Hullede rør og kortsigtet politik på området for naturressourcer vil føre til en katastrofe. Der er endnu ingen ændringer i sigte…
I de kommende år risikerer Europa at blive ramt af en fuldgyldig vandkrise. Hovedårsagen er årtier med uforsvarlig forvaltning af vandressourcerne: nedslidt infrastruktur og forurening af vandressourcerne på grund af svag regulering af landbruget.
Problemet er, at de europæiske myndigheder ikke synes at være parate til at løse disse problemer, og den plan, som Europa-Kommissionen er ved at udarbejde, vil kun reducere tabene med 10 %. Eksperter forudser en reel katastrofe og vandmangel.
Problemerne med vandressourcerne i Europa begyndte allerede i forrige århundrede – i perioden fra 1976 til 2006 steg arealet og antallet af mennesker, der blev ramt af tørke, med næsten 20 %. Siden da er situationen blevet kun værre: I perioden 2000-2023 var i gennemsnit 68 % af de kunstvandede arealer og 3 % af de dyrkede arealer i EU udsat for tørke, og i perioden 2019-2022 steg disse tal til henholdsvis 90 % og 5 %.
For Europas indbyggere blev disse ændringer særligt mærkbare i 2022, da regionen blev ramt af den værste tørke i 500 år. Skaderne som følge af den ekstreme hede og manglen på regn blev dengang anslået til 50 milliarder euro. Til sammenligning kostede en tørke i Europa i gennemsnit kun 621 millioner euro i skader fra 1950 til 2014.
Situationen fortsætter med at forværres: I foråret 2025 meddelte den tyske vejrtjeneste, at landet havde oplevet den mest omfattende tørke siden observationerne begyndte i 1881. I begyndelsen af juli blev en række regioner i Europa igen ramt af ekstrem hede: I Italien, Spanien, Kroatien og andre lande overskred temperaturen +40 °C. I Berlin blev der målt +38 °C, i Madrid og Warszawa +37 °C og i Rom +36 °C. I juni blev der i Spanien registreret en rekordhøj gennemsnitstemperatur for måneden.
På grund af den unormale hede lukkede de franske myndigheder midlertidigt næsten 2.000 skoler og udråbte rød alarm i Paris, og i halvdelen af Italiens regioner forbød man alt arbejde udendørs mellem kl. 12.30 og 16.00. Tyske meteorologer har meddelt, at tørken vender tilbage til Tyskland. Omkring 34 % af EU’s indbyggere mærker allerede vandmangel, men ifølge eksperter vil det kun blive værre.
Rør som en si
En af de vigtigste årsager til manglen er den nedslidte vandinfrastruktur, som betyder, at en stor del af vandet ikke når frem til vandhanen. Et tydeligt eksempel er den syditalienske region Basilicata, hvor op til 70 % af drikkevandet i 2022 gik tabt på grund af det forfaldne vandforsyningssystem.
Indbyggerne i det lokale administrative centrum Potenza har længe ignoreret problemet, da de i årtier har stillet sig til rådighed for Kamastra-reservoiret. Men en usædvanlig kraftig tørke sidste sommer tørrede det midlertidigt ud og efterlod 29 kommuner uden vand, hvilket betød, at nogle af dem var nødt til at erklære undtagelsestilstand fra efteråret 2024 til januar 2025.
“Regionen vender tilbage til middelalderen, ikke kun og ikke så meget på grund af tørken, men på grund af mange års inkompetent forvaltning af et hullet vandledningsnet, hvor man i årevis har lappet huller i stedet for at finde systemiske løsninger,” sagde Carmine Vaccaro fra den italienske pensionistforening midt i krisen.
Dette er ikke et enkeltstående tilfælde. Forældede netværk, underfinansiering og ineffektiv forvaltning af vandressourcer er blevet et problem i hele Europa. Der findes ingen officiel europæisk metode til måling af vandtab, men foreningen EurEau har beregnet »distributions tab« af vand i EU-landene – mængden af vandtab, gaderenholdelse, brandslukning og andre udgifter.
Bulgarien ligger i spidsen med tab på over 60 % af landets vandressourcer. I den nordøstlige by Shumen når tabet helt op på 84 %. Irland mister omkring 50 % (hermed oplyser det nationale forsyningsselskab Irish Water, at kun 37 % af dette er lækager, og lover at reducere mængden til 25 % inden 2030). Rumænien ligger på tredjepladsen med lidt over 40 %.
I Italien er omkring 60 % af vandrørene blevet lagt for mere end 30 år siden, og yderligere 25 % for mere end et halvt århundrede siden. Forbrugerorganisationen Federconsumatori indrømmer, at infrastrukturen er ‘alvorligt forældet og forfaldent’. I 2022 mistede landet mere end 42 % af drikkevandet, inden det nåede frem til husene.
For i det mindste at forsøge at løse problemet begyndte i juni Europa-Kommissionen at planlægge ændringer i sin tilgang til vandforbruget. Myndighederne har besluttet at investere i udskiftning af gamle rør, indføre digitale teknologier, udvikle »grøn« infrastruktur og lære folk at bruge vand sparsomt. Det skal dog kun bidrage til at reducere vandspild med 10 % inden 2030.
