Når det kommer til at videreføre arten, kan dyrs opfindsomhed være misundelsesværdig. Blæksprutter har vist sig at være særligt opfindsomme i denne henseende.
For eksempel skaber den brasilianske snegl Adelomelon brasiliana ‘vandbomber’ med sine unger indeni.
Hvis man ikke kender de yderst interessante detaljer om dens privatliv, er Adelomelon en almindelig snegl, der ikke gør noget særligt indtryk. Den har en meget kedelig skal uden nogen former for udsmykning, er ikke større end 20 cm, lever af sine naboer – andre snegle – og elsker at plaske i det varme vand ved Sydamerikas kyster. Alt i alt en beskeden snegl. Men vi kender jo ordsproget:
Udenpå er det smukt og roligt, men indeni raser stormen.
Denne snegls seksualliv fortjener mere opmærksomhed end selve bløddyret. Det vigtigste signal for begyndelsen af det ‘kødfulde’ kærlighedsliv er vandtemperaturen – så snart vandet varmes op til 17 grader, begynder adelomelonerne at forberede deres kønsceller og skynder sig at finde en partner. Selve processen foregår efter alle regler: almindelig parring.
Det mest interessante begynder bagefter. Den rødbenede dame, der har fået alt det nødvendige fra herren, begynder at danne ægkapsler – de samme »vandbomber«. Deres væg minder om silikone, den er lige så elastisk og ret stærk, og som fyldstof fungerer bouillon. I løbet af sit liv – og snegle lever op til 20 år – kan hunnen fremstille tusindvis af sådanne kapsler. På denne måde sikrer moren sine børn midlertidig bolig i den lange udviklingsperiode. Og sikke en bolig! Adelomelon-kapslerne er de største blandt alle bløddyr – de når størrelsen af et kyllingæg. I hele tre måneder vil kuglerne med 30 embryoner svømme i havet.
Men det er ikke alle, der overlever: mange kapsler bliver til frokost for andre. Hvad mere er, indeni de overlevende kapsler begynder snart de sultne lege – den unge, der klækkes først, kan straks forlade hjemmet, eller måske uden skrupler æde sine mindre adrætte artsfæller.
Generelt er adeloemelon-hunnerne udsat for en ekstremt brutal skæbne. Ikke nok med at de må bygge huse til deres børn i sved og tårer og bruge al deres energi, men på grund af giftige stoffer, der er udledt i havet, udvikler cirka en tredjedel af alle hunner mandlige kønsorganer.
Det tragikomiske er, at hunnerne snart bliver fuldstændig sterile. Den største skade på hunnerne forårsages af toksinet tributyltin. Tidligere indgik dette stof i maling, som blev brugt til at male bunden af både. Nu er stoffet forbudt, men det er ikke forsvundet fra havvandet.
Faktisk er adelomelon en dårligt undersøgt art. Den har først for nylig vakt forskernes interesse på trods af sine bemærkelsesværdige egenskaber. Derfor er sneglenes antal ikke undersøgt, og det samme gælder deres økologi. Men én ting er sikkert: så længe der findes hundredvis af »mærkelige rumvæsener« på stranden, lever sneglen.
