I løbet af det sidste årti har Argentina lukket sine zoologiske haver og flyttet dyrene til reservater og redningscentre. Men det har vist sig at være sværere end forventet at flytte elefanter.
Kenya i Mendoza Ecopark, hvor hun gennemgik rehabilitering, inden hun blev overført til Brasiliens elefantreservat.
På en varm dag i juli tog elefanten Kenya sig god tid til at komme ud af sin transportkasse og ind i sit nye hjem. Men efter 30 minutter trådte den 13.200 pund tunge afrikanske elefant ud af kassen, rystede støvet af sig, udforskede kort sine omgivelser og begyndte derefter at rulle sig i en bunke rød jord.
»Hun gjorde det som en lille pige,« siger Juan Ignacio Haudet, direktør for biodiversitet og økopark i Mendoza City i Argentina. Det var første gang i de sidste tre år, han havde arbejdet med hende, at han havde set hende boltre sig, bade hele kroppen eller endda nyde mad.
Kenya var den sidste elefant i fangenskab i Argentina. Hun ankom til Global Sanctuary for Elephants i Brasilien, det eneste elefantreservat i Sydamerika, efter flere måneders rehabilitering i Ecopark i Mendoza City, hvor hun havde levet hele sit 40-årige liv i fangenskab.
Hendes frigivelse tidligere på året blev muliggjort af en argentinsk lov fra 2016 – vedtaget på baggrund af stigende pres fra offentligheden og dyrebeskyttelsesgrupper – der påbød lukning af landets zoologiske haver, deres omdannelse til økoparker og flytning af eksotiske dyr til reservater eller redningscentre.
Det team, der rejste med Kenya til Brasilien, siger, at hun ankom til reservatet med et trompetbrøl, som om hun gjorde en triumferende entré, der markerede afslutningen på 136 års fangenskab for elefanter i Latinamerikas næststørste land.
En årelang rejse
Det var en vanskelig rejse at komme hertil.
Den asiatiske elefant Pelusa var den første elefant i Argentina, der blev udvalgt til flytning. Ligesom Kenya tilbragte hun hele sit liv alene, selvom hun boede i La Plata Zoo. Men Pelusa døde i 2018 i en alder af 52 år, kun få dage før hun skulle flyttes til Global Sanctuary for Elephants.
Det var ikke det eneste tab. Merry, en asiatisk elefant, der blev holdt i en privat zoo og optrådte i cirkus fra en meget ung alder, døde samme år i en alder af 50 år. I 2024, mens man ventede på internationale tilladelser til flytning og grænseoverskridende rejser, døde den afrikanske elefant Kuky i en alder af kun 34 år. Og blot få uger før Kenyas rejse i år døde Tamy, en 55-årig asiatisk han, der allerede havde gennemgået sin rehabiliteringsproces, også.
I naturen er den gennemsnitlige alder for en sund elefant mellem 60 og 70 år, men det gennemsnit ændrer sig markant for elefanter, der er tvunget til at leve i fangenskab. I Kenyas tilfælde tog årtier i fangenskab en gradvis, men ubarmhjertig tribut, siger Tomás Sciolla, direktør for Equity Sanctuary ved Franz Weber Foundation: benproblemer på grund af manglende bevægelse, muskeltab, tarmforstyrrelser og leversygdom.
»Vintrene er meget kolde, somrene er meget varme, og den plads, vi havde, var begrænset og på hård jord,« siger Haudet om forholdene i Mendoza Zoo, som lukkede i 2016 og blev omdannet til Ecopark, et center designet til bevarelse af truede indfødte arter uden at holde dem i fangenskab.
»Vi havde ikke faciliteterne eller budgettet til at yde den specialiserede, intensive pleje, som elefanter har brug for.«
I 2008 begyndte Leandro Fruitos, et rådsmedlem i den nuværende Mendoza Ecopark, at indsamle underskrifter for at lukke zoologisk have. Som repræsentant for Franz Weber Foundation, en nonprofitorganisation, der organiserede flytningen af alle elefanter fra Argentina, ledede han kommunikationen med Mendoza-regeringen og internationale institutioner for at sikre tilladelser – tilladelser, der udløb fire gange for to andre elefanter og tre gange for Kenya på grund af det, han beskriver som »politiske luner«.
Mendoza Zoo har været lukket for offentligheden siden lukningen. I løbet af det sidste årti er mere end 1.500 eksotiske dyr fra zoologisk have blevet flyttet til reservater og redningscentre i Argentina og i udlandet – en langsom, men støt indsats, der har givet de tilbageværende beboere mere plads og bedre levevilkår, herunder permanent sundhedsovervågning for at sikre dyrenes velbefindende.
Flere andre zoologiske haver i Argentina er også blevet omdannet til økoparker siden 2016, selvom processen kræver både tid og betydelige økonomiske midler.
