Århundreder efter at pest hærgede Europa i middelalderen, cirkulerer den stadig på næsten alle kontinenter – herunder det vestlige USA.
Pest er ikke kun en stor del af historien – den eksisterer stadig i dag.
Sundhedsmyndighederne i Californien har for nylig bekræftet, at en beboer i South Lake Tahoe er testet positiv for pest, sandsynligvis efter at være blevet bidt af en inficeret loppe, mens han var på campingtur i regionen.
Selvom pest måske ikke er den samme trussel, som den engang var, er sygdommen, der dræbte så mange som 200 millioner mennesker og udslettede halvdelen af Europas befolkning i det 14. århundrede, aldrig blevet udryddet. Pesten cirkulerer stadig blandt pattedyr som præriehunde, harer, prærieulve, sortfodede fritter og endda kæledyr. Den findes på alle kontinenter undtagen Oceanien og Antarktis og er særlig udbredt i Madagaskar, Peru og Den Demokratiske Republik Congo.
I det vestlige USA er der en sæsonbestemt stigning i pestudbrud fra slutningen af foråret til begyndelsen af efteråret, især i New Mexico, Colorado, Arizona, Californien, Oregon og Nevada. De fleste af disse udbrud forekommer hos vilde dyr, men i sjældne tilfælde smitter sygdommen over på mennesker.
I dag ses der i USA i gennemsnit syv tilfælde af pest hos mennesker om året, hovedsageligt byldepest, som smitter via loppebid og er kendetegnet ved udviklingen af hævede, smertefulde lymfeknuder, kaldet bylder.
»Det er en ekstremt sjælden infektion,« siger Dave Wagner, direktør for Biodefense and Disease Ecology Center ved Northern Arizona University’s Pathogen & Microbiome Institute.
»Jeg siger altid til folk, at de skal se sig for begge veje, før de krydser gaden, før de bekymrer sig om pest.«
Men hvad er årsagen til disse udbrud – og hvor alvorlig er risikoen for mennesker i dag? Her er, hvad du skal vide.
Hvilke dyr kan sprede pest?
Pest forårsages af bakterien Yersinia pestis og er en zoonotisk sygdom, hvilket betyder, at dyr kan overføre den til mennesker. Ud over byldepest findes der andre former, herunder septikæmisk pest, som spredes i blodbanen, og lungepest, som udvikler sig i lungerne og er den eneste form, som mennesker kan overføre til hinanden.
Sorte rotter – din almindelige husrotte – er blevet beskyldt for historiens mest forfærdelige pestpandemier. Men ifølge Wagner er de langt fra de eneste syndere. »Det er primært en sygdom, der rammer gnavere og deres lopper,« siger han.
Lopper lever af pattedyrs blod, og de elsker især at sætte sig fast på gnavere – ikke kun sorte rotter. Når et gnaverdyr bliver smittet med Y. pestis, overfører det straks patogenet til sine lopper. Og når gnaverdyret dør, hopper lopperne over på deres næste vært – som kan være et menneske. En undersøgelse fra 2018 konkluderede, at pest historisk set spredte sig vidt i Europa, ikke gennem rotter, men via lopper og lus, der levede på mennesker.
Forskere er ikke sikre på, hvad der gør gnavere til så gode værter for Y. pestis. Wagner siger, at det sandsynligvis har noget at gøre med deres tendens til at leve i huler, hvor der er mange lopper. Gnavere har sandsynligvis også en høj koncentration af bakterier i deres blod, i hvert fald sammenlignet med andre pattedyr. Wagner påpeger, at lopper kun kan drikke meget små mængder blod, så der skal være mange bakterier i den dråbe, for at en vært kan smitte loppen.
De arter, der bærer pesten, varierer fra region til region. I Madagaskar er sorte rotter for eksempel stadig den mest almindelige vært. I Nordamerika ses pest imidlertid oftest hos præriehunde samt andre indfødte gnavere såsom trærotter og egern.
Forskere har også fundet beviser for pest blandt andre vilde dyr end gnavere, herunder kaniner, hjorte, sortfodede fritter, pumaer, prærieulve – og endda blandt tamme katte og hunde. Nogle af disse dyr kan blive smittet med sygdommen ved at spise et inficeret dyr, mens andre måske blot befinder sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, når en inficeret loppe er på jagt efter en ny vært.
»Forestil dig, hvad en hund vil gøre, hvis alle præriehunde er døde [af pest] nede i deres huler, og det dufter lækkert,« siger Wagner.
»De vil grave rundt i hulen.«
Men forskere siger, at det er svært at afgøre, om disse vilde dyr blot har fået pest fra gnavere – eller om de også er ansvarlige for at holde pesten i live. Måske får præriehunde bare skylden, fordi det er særlig tydeligt, når pesten har inficeret deres typisk aktive, tætte kolonier.
Hvor forekommer pestudbrud typisk i USA?
