Blåhvalen kan sluge en halv million kalorier i én mundfuld. Når den får øje på sit bytte – rejelignende væsner kaldet krill – springer den fremad, accelererer hurtigt og åbner kæberne i en næsten ret vinkel. Munden udvider sig, tungen vender sig, og den sluger omkring 110 ton vand – omtrent samme vægt som en anden lille blåhval.
I løbet af det næste minut presser den vandet gennem sigteplader, filtrerer krillen fra og sluger den. Derefter er den klar til endnu et angreb.
Denne sekvens, der kaldes lunge-feeding, er kendetegnende for rorquals – den familie af kæmpehvaler, som blåhvalen tilhører. Den gør det muligt for disse dyr at vokse sig enorme ved at æde store mængder af små byttedyr.
Men lunge-feeding udviklede sig ikke blandt titanerne. Fossile fund fortæller os, at teknikken først opstod hos arter i størrelsesklassen af de moderne minkehvaler – de mindste af rorquals med en længde på kun (!!) 5 meter. For at forstå, hvordan og hvorfor lunge-feeding udviklede sig, må vi forstå, hvordan minkehvalerne gør det.
Det burde være let, da minkehvaler er de mest almindelige hvaler i Antarktis. Men de er også blandt de mest sky. Store rorqualer som blåhvaler tilbringer en del tid ved overfladen for at fylde lungerne, hvilket gør det let for forskerne at sætte mærker og optagere på dem. Men med minkhvaler “ser man dem et åndedrag eller to, og så er de væk”, siger Jeremy Goldbogen, hvalforsker ved Stanford University.
Man har et sekund til at få den på det rigtige sted.
Ingen havde været i stand til at mærke en, og det var ikke fordi de ikke havde prøvet.
Det ændrede sig i februar 2013. Mens de forsøgte at studere pukkelhvaler i Antarktis, fandt et team ledet af Ari Friedlander fra Oregon State University store grupper af minkhvaler, op til 40 i alt, der spiste omkring store isflager. De syntes at være sociale, og de var i hvert fald afslappede nok til, at teamet kunne snige sig ind i en gummibåd.
Friedlander sad på en prædikestol foran og havde en lang kulfiberstang med en sugekopmærke i enden. Han ventede, og til sidst dukkede en af hvalerne op på det helt rigtige sted, så han kunne sætte mærket på. Det var første gang.
I 18 timer sad mærket fast og registrerede tryk, temperatur og acceleration. Et par dage senere lykkedes det holdet at mærke et andet dyr, hvilket gav yderligere 8 timers data.
Og sikke data! I løbet af den tid nåede de to dyr 2.831 lunger over 649 dyk. Mens de spiste, lungede de omkring 100 gange i timen. Det er lidt over et halvt minut at accelerere en fem tons tung krop gennem vandet, sluge det, der svarer til en kingsize-seng, filtrere al maden ud og være klar til at gøre det igen. Og igen. Og igen.
Teamet opdagede også, at minkhvalerne gjorde noget, som andre rorqualer ikke gør: De dykkede langt og lavt under store isflager for at spise de sværme af krill, der befandt sig nedenunder. Ingen andre rovdyr kan udnytte denne ressource så effektivt. Blåhvaler, finhvaler og pukkelhvaler er for store, og de spiser i mere åbne, isfrie farvande. Pingviner og sæler kan dykke under isen, men de er begrænset til at fange ét bytte ad gangen. Minkehvalen kan ved at kombinere manøvredygtighed med lungefodring spise store mængder af føde under isen.
Deres fodringsstrategi ligner blåhvalens, men er meget forskellig i omfang. Da de er mindre, kan de ikke sluge så meget vand, men de bruger også mindre energi på lungefodring. For en blåhval er lungefodring en meget udmattende affære, der kun betaler sig, fordi den garanterer verdens mest kalorierige mundfulde. For en vågehval koster lungefodring knap nok mere energi end ved almindelig svømning. Så mens blåhvaler tager et par gigantiske slurke, kan vågehvaler tage små slurke i et meget hurtigere tempo. Og det giver en ledetråd til, hvordan lungefodring har udviklet sig.
Goldbogen mener, at strategien hjalp de tidlige små rorqualer med at spise mere effektivt ved at sluge store mængder bytte på én gang. Det gjorde det muligt for nogle af dem at blive virkelig enorme ved at bruge den samme adfærd til at fortære store mængder bytte i det åbne hav. Andre, som minke, forblev små for at udnytte de mere spredte sværme, som deres gigantiske fætre ikke kunne nå.
“Da kropsstørrelsen udviklede sig til større størrelsesklasser, fik man denne nicheopdeling,” siger Goldbogen.
Det er vores førende hypotese.
Undersøgelsen er en lille sejr for teamet, ikke mindst fordi “Japan stadig fanger vågehvaler i Antarktis,” siger Goldbogen.
De hævder, at det er til videnskabelige formål, men jeg tror ikke, at nogen er blevet narret af den påstand. Her viser vi, at man kan studere hvaler uden at dræbe dem. Det var indlysende før, men det er også vigtigt at have nogle offentliggjorte rapporter.
Der er mere i vente. Teamet har netop udviklet en ny type mærke, der ud over de sædvanlige sensorer også har kameraer. De har sat dem på fem pukkelhvaler og to blåhvaler, og i de kommende måneder vil de prøve dem på nogle vågehvaler.
“Det er stort set en komplet flyrecorder på en hval,” siger Goldbogen.
Vi har haft det rigtig sjovt.