Kenyas ankomst for at slutte sig til den asiatiske elefant Mara og den afrikanske elefant Pupy – dyr fra andre zoologiske haver i Argentina, der nåede det brasilianske reservat i 2020 – er et vidnesbyrd om mange års kamp, tålmodighed og tab. Hendes første rulle i den røde jord var ikke kun et øjeblik af frihed, men en hyldest til dem, der aldrig nåede frem.
Hvordan disse elefanter genlærer tillid
Elefanter på Kenyas alder bærer på psykologiske sår, der er umulige at slette, ifølge Scott Blais, grundlægger af Global Sanctuary for Elephants. Han forklarer, at mange var ofre for »selektiv aflivning«, en praksis, der var almindelig i det 20. århundrede, hvor jægere skød voksne elefanter fra helikoptere.
»I nogle tilfælde bandt de kalvene til benet på deres døde eller døende mor og lagde dem derefter i en kasse,« husker han. Disse kalve blev derefter sendt af krybskytter eller dyresmuglere til zoologiske haver og cirkusser rundt om i verden, dømt til et liv i fangenskab uden en ordentlig kost eller tilstrækkelig plads til at bevæge sig, siger Blais.
Det vides ikke, om Kenya oplevede tragedien at blive revet væk fra sin mor, men hun var kun fire år gammel i 1984, da hun blev købt og bragt til Mendoza efter en aftale med Tierpark Berlin, en zoologisk have i Tyskland. Hun blev placeret i et indhegning sammen med en anden kalv, der døde af lungebetændelse kort tid efter. Fra da af levede hun alene, som den eneste afrikanske elefant i Mendoza Zoo – et ensomt medlem af en dybt social art.
Men dyrlægen Johanna Rincón fra Franz Weber Foundation finder håb i sorgen. »Der er en tendens til at tro, at det er svært at vinde disse dyrs tillid, men de er så knuste, at det er let at opbygge den,« siger Rincón, der deltog i overførslerne af Kenya, Mara og Pupy og også arbejdede med sundhedstjek af Kuky og Tamy.
Rincón lærte at fortolke hver af Kenyas gestus.
»Hos de andre så jeg kun deres snabler; hos Kenya lærte jeg at se hendes blik,« siger hun.
»Man skal vise dem, at man forstår dem, og at man vil etablere et respektfuldt forhold.«
En anden forhindring er at få elefanterne til at anerkende transportkassen som et sikkert sted. Der får de mad, vand og pleje. Kassen har et fastspændingssystem, der ligner en sikkerhedssele, og som er designet til at holde dem komfortable.
Men de skal forstå, at dette er en midlertidig, omend stressende situation. At lukke kassen er ofte et af de mest spændte øjeblikke, da dyret kan blive bange eller vred, hvilket potentielt kan forsinke hele processen.
Kenya reagerede dog positivt: Hun accepterede indespærringen og gennemgik den fem dage lange rejse til Brasilien uden større problemer.
Blais beskriver Kenya som en »meget følsom og udtryksfuld elefant«, der i begyndelsen af træningen udviste »dyb usikkerhed, som var tydelig i den måde, hun forsigtigt nærmede sig og interagerede med mennesker.« Han siger, at han ser hendes forvandling med ærefrygt, selvom den kun lige er begyndt.
Kenya og fremtiden for andre elefanter i fangenskab
Nu er Kenya i kontakt med sin nabo Pupy, træner sine muskler mere end nogensinde, vandrer i bakkerne og vælter træer i sit habitat. Hun ruller sig i mudderet og græsset, hvilket ikke kun giver hende glæde, men også hjælper med at forbedre hendes fødders sundhed ved at eksfoliere døde hudceller fra hendes krop.
»Vi er vidne til, at lagene af traumer begynder at skrælle af,« siger Blais.
Sciolla håber, at Kenyas historie vil inspirere andre lande. Franz Weber-fonden arbejder for at befri elefanter i andre lande i regionen og Europa, med særligt fokus på dem, der stadig er i fangenskab i Schweiz. »Elefanter bør ikke leve i fangenskab,« siger Sciolla.
»Det er ikke bevarelse.«
Haudet, direktør for Mendoza Ecopark, hører ofte fra skuffede zoogæster, der ønsker, at deres børn skal se disse elefanter.
»Folk skal forstå, at det, de så i zoologisk have, ikke var en elefant; det var bare udseendet af et dyr med en snabel, ører og ben… men det opførte sig ikke som en elefant, spiste ikke som en elefant, levede ikke som en elefant,« siger han.
»Med hvert lille skridt bringer Kenya os glæde og viser os, at dette er vejen – at hun var den sidste elefant i fangenskab i Argentina, og at der ikke er nogen vej tilbage.«
