er overbeviste om, at der faktisk er tale om flere forskellige arter.
“Der er, mildt sagt, stor uenighed om, hvor mange arter og underarter der findes i gruppen,” siger Barbara Taylor, ekspert i havpattedyr og koordinator for IUCN’s Cetacean Specialist Group.
Jeg tror, der er en meget god chance for, at der findes flere arter under Orcinus orca.
Orcaer er blevet opdelt i en række forskellige ‘økotyper’, et mere løst begreb, der defineres af de særlige adfærdsmønstre, kostvaner, migrationsmønstre og endda personligheder, der fremkommer i forskellige orcapopulationer.
“Der er orkaer, der spiser pingviner; de er specialiserede i at kommunikere med hinanden for at jage dem, og de er super effektive,” siger Raúl Octavio Martínez Rincón, biolog og forsker ved Northwest Biological Research Center i Mexico.
Det er en del af definitionen af økotype. Det kan være fysisk, som størrelse, eller det kan betyde adfærd, som spisevaner, kommunikation og så videre.
Orca-økotyper har ofte overlappende udbredelsesområder, hvilket gør deres særlige karakteristika endnu mere overraskende. For eksempel er de såkaldte residenter, som typisk ses i det nordvestlige Stillehav, stærkt afhængige af laks, mens andre, som Biggs orkaer (også kendt som transienter), har en mere varieret kost bestående af andre havpattedyr og blæksprutter.
Hvad mere er, synes disse overlappende populationer ikke at interagere eller avle med hinanden. De kan faktisk undgå eller være aktivt aggressive over for fremmede. Orcas stærke sociale organisation og familiens sammenhold hjælper med at forklare de klare skel, der er opstået mellem økotyperne.
“Forskellige populationer af residenter samles og holder fest,” siger Morin.
De leger og spiser sammen. Der er meget social interaktion, og det er sandsynligvis der, hvor det meste af parringen finder sted. Når de fastboende kommer i kontakt med de omrejsende, undgår de hinanden.
I en undersøgelse, der blev offentliggjort i marts 2024, præsenterede Morin og hans medforfattere, herunder Taylor, en lang række økologiske, morfologiske og genetiske data, der tyder på, at Biggs spækhuggere og de fastboende spækhuggere ikke bare er forskellige økotyper, men separate arter.
Society for Marine Mammalogy Taxonomy Committee besluttede i juli at klassificere disse økotyper som underarter frem for to separate arter. Disse sondringer kan dog inspirere til målrettede bevaringsindsatser i lande, der bruger IUCN’s rødliste som grundlag for de bedste bevaringsmetoder. At klassificere dem som separate arter kan øge bevidstheden om bestemte orkapopulationer, såsom de sydlige residenter, der er kritisk truet, men stadig falder ind under kategorien ‘data mangler’ på rødlisten.
Af denne grund arbejder Taylor og hendes kolleger på en model, der anerkender de mest truede subpopulationer af spækhuggere (og andre havpattedyr) som bevaringsprioriteter, uanset artsstatus.
Det, vi har arbejdet på, er at finde en måde at prioritere, hvilke vi vurderer, og at gøre det meget klart, at vi udvælger de subpopulationer, der har mest brug for det.
Hvor stor en trussel udgør mennesker for orkaer?
Det er klart, at mennesker allerede har haft en negativ indvirkning på nogle orkapopulationer, især de sydlige orkaer. Denne population, der består af omkring 75 orkaer i det nordlige Stillehav, er faldet drastisk på grund af menneskeskabt tab af levesteder og byttedyr samt kollisioner med skibe. Forskere har opfundet udtrykket ‘lys udryddelse’ for at beskrive krisen – hvilket betyder, at dette er en katastrofe, der udspiller sig for øjnene af os og med masser af data.
Men generelt ved forskerne ikke nok om, hvordan mennesker påvirker orkaer – eller hvilke af de trusler, vi udgør, der er mest skadelige. For at få et bedre overblik over situationen er forskerne nødt til at fortsætte med at studere de mest kendte bestande, samtidig med at de søger viden om mere undvigende økotyper, såsom de såkaldte ‘offshores’, der er blevet observeret en håndfuld gange i fjerne egne af Stillehavet.
“Jeg tror, det vil komme lidt efter lidt,” siger Morin.
Vi er nødt til at komme ud, indsamle flere prøver og lave mere feltarbejde for at forstå deres udbredelse, deres kost, bevægelser, livshistorie, karakteristika og forhåbentlig også deres antal og tendenser, så vi kan fastslå, hvilken indvirkning mennesket har.
Klimaforandringer er endnu en joker i dette spil. Martínez Rincón, der er specialist i modellering af forskellige arters udbredelse, har for nylig medforfattet en undersøgelse sammen med forskeren Millat Blanc, der tyder på, at orkaer kan være særligt sårbare over for klimaforandringer, fordi økotyper er så specialiserede til bestemte levesteder og kostvaner. For eksempel forstyrrer klimaforandringer allerede vigtige byttedyr for orkaer, såsom chinook-laks.
“Store dyr som orkaer og hvaler er ikke så følsomme over for vandtemperaturen,” siger Martínez Rincón.
Men hvis byttedyrene forsvinder på grund af klimaforandringer, kan det blive det største problem for denne type arter.
Hvad ligger bag nogle af de mere overraskende adfærdsmønstre hos spækhuggere?
Nogle forskere har spekuleret i, at den tilsyneladende stigning i angreb på både fra spækhuggere, især ud for den iberiske kyst, er et udtryk for voksende spændinger mellem mennesker og spækhuggere. Denne hypotese er blevet taget godt imod online med memes om et ‘spækhuggeroprør’, der udspiller sig under havets bølger.
Men som med så mange andre mysterier om disse dyr, er årsagen til angrebene på både stadig ukendt. Mange forskere mener, at bådangrebene kan være motiveret af ren nysgerrighed eller som en træningstaktik til jagt på tun.
I sidste ende er orkaer stadig en samling modsætninger. Men det er netop disse paradokser, der gør orkaer til så usandsynlige, men effektive ambassadører for arter, hvor der mangler data – en gruppe, der omfatter den yndige vietnamesiske mushjort, en grundfisk, der lever inde i svampe, og det kinesiske grædende cypres-træ.
“Her befinder vi os midt i den sjette store udryddelse, en massiv biodiversitetskrise, og alligevel ved vi ikke, hvor mange hvalarter der findes,” siger Taylor.
Det er bare så utroligt. Jeg tror, de fleste mennesker tror, at vi er meget længere fremme i vores viden om, hvordan livet fungerer på Jorden, end vi faktisk er.