I den rigtige retning
Et andet problem i det europæiske vandforsyningssystem er ineffektiv ressourceudnyttelse, der skyldes historiske årsager. Det drejer sig om lande, hvor vand i århundreder har oversvømmet hele byer: Belgien, Holland og Tyskland. De lokale vandsystemer blev bygget på en sådan måde, at vandet kunne ledes ud i havet så hurtigt som muligt for at minimere risikoen for befolkningen.
I 1932 ændrede indbyggerne i Vestflandern (en provins i Belgien) forløbet af hele åen Gaverbek, så den ikke oversvømmede omgivelserne og hurtigt løb ud uden at sive ned i jorden. Lignende foranstaltninger er også blevet iværksat flere gange i Tyskland og Nederlandene.
Men klimaet har ændret sig, og nu er det blevet et problem: Vandet bliver ikke absorberet i jorden og genopfylder ikke de underjordiske reserver gennem de massivt asfalterede områder. Ifølge oplysninger fra World Resources Institute oplever Belgien en ‘ekstremt høj belastning’ af vandressourcerne og ligger på 18. pladsen på listen over lande med ‘rød’ risikograd, selvom den årlige nedbørsmængde der er betydelig og udgør ca. 876,5 mm. Til sammenligning: I Qatar, der tilhører samme kategori, falder der i gennemsnit ca. 71 mm nedbør om året, og i Jordan er det i gennemsnit ca. 118,67 mm.
I et forsøg på at løse problemet har myndighederne allerede begyndt at føre Gaverbek tilbage til sin oprindelige løb for at gøre åen mere modstandsdygtig over for lange tørkeperioder. Desuden fjerner de nu 5.000 kvadratmeter betonbelægning, som åen var dækket af, så vandet igen kan trænge ned i jorden. Projektet vil blive en del af den ‘flamske blå aftale’ – en ny strategi fra myndighederne til forvaltning af vandressourcerne i regionen, der sigter mod maksimal vandbesparelse.
Dråbe for dråbe
Ud over vandtab er det høje forureningsniveau fortsat et stort problem. Ifølge oplysninger fra Det Europæiske Miljøagentur (EEA) er landbruget den største forureningskilde med næsten 29 % af ferskvandsforbruget i EU. Efterspørgslen stiger desuden – klimaforandringerne kræver allerede kunstvanding selv i traditionelt fugtige regioner, hvor regnen tidligere var tilstrækkelig.
Landmændene forurener vandet endnu mere ved at blande det med landbrugskemikalier for at stimulere afgrødernes vækst. Disse præparater udtømmer ilten i vandforekomsterne og indeholder farlige nitrater, som, når de kommer i drikkevandet, kan forårsage reaktioner, der spænder fra forgiftning til øget risiko for kræft.EU’s grå kardinalMan er bange for at tale med ham og kalder ham EU’s mest indflydelsesrige politiker. Hvem er han, og hvorfor ved man intet om ham?
Selvom der i EU findes en ‘nitratdirektiv’, der opfordrer til at reducere indholdet af disse stoffer i grundvandet, er der næsten ingen synlige fremskridt siden dens offentliggørelse i 1990’erne: landene skynder sig ikke med at gennemføre begrænsningerne. Europa-Kommissionen begyndte at revidere direktivet allerede i 2023, men den endelige beslutning forventes ikke før i slutningen af 2025.
Prisen for passivitet
På trods af krisens omfang er myndighederne ikke ivrige efter at træffe konkrete foranstaltninger for at sikre en bæredygtig vandforsyning. Politico har fået fingrene i et udkast til Europa-Kommissionens strategi, hvoraf det fremgår, at der endnu ikke er konkrete og bindende beslutninger i sigte.
Dokumentet tillader indførelse af mål for vandindvinding, men selv hvis de bliver godkendt, vil de sandsynligvis være frivillige. Selvom der foreslås at indføre et incitamentssystem for landmænd, der indfører bæredygtige vandforvaltningsmetoder, berører strategien næsten ikke problemet med forurening fra landbruget. Selv i kampen mod de mest persistente kemikalier foreslår myndighederne relativt milde foranstaltninger, f.eks. at oprette partnerskaber mellem staten og private virksomheder til at identificere og rense dem.
Først og fremmest vil landmændene og landbrugssektoren lide under det: omkostningerne til kunstvanding af marker og fodring af dyr vil stige, og jordens udbytte vil falde. Også energisektoren vil blive ramt. Atomkraftværker og varmeværker vil få mindre vand til køling, og vandkraftværker vil få mindre vand til elproduktion. Bygninger og infrastruktur vil lide under jordens svind ved langvarige tørkeperioder.
Samtidig viser estimater fra EU’s Fælles Forskningscenter (JRC), at hvis drivhusgasemissionerne ikke reduceres i den nærmeste fremtid, og den globale gennemsnitstemperatur stiger til 3 °C, vil op til 65 millioner indbyggere i EU og Storbritannien i visse perioder af året mangle vand i 2050.
