I dag har vi en overraskende repræsentant for amfibierne i vores udgave. Og jeg tør godt bruge ordet – det er et legendarisk væsen.
Huler er et af de få steder på planeten, der stadig rummer ukendte områder og giver plads til nye opdagelser for zoologer, der jævnligt finder nye dyrearter der.
Men vores helte i dag var kendt allerede i middelalderens Europa, hvor man troede, at de var drageyngel. Det er ikke så mærkeligt, for ifølge legenden lever drager i huler, og når man støder på en lille drage i en hule, tænker man uvilkårligt, at det er en unge. Især hvis man har en middelalderlig tankegang.
Så lad os møde den europæiske proteus (Proteus anguinus), en halet amfibie, der lever i hulefloder i den vestlige del af Balkanhalvøen. På grund af sit begrænsede udbredelsesområde og de specifikke steder, der er egnede til dens levevis, har proteus status som sårbar art.
Middelalderens mennesker tog fejl, da de troede, at de var drager, men de tog ikke fejl, da de troede, at de var larver. Proteus er nemlig neoteniske individer af en ukendt salamanderart.
Dette kloge udtryk bruges om væsner, der ikke gennemgår en metamorfose, men forbliver i larvestadiet indtil og efter deres kønsmodning.
Lignende væsener er axolotl. Groft sagt er det ‘haletudser’, der ikke er blevet til frøer, men har fået evnen til at formere sig, med den eneste forskel, at den oprindelige art ikke var haleløse amfibier, men halede.
Proteer lever i koldt vand (ca. 10 °C) og spiser små krebsdyr og orme. Hvis der trænger lys ind i hulen, forbliver de brune og bevarer deres øjne. Men hvis de lever i fuldstændig mørke, vokser øjnene til, og farven bliver lyserød, ligesom menneskehud, hvorfor de lokale kalder dem ‘menneskefisk’.
Det er bemærkelsesværdigt, at proteer, selvom de har lunger, ikke kan trække vejret ordentligt. Hvis de tages ud af vandet, dør de efter få timer. De kan også føle lys med hele kroppen, og selv en prote, der er blevet halshugget, vil forsøge at gemme sig et mørkt sted, så længe kroppen bevarer sine reflekser.
