Der findes mange myter om dyr, og en af de mest vedholdende handler om slanger: det er en udbredt opfattelse, at de er døve. Faktisk er dette ikke helt sandt.
Disse krybdyr har ikke ører i den form, som mennesker kender, men de opfatter lyde og vibrationer på en anden måde.
Hvordan slanger opfatter lyde
Slanger har ikke ydre ører eller trommehinder, men de har et indre høresystem. Hovedrollen tilhører columella-knoglen, som svarer til det menneskelige øreben. Takket være denne knogle er dyrene i stand til at registrere vibrationer, der overføres gennem jorden, og delvist opfatte luftvibrationer. Påstanden om, at slanger er fuldstændig døve, er altså ikke sand.
Hørebegrænsninger
Selvom slanger opfatter vibrationer, er deres evne til at høre lyde, der udbreder sig gennem luften, yderst begrænset. De kan næppe genkende menneskelig tale eller musik. Deres følsomhed over for jordvibrationer sikrer dog deres overlevelse: Det er sådan, de bestemmer, om bytte eller rovdyr nærmer sig.
Sammenhængen mellem hørelse og jagtstrategier
Slanger har forskellige jagtmetoder. Nogle bevæger sig aktivt rundt på jagt efter bytte, mens andre ligger på lur efter det. I begge tilfælde spiller opfattelsen af vibrationer en vigtig rolle.
- Aktive jægere bruger deres følsomhed over for jorden til at orientere sig og undslippe fare i tide.
- Bagholdsslanger supplerer deres camouflage med evnen til at fornemme byttets nærhed. Nogle af dem bruger »lokkemidler« — specielle vedhæng på halen, der efterligner insekter eller orme.
Forskelle mellem arter
Evolutionen har udstyret forskellige slangearter med særlige auditive tilpasninger. Halvakvatiske og akvatiske slanger, såsom anakondaer, er bedre til at registrere vibrationer i vand, hvor lyden bevæger sig hurtigere og over længere afstande. Hos klapperslanger fungerer de vibrationer, der skabes af halen, som en advarsel til andre dyr.
Mysteriet om slangetæmmere
Den mest almindelige myte er forbundet med slangetæmmeres forestillinger. Publikum tror, at kobraen »danser« til fløjtens musik. I virkeligheden reagerer slangen ikke på lyden, men på instrumentets og personens bevægelser. Den opfatter dem som en trussel og følger dem instinktivt, mens den holder øje med den potentielle fare. Effekten forstærkes af, at slangerne holdes i lukkede kurve før forestillingen: det pludselige lys og bevægelser efter frigivelsen gør reaktionen særlig levende.
