Du kommer træt hjem fra arbejde, og der venter din kat på dig. Den kravler op på dit skød, gnubber sig mod dine hænder, spinder som en traktor og beder om kærtegn.
Eller måske bliver du mødt af din hund? Du tager skoene af med den ene hånd og klør Milo bag øret med den anden. Der er selvfølgelig også nogle, der er kræsne og ikke vil røres, men for det meste er kæledyr meget knyttet til mennesker og altid glade for at blive kælet med.
Men hvorfor kan de lide at blive klappet, når det ikke er naturligt for vilde dyr? Forestil dig, at du går ind i skoven, og en kanin hopper op på dine arme og beder dig om at klappe den…
Svaret er banalt – det er rart. Under huden har dyr et netværk af umyeliniserede sensoriske hudneuroner, som hver eneste hår på kroppen er forbundet til. Dette netværk overfører information om ydre stimuli: temperatur, smerte, almindelig berøring. Og kærtegn er også en del af det.
Dette hudnetværk er forbundet med områder i hjernen. Hvert område er ansvarligt for sine egne stimuli. Så for at opfatte kærtegn er der en hel afdeling af neuroner kaldet MRGPRB4+, der er ansvarlig for det. Når nogen kærtegner et dyrs pels, sender hver eneste hår en signal til hjernen, der stimulerer den ‘blide’ zone. Stimuleringsprocessen sætter gang i produktionen af endorfiner – lykkehormoner.
Men hvor kom denne afdeling af neuroner egentlig fra? I naturen går ingen rundt og klapper dyr. Du tager fejl! At slikke er dyrs svar på menneskers kløe. Mange pattedyrs liv, herunder vores kæledyr, er i de første uger efter fødslen fuldstændig afhængigt af moderens omsorg og slikkeri.
Denne særlige form for massage stimulerer fordøjelsessystemet, blod- og lymfecirkulationen, urinudskillelsen og den generelle udvikling af det nyfødte dyr. Efterhånden som dyret bliver ældre, bliver slikkeri af nødvendighed til en behagelig bonus og en måde at etablere sociale bånd til slægtninge.
Og mens kærlighed for vilde dyr efter nogen tid træder i baggrunden, er den lige så nødvendig for tamme katte og hunde resten af deres liv. Det skyldes, at vores kæledyr aldrig bliver voksne. Lige fra begyndelsen af domesticeringen af hunde og katte udvalgte mennesker de mest barnlige individer som ledsagere.
Det var netop dem, der viste størst tilknytning til mennesker og opfattede den tobenede som en »ernærende mor«. Derfor bliver vores kæledyr i dag aldrig helt voksne og udviser et barnligt adfærdsmønster gennem hele livet. Tak til vores forfædre for at have lært katte og hunde at kæle og kramme!
