Som millioner af små brikker i et komplekst puslespil, der strækker sig over titusinder af år, giver dyre- og plantefossiler indsigt i naturens historie.
Hvis du satte dig ind i en tidsmaskine og rejste 14.000 år tilbage, ville du ikke genkende det nutidige Danmark.
I slutningen af den sidste istid var klimaet betydeligt koldere. En stor del af havvandet var frosset til gletsjere, som også dækkede det meste af Danmark, og vandstanden var omkring 120 meter lavere end i dag.
Det moderne Danmarks territorium var en del af en stor, sammenhængende kontinentalsamling.
Faktisk var det på det tidspunkt muligt at snøre sine støvler og teoretisk set gå hele vejen fra Irland i vest gennem Eurasien og videre over Beringstrædet (som dengang var en landbro, der forbandt Rusland og Alaska) og over stokke og sten til det østlige Canada.
På det tidspunkt havde Danmark også en imponerende og mangfoldig fauna bestående af store pattedyr, herunder bjørne, ræve, jærv, mammutter, rensdyr, ulve og vilde heste.
Ja, man kunne endda være heldig at se en isbjørn på den skandinaviske havis (der er stadig lidt hav der).
Men hvordan ved vi egentlig, at fortiden var anderledes end nutiden?
Hvordan ved vi, at Danmark var hjemsted for arter, der nu er udryddet eller kun findes i andre regioner? Og at de arter, vi nu kalder danske, ikke altid har levet her?
The History Hub deler videoen »Danmarks 12.000 års DNA afsløret: Fra istidens jægere til vikingekonger« på YouTube:
“Træd ind i 12.000 års dansk historie – ikke gennem legender, men gennem det DNA, der er begravet i jorden.
I denne dokumentar undersøger vi, hvordan Danmarks befolkning blev erstattet to gange, hvordan vikingernes plyndringer omformede Europa, og hvad gammel genetik afslører om moderne danskers udseende, træk og oprindelse. Fra jægerne og samlerne i mesolitikum til Yamnaya-steppekrigerne og vikingernes opdagelsesrejsende har alle efterladt deres genetiske aftryk på Danmarks befolkning og steder.”
Fossilfund fra en fjern fortid
Da isen trak sig tilbage ved slutningen af den sidste istid og blotlagde store landområder, vandrede nyt liv i form af planter og dyr dertil.
De efterlod spor i form af fossiler, der er bevaret for eftertiden. Ved hjælp af kulstof 14-datering af fossiler eller de jordlag, hvor de blev fundet, kan vi bestemme deres alder.
Pollen og andet plantemateriale, der er bevaret i søsedimenter, giver os viden om, hvilke arter der levede side om side.
Pollendata viser, at naturen er i konstant forandring. Artsammensætningen og artsrigdommen (også kaldet biodiversitet) ændrer sig over tid.
Da isen trak sig tilbage, var korn og græs de første arter, der dukkede op. Derefter kom birk og hassel, hvoraf sidstnævnte var det første ægte skyggeelskende træ. For 8.000 år siden dukkede egetræet op.
I sangen ‘I Danmark er jeg født’ skrev H.C. Andersen, at Danmark er ‘bøgens hjem’. Men pollen viser, at bøgen, som også er Danmarks nationaltræ, dukkede op her for mindre end 3.000 år siden.
Der er behov for genetisk analyse for nøjagtigt at bestemme bøgens migrationssted, men under naturlige forhold findes den på det europæiske kontinent.
Den kan være spredt af pattedyr, der migrerede fra Tyskland over landbroen i Sydjylland, eller af fugle, der fløj nordpå fra Centraleuropa.
Sci-Fi Junkies deler videoen »Fossiliseret fiskekvalm fundet i Danmark« på YouTube:
Naturen er i konstant forandring.
Efter planterne kom dyrene. Først planteædere. Derefter rovdyr. Det ved vi fra fossiler – dele af deres skeletter, der er fundet i dansk jord gennem de seneste årtier.
Det drejer sig om hundredtusindvis af knogle- og tandrester, ofte meget små.
Som millioner af små brikker i et komplekst puslespil, der strækker sig tusinder af år tilbage, giver de os en idé om de arter, der udgjorde Danmarks forhistoriske tid.
Som med planter viser de palæontologiske fund af pattedyr, at artsammensætningen har ændret sig over tid. Nye arter dukker konstant op, men forsvinder igen fra historien.
Der er aldrig et endeligt produkt. Naturen er i konstant forandring.
En stigning i havniveauet på 30 meter på bare 900 år skabte det Danmark, vi kender i dag.
En af de mest radikale forandringer i den danske natur fandt sted, da Danmark, som tidligere ikke havde adgang til havet og ingen forbindelse til de britiske øer, blev et ø-rige.
Efter 100.000 års vedvarende kulde begyndte for 11.700 år siden den nuværende mellemistid (kaldet Holocæn).
Dette førte til en betydelig opvarmning af klimaet, som over flere tusinde år førte til smeltning og til sidst ødelæggelse af de skandinaviske og amerikanske iskapper. Havniveauet steg med 30 meter på bare 900 år.
Det tilstødende område mod vest blev oversvømmet, og Nordsøen blev dannet. Hvert år fanges tusindvis af tons forhistoriske knogler som bifangst i Nordsøen, hvilket vidner om mangfoldigheden af de store pattedyr, der engang levede her.
Martin Grud Jensen deler Sangstrup Klint Fossil Hunting i denne YT-video:
“Vi tilbragte en dag ved Sangstrup Klint, tæt på Grenaa, i Danmark.
