Sensationel opdagelse på bunden af Nordsøen: fundet er i modstrid med videnskaben.
Under Nordsøens vand gemmer der sig enorme sandbakker, som i mange år har været et mysterium for det videnskabelige samfund.
For nylig var forskere i stand til at opklare mysteriet om deres oprindelse og fandt ud af, at disse gigantiske strukturer blev til gennem en unik geologisk proces, der ikke tidligere er registreret i lignende skala.
Analyser af seismiske data og stenprøver indsamlet ud for Norges kyst afslørede, at disse massive klitter, som strækker sig over flere kilometer, blev dannet for millioner af år siden.
De sank ned på havbunden og skubbede ældre og mindre tætte sedimentære lag opad, så de lignede en flydende masse.
Resultaterne, som blev offentliggjort den 21. juni i tidsskriftet Communications Earth and Environment, kan være nøglen til at udvikle nye metoder til lagring af kulstof i fremtiden.
Forskerne har kendt til disse undervandshøje i lang tid, men deres natur har været genstand for debat. Nogle har foreslået, at de er spor efter gamle jordskred, andre har ment, at sandstenen steg op fra dybet, og atter andre har set dem som silt, der sivede gennem sprækker i klippen. Takket være moderne teknologi, herunder tredimensionel seismisk scanning og analyse af prøver, har det nu været muligt at fastslå, at der omkring disse bakker ligger ældre klipper, som hovedsageligt består af forstenede rester af mikroskopiske organismer.
Undersøgelser har vist, at den kemiske sammensætning af disse klitter ligner den af sand, der er opstået senere som følge af geologiske forandringer. Nogle steder er klitterne forbundet med sandet gennem forkastninger i klipperne, hvilket tyder på, at de blev dannet af yngre sedimenter, der blev aflejret under lag af lys, gammel silt.
Denne proces forstyrrede fuldstændigt det sædvanlige mønster af geologiske lag, hvor ældre klipper normalt ligger dybere og yngre klipper er tættere på overfladen.
Dette arrangement af lag gør det muligt for forskere at rekonstruere landskabets dannelseshistorie.
En af undersøgelsens forfattere, en geofysiker ved University of Manchester, siger, at deres arbejde afslører en hidtil ukendt proces, hvor tungt sand synker ned i lettere sedimenter og skubber dem opad.
Det førte til dannelsen af enorme undersøiske dæmninger, som effektivt vendte op og ned på den forventede rækkefølge af lag. Han sagde, at denne adfærd hos sandet kunne være forårsaget af jordskælv eller trykændringer, der fik sandet til at blive flydende, sive gennem revner i havbunden og lægge sig under tætte lag af mudder. Disse sedimenterende sandbjerge blev kaldt ‘sinkiter’, og de overfladiske øer af silt blev kaldt ‘floatiter’.
Han understregede også, at undersøgelsen viser, hvor usædvanligt det kan være, at væsker og sedimenter bevæger sig i jordskorpen.
Det oprindelige formål med undersøgelsen var at undersøge disse strukturer som potentielle kuldioxidlagringssteder. Men før sådanne projekter kan gå i gang, er det nødvendigt at forstå, hvor pålideligt og sikkert denne region kan lagre kulstof.
Ifølge en af forfatterne kan forståelsen af disse strukturers dannelsesmekanismer revolutionere tilgangen til vurdering af underjordiske reservoirer, deres tæthed og væskemigrationsveje, hvilket er afgørende for teknologier til kulstofopsamling og -lagring.
