Vortesvin er fuld af modsætninger. Han er stærk, men sårbar over for mange rovdyr. Han er modig, men foretrækker at flygte, når han møder en fjende. Han er nyttig for naturen, men skadelig for mennesker. Han er også meget kendt, men af en eller anden grund har der ikke været et ord om ham på vores hjemmeside. Det retter vi op på i dag.
Du behøver ikke at lede efter denne lille vildsvin, for den findes næsten overalt i Afrika. Prototypen på Pumba, der vejer 70-100 kilo, har tilpasset sig perfekt til de barske forhold på det sorte kontinent. Den undgår kun tropiske skove og ørkener.
Og disse svin ligner deres fætter fra den berømte tegnefilm meget lidt. I tegnefilmen så vi en næsten fed svin, der tydeligvis ikke kunne styre sig, når det gjaldt søde sager. Ægte vildsvin kan ikke prale af sådanne former – de er alle veltrænede og slanke. Prøv at tage på, når halvdelen af kontinentets kødædere er på jagt efter dig! Man er nødt til altid at være i form.
De sparsomme gaver fra savannen gør ikke situationen lettere. Vortesvin må nøjes med bær, nødder, rodfrugter og ådsel som festmåltid. Disse små svin har en særlig måde at spise på: deres for korte hals gør, at de ikke kan bøje sig ned, så de går naturligt ned på knæ for at spise.
Alligevel er dyret ikke helt uden fedtlag. Fedt er en nødkilde til vand for alle, der bor i tørre områder, og det har vores helte også. Men disse fyre har ikke ladet maven vokse, de har gemt alle deres reserver i… vorter! Ja, væksterne på snuden ser ikke pæne ud, men i en nødsituation redder de deres ejer fra at dø.
En uantastelig fedtreserve er ikke det eneste middel til at overleve i savannen. 6 centimeter lange hugtænder er det vigtigste våben til at forsvare sig mod rovdyr som hyæner og gribbe.
Om nødvendigt er det modige svin klar til at angribe selv fjender, der er flere gange større end sig selv. Men for vortesvin er den bedste kamp den, der ikke finder sted. Når de møder et rovdyr, sætter dyrene fart på og løber op til 50 km/t.
For ikke at krydse veje med andre unødigt er vildsvinene klar til bogstaveligt talt at grave sig ned i jorden. De har lært at grave huler med deres klove. De særligt dovne (eller frække?) svin er dog i stand til at besætte andres hytter. Nogle hanner indtager for eksempel gerne en tubenæb-hule om natten, mens ejeren strejfer rundt i omegnen på jagt efter føde.
Vortesvin er altid glad for ét eneste væsen — den stribede mangust. Den virkelige Timon ligner slet ikke helten fra den kultforelskede tegnefilm, han er ikke engang en surikat! Venskabet er til gavn for begge dyr – Timon redder Pumba fra parasitter, og Pumba beskytter Timon mod små rovdyr.
Selv sine slægtninge behandler den afrikanske vildsvin med kølighed. Vildsvin foretrækker stolt ensomhed, og vildsvin – et lille selskab på et dusin veninder. Hvis to ensomme hanner mødes, gnubber de blot venskabeligt snuder og går hver til sit. Men hvis en han møder en flok hunner, er der kærlighed i luften. Vortesvin har ikke en bestemt parringssæson, parringsperioden afhænger af den enkelte huns hormonelle tilstand.
Normalt samles flere beundrere omkring en frugtbar hun. For at afgøre, hvem af dem der er værdig til kvindens hove, arrangerer de unge og ikke så unge grise en lille konkurrence. Jeg kan ikke få fingrene til at skrive ordet ‘kamp’: de to bejlere slår forsigtigt pande mod pande og prøver ikke at såre hinanden med deres hugtænder.
Vinderen af kampen bliver far til hele otte smågrise. Han får dog ikke lov at se sine børn, for moren føder først om 4-5 måneder. Før fødslen graver mor-grisen en særlig hul til dem. Børnene vil bo i fødselshulen, indtil de er blevet stærke.
Efter 2 uger kommer minigrisene op at stå, og moren fører dem til hunbesætningen. Der bliver de unge grise i yderligere et halvt år, og først derefter bliver de selvstændige nok til at søge ud og finde deres eget stykke jord.
