Denne uventede opdagelse har forbløffet forskerne.
I 1977 tog NASA en modig beslutning: at sende to rumfartøjer ud i det ukendte. Du har måske allerede hørt om dem – Voyager 1 og Voyager 2.
De havde en klar mission: at udforske de fjerne grænser af solsystemet og, hvis muligt, kigge ud over dets grænser.
Næsten 50 år senere fungerer disse sonden stadig – og måske skete den største opdagelse først, efter at de forlod vores kosmiske »have«, skriver Ecoticias.
Hvor slutter solsystemet
Har du nogensinde tænkt over, hvor solsystemet slutter? Nogle mener, at det slutter bag Neptun, andre mener, at det slutter et sted i den fjerne Oort-sky, hvor kometerne ‘sover’. Men NASA har valgt en mere interessant definition:
Det punkt, hvor solvinden mister sin kraft, og det interstellare rum begynder. Dette punkt kaldes heliopause.
Solen udsender en konstant strøm af ladede partikler – solvinden – som danner en boble omkring solsystemet, kaldet heliosfæren. Inden for denne er vi som om vi er under solens ‘beskyttelse’. Men uden for begynder en anden verden: et rum, hvor andre love gælder, hvor der er anden stråling og andre magnetfelter. Det var netop der, på grænsen mellem solvinden og den interstellare vind, at Voyager-sonderne nåede frem.
Inde i en 50.000 grader varm ‘ildmur’
Og først efter at sonden havde krydset heliopause, skete der noget helt uventet. Voyager 1 var den første til at krydse denne grænse. Seks år senere blev den indhentet af Voyager 2. Begge sonden sendte på forskellige tidspunkter den samme besked: De havde passeret et område med ekstreme temperaturer – fra 30.000 til 50.000 °C. Dette område var så varmt, at det blev døbt ‘ildmuren’.
“Da dette først blev observeret med Voyager 1, havde forskerne kun én måling af magnetfelterne, og de kunne ikke med sikkerhed sige, om den observerede udjævning var karakteristisk for hele det ydre område eller blot en tilfældighed. Voyager 2’s magnetometerobservationer bekræftede Voyager 1’s konklusioner og viste, at de to magnetfelter virkelig er udjævnede,” sagde NASA.
Det betyder ikke, at sonden er brudt i brand eller har passeret gennem en rigtig ovn (især i betragtning af, at NASA for nylig har været i stand til at ‘genoplive’ Voyager 1). Sagen er, at denne »mur« ikke er fast eller brændende. Det er et område med en høj koncentration af superenergiske partikler, hvis tæthed er så lav, at varme ikke engang overføres på normal vis.
Ikke desto mindre var fænomenet så uventet og ekstremt, at forskerne spurgte sig selv, hvordan det kunne undslippe vores opmærksomhed i årtier.
Og som om den høje temperatur ikke var nok, bragte Voyager-sonderne endnu en chokerende opdagelse. Efter at have passeret denne »mur« begyndte sensorerne at registrere magnetfeltet i det interstellare rum.
Og så skete den virkelige opdagelse: det ydre felt viste sig at være på linje med det indre magnetfelt i heliosfæren. Indtil da havde man antaget, at der ‘ude’ gjaldt helt andre love, som ikke havde noget med Solens indflydelse at gøre.