Vi fandt en god håndfuld, håber I vil nyde denne video.”
Naturens tilfældigheder
For landpattedyr førte stigningen i havniveauet til deres adskillelse og isolation. På øerne fandt dyrene sig afskåret fra deres slægtninge på fastlandet. Den frie passage gennem Danmark blev lukket.
Manglen på indvandring udefra gjorde øbefolkningerne sårbare, da populationer er mere sårbare over for skader, når der er få individer, og det er umuligt at tilføje nye.
Naturens luner, såsom naturlig befolkningstilvækst eller -tilbagegang eller sygdom, kan være afgørende for en arts overlevelse på lokalt plan.
Og når populationsstørrelsen falder, bliver det svært at finde en mage, og så bliver alt ensidigt.
Fossile fund tyder på, at flere pattedyrarter uddøde på Sjælland og Fyn relativt kort tid efter, at øen blev dannet. Seks arter forsvandt på Sjælland, herunder elg, bjørn, grævling, fritte og los.
De samme arter overlevede i flere tusinde år længere i Jylland, hvilket tyder på, at bestanden i Jylland stadig var forbundet med artsfæller på det europæiske kontinent via Tyskland.
I dag findes både grævlinger og ildere på Sjælland, men de er for nylig blevet genindført der. Ildere stammer for eksempel fra dyr, der er undsluppet fra pelsfarme, så teknisk set er de vildtlevende snarere end vilde.
Årsager til store forandringer
Hvad ligger bag forandringerne i den danske fauna?
Over tid har globale klimaforandringer spillet en afgørende rolle, hvilket har ført til ændringer i sammensætningen af terrestriske levesteder (f.eks. fra sparsom skov til tæt skov) og f.eks. gjort Danmark til et ø-rige, hvor nogle dyr blev isoleret fra andre og ikke kunne overleve over tid.
Før landbrugets indførelse var udviklingen hovedsageligt præget af dynamik.
Siden da har det været menneskeskabte ændringer, landbrug og kulturlandskaber snarere end naturen og vores jagt på bestemte arter, der har været afgørende for, hvem der overlever, og hvem der uddør.
To kræfter – klimaet og mennesket – interagerer og danner en kraftig cocktail, som menneskeheden er blevet alvorligt opmærksom på i de seneste årtier.
I Danmark fandt overgangen fra en jæger-samler-kultur til landbrug sted for omkring 6.000 år siden. Svedjebrug og husdyrbrug trængte ind i skovene og bidrog til spredningen af åbne enge.
Begyndelsen på udviklingen af kulturlandskabet kan spores i indholdet af plantemateriale i tørvemoser: på dette tidspunkt stiger antallet af kornarter og græsser, og træerne trækker sig tilbage.
ExtinctZoo deler De uddøde dyr, som de gamle romere og grækere så, i denne YouTube-video:
Arternes tilpasning til forandringer
Samtidig dukkede nye arter op, som var tilpasset det nye levested: harer og dværgmus, mens losser uddøde.
Samlet set har vi på baggrund af fossile plante- og dyrefund i Danmark lært, at arter reagerer individuelt på de pres, de udsættes for.
Arter, der lever side om side, migrerer eller forsvinder ikke på samme tid. Hver art gør det i sit eget tempo. Faunaen som helhed reagerer på forandringer på forskellige måder.
På lang sigt, hvor horisonten strækker sig over hundreder og tusinder af år, vil artsammensætningen i landskabet naturligt ændre sig og tilpasse sig. Nye arter vil immigrere, mens andre vil uddø.
Dette ville ske naturligt, selv uden menneskelig tilstedeværelse. Men vores indvirkning på landskabet er blevet uoverstigelig, og vi bør være opmærksomme på vores fortsatte indvirkning på naturen og dens processer.
Naturhistoriens relevans i dag
Danmarks fossile forhistorie og den relativt hurtige udryddelse af arter, efter at Danmark blev et ø-rige, viser også, hvor vigtigt det er for arter at tilhøre større, sammenhængende populationer for at overleve.
For at en art kan overleve, skal den kunne udveksle mellem populationer. Ellers bliver de enkelte populationer for sårbare.
Vilde arter, der ikke kan klare sig alene, har brug for hjælp til at bevæge sig rundt. Dette gælder også på lang sigt. Og til dette er der brug for plads. Dette gælder alle arter, ikke kun pattedyr. Naturen har brug for plads.
Ulvens overlevelse
Utroligt nok findes der kun én pattedyrarter i fossilregistret fra den sidste istid: ulven.
Den har levet kontinuerligt i Danmark i tusinder af år, mens andre arter er forsvundet gentagne gange. Fossilfund vidner om ulvens utrolige udholdenhed.
Den har overlevet alle de forandringer, som både klimaet og mennesket har forårsaget, og som har ført til udryddelse af andre arter.
Indtil den blev udryddet for 200 år siden. Det faktum, at den er dukket op igen i Danmark i løbet af det sidste årti, er simpelthen forbløffende i naturhistorisk sammenhæng.
Hvis vores forfædre var sprunget ombord på vores rumskib for 14.000 år siden og rejst til fremtiden, ville de sikkert også have været chokerede.
Der findes ikke længere store, uafbrudte naturområder. Der er gårde, hegn, veje og byer, man skal krydse. Konstant lys og støj. Fordi vi mennesker konstant fylder naturen og i stigende grad påvirker den.