Sorte rotter bragte sandsynligvis pesten til Nordamerika i 1900, da det første tilfælde på kontinentet blev registreret i San Francisco. Historiske optegnelser og genetiske undersøgelser af den specifikke Y. pestis-stamme tyder på, at rotter ankom til havnen ombord på et dampskib fra Hongkong og derefter løb ind i byen, hvor de blandede sig med de lokale gnavere.
Bakterierne spredte sig over det vestlige USA, hvor de begyndte at cirkulere blandt små indfødte gnavere. Men de spredte sig aldrig meget længere end det. I dag registreres tilfælde typisk vest for den 100. meridian, den længdegrad, der strækker sig fra North Dakota til Texas ved kanten af Great Plains.
Det er ikke klart, hvorfor. Paul Mead, chef for afdelingen for bakterielle sygdomme i CDC’s Division of Vector-Borne Diseases, fortalte National Geographic i 2022, at der var tidlige udbrud i østlige havnebyer. Florida og andre dele af Syden havde også udbrud, men pesten formåede aldrig at etablere sig der på lang sigt. Forskere formoder, at det kan have noget at gøre med forskellene i jorden i vest kombineret med de lokale gnavere, der lever i huler.
»Hypotesen er, at … disse udgør en økologisk niche, hvor [pesten] kan overleve og eksistere,« sagde Mead. Det er muligt, at den tørre vestlige jord er et bedre levested for pesten eller for de amøber, der hjælper den med at formere sig og overleve. Men han og andre eksperter siger, at det i sidste ende stadig er et mysterium, hvorfor pest kun ses i det vestlige USA.
Moderne udbrud ses mest i landdistrikter, hvor gnaverkolonier tendens til at være større, sagde Mead. Forbedrede sanitære forhold og bygningsreglementer i byerne har også bidraget til at mindske forekomsten i byerne. Der forekommer dog stadig udbrud i byerne, herunder et udbrud i 2007 blandt egern i Denver City Park.
Der er typisk omkring et dusin rapporter om pest hos dyr hvert år, typisk om sommeren, ifølge Mead. Men det er ikke klart, hvad der forårsager infektionerne. Der synes at være »en slags miljømæssig signal, hvor forholdene er rigtige, så den bryder ud fra reservoiret, hvad det end er, til disse mere iøjnefaldende arter,« siger Wagner.
Hvor risikabel er pest for mennesker?
Det er meget usandsynligt, at mennesker bliver syge af pest, men hvis de gør, er sygdommen ikke længere en dødsdom for dem, der har adgang til de mange forskellige antibiotika, der kan behandle den. Selvom nogle er bekymrede for, at potentielt antibiotikaresistente stammer kan ændre denne beregning, siger forskere, at den aktuelle risiko fortsat er lav.
Pest udgør også en lav risiko for mennesker, der bor i vestlige lande som USA, fordi de typisk ikke tilbringer meget tid i områder, der er inficeret med lopper. De fleste loppearter har en foretrukken art at leve af. Når de først har fundet en vært af den art, er det usandsynligt, at de hopper over på et andet dyr, før den vært dør.
Du kan derfor være udsat for en vis risiko for at blive bidt af en inficeret loppe, hvis du tilfældigvis går gennem en præriehundekoloni med individer, der for nylig er døde af pest. Men »medmindre du bor ved siden af en præriehundekoloni i det vestlige USA, tror jeg, at din risiko er stort set nul,« siger Wagner.
Der er nogle meget sjældne tilfælde, hvor mennesker kan blive smittet af et mellemdyr. Hunde kan for eksempel bringe inficerede lopper med hjem til deres ejere. Tamme katte, som er særligt modtagelige for den respiratoriske form for pest, kan smitte mennesker omkring dem gennem nys og andre respiratoriske dråber, ligesom forkølelse, influenza og COVID-19 spredes.
For at forhindre smitte er det ifølge Mead vigtigt, at mennesker, der bor i landlige områder i de vestlige stater, er opmærksomme på deres omgivelser. Indberet store præriehundedødsfald til de lokale sundhedsmyndigheder. Giv altid kæledyr loppeforebyggende behandling, og lad dem ikke strejfe rundt i områder med præriehundekolonier.
Hvorfor har vi ikke forsøgt at udrydde pesten?
Selvom risikoen for mennesker er lav, udgør den en større fare for visse truede arter – især den truede sortfodede fritte. Pest er en af de største trusler mod overlevelsen af arten, som lever af præriehunde. I de senere år har naturfredningsfolk iværksat banebrydende tiltag for at redde disse fritter ved at vaccinere dem mod pest.
Men Mead påpeger, at for at udrydde en sygdom er det nødvendigt at have en grundig forståelse af, hvordan den spredes. Pest er nu endemisk i det vestlige USA, og forskerne ved stadig ikke, hvordan den overlever i perioder, hvor der ikke er udbrud. Den kan leve i jorden eller måske blive overført mellem vilde dyr, hvis udbrud er sværere at opdage. Man kan undertrykke pest i et område gennem vaccination, men så dukker den op et andet sted.
»Det er lidt ligesom græsbrande,« siger Mead.
»Det vigtigste er, at vi i Vesten sandsynligvis vil have pest som en lav risiko i ganske lang tid.«
