Findes der vilde køer: Biologer forklarer, hvorfor de forsvandt, og hvem der erstattede dem.
Tamkoen har længe været en integreret del af menneskets liv. Vi er vant til hende som kilde til mælk, kød og hud, men hvor kommer hun fra? Findes dens vilde ‘tvilling’ i dag, som ikke kendte til tilknytningen til mennesket og ikke stod i stalden? I jagten på et svar er det værd at kigge ind i fortiden – hvor historien om koens domesticering begynder.
Thur – forfaderen, vi mistede
Historien om koen som menneskets følgesvend begyndte for ca. 10.000 år siden, i den neolitiske periode. Dengang så dyrene meget anderledes ud: massive, hårdføre og uforudsigelige. De blev kaldt urokser – vilde tyre, der levede i de store vidder i Europa, Asien og Mellemøsten.
De første landmænd begyndte at tæmme disse formidable dyr ved at vælge roligere individer og gradvist skabe en ny type – føjelig, lydig og egnet til et liv i nærheden af mennesker. Processen var langsom: Tæmning var ikke bare et spørgsmål om at holde dem i en indhegning. Det var nødvendigt at fastholde menneskevenlige træk generation efter generation.
I det 17. århundrede forsvandt den sidste tur. Jagt og skovrydning havde gjort deres arbejde. Men dens spor blev bevaret – i hver eneste ko, der græsser på engen eller giver mælk på gården.
Er der vilde køer nu?
I dag lyder udtrykket ‘vild ko’ næsten som et oxymoron. Alle kendte ko-racer nedstammer fra tamme dyr. Men der findes arter i naturen, som er tamme køers nære slægtninge, og som har bevaret træk fra deres vilde forfædre.
Amerikansk og europæisk bison er et levende eksempel på dette. De er ikke efterkommere af urokser, men de er en del af den samme familie af næsehornsfugle og har en lignende adfærd. Den europæiske bison er særlig interessant: Dens antal var på randen af udryddelse, men dyreværnsfolkets indsats bidrog til at bevare denne art, omend ikke uden menneskelig hjælp.
I forskellige lande findes der også stadig såkaldte halvvilde køer. De er ikke vilde i gængs forstand, men de er heller ikke landbrugskøer. De græsser i naturen, lever under næsten naturlige forhold og har ofte ingen kontakt med mennesker i ugevis. Disse racer omfatter skotske højlandskøer, Camargue-køer og de unikke Chillingham-tyre.
Hvem er Chillingham-køerne?
Chillingham Park i Storbritannien har i flere århundreder været hjemsted for en flok hvide køer, som mange forskere betragter som næsten relikter. Disse dyr er ikke resultatet af nyere krydsninger eller hybridisering, men en ægte ‘tidskapsel’. De er aldrig blevet blandet med andre racer og har bevaret mange træk, der minder om uroksen: kompakt krop, aggressivt temperament og stor udholdenhed.
Chillinghams lever i et strengt beskyttet område. Mennesker blander sig stort set ikke i deres liv, så flokken kan leve efter sine egne love. De er ikke bange for kulde, finder selv deres føde og overlever under forhold, hvor en tamko ikke ville holde en uge.
Hvorfor vilde køer ikke er rigtig vilde.
Det er vigtigt at indse, at selv de mest ‘fritgående’ ko-populationer ikke er ægte vilde arter. De er resultatet af domesticering, simpelthen uden for streng menneskelig kontrol. Deres vilde livsstil er mere en tvungen tilbagevenden til deres oprindelse end en fortsættelse af en uafhængig evolution.
Nogle projekter har endda til formål at ‘genvinde’ det, der er gået tabt. I det 20. århundrede forsøgte de tyske forskere Heck-brødrene f.eks. at genskabe turridderen ved at krydse gamle racer. Sådan opstod Heck-racen af køer – stor, hårdfør og med en visuel lighed med sin vilde forfader. Men det er i bund og grund en rekonstruktion, ikke en ‘genoplivning’ af den ægte Turo.
Økologi og fordele ved semi-vilde besætninger
Halvvilde køer spiller en vigtig rolle i naturen. Deres græsning hjælper med at vedligeholde landskaber: Dyrene forhindrer ukrudt i at vokse, giver plads til sjældne planter og bidrager til dannelsen af et bæredygtigt økosystem. I nationalparker bruges de specifikt til at genoprette græsarealer og berige biodiversiteten.
Et eksempel er Skotland, hvor Highlanders sættes ud i vådområder og græsarealer. De kræver kun lidt vedligeholdelse, men er fremragende ‘naturlige gartnere’.
Der er dog en ulempe. Halvvilde flokke kan skade landbruget ved at komme ind på markerne og trampe afgrøderne ned. I turistområder kan de blive en kilde til fare, især hvis mennesker forsøger at komme for tæt på. Sådanne projekter kræver derfor gennemtænkt forvaltning og klar regulering.
Findes der så vilde køer?
Hvis du mener dyr, der aldrig har været forbundet med mennesker, så nej – sådanne køer findes ikke længere. Den sidste tur forsvandt for næsten 400 år siden. Men hvis vi taler om køer, der lever næsten som om de var i naturen – ja, så findes de. Det er Chillingham-tyre, Highlands og andre hårdføre racer, som har bevaret træk fra deres vilde forfædre.
Disse dyr minder os om, hvordan kvæg så ud og levede, før civilisationen kom. Og samtidig er de et levende bevis på, hvor tæt sammenflettede menneskets og koens veje er blevet gennem årtusinder.
