Teleskopøjne og skræmmende skarpe tænder? Denne ting kan blive i havet, mange tak.
Hvis din første tanke, da du så overskriften på denne artikel, var »hvad fanden er det?!«, så bare rolig – vi tænkte det samme, og vi ser mange underlige ting i dette job. Den dybhavsdemon, som teleskopfisken er, er måske den mest bizarre, men ærligt talt gør det den bare endnu mere fascinerende.
Teleskopfiskene tilhører to arter kaldet Gigantura indica og Gigantura chuni og har fået deres navn fra deres usædvanligt lange, rørformede øjne, der stikker frem fra deres hoveder. Det får dem måske til at se tegneserieagtigt nysgerrige ud, men det er faktisk en ret god tilpasning til deres miljø.
Teleskopfisk er dybhavsdyr, der findes i tropiske og subtropiske områder af havet i dybder mellem 500 og 2.000 meter (1.640 til 6.562 fod). Der er næsten ingen lys, der trænger så langt ned, men den teleskopiske form af disse øjne hjælper fisken med bedre at spotte sit bytte i mørket.
Disse byttedyr kan være fjerne, bioluminescerende væsner, men også væsner, der ikke lyser. For at få øje på disse menes teleskopfiskene at placere sig, så deres øjne vender opad, hvilket gør det muligt for dem at få øje på silhuetterne af byttedyr, der bevæger sig rundt ovenover.
Og når det kommer til deres byttedyr, er disse fisk mere end ambitiøse. Du har måske bemærket deres decideret skræmmende sæt skarpe tænder; disse er fastgjort til en kæbe, der kan åbnes så bredt, at teleskopfisk kan rumme bytte, der er op til dobbelt så stort som dem selv, en teknik, der også er blevet adopteret af andre uhyggelige dybhavsfisk som black swallower og Sloane’s viperfish.
Den gode nyhed for jer, der er ved at bruge dette som grund til at tilføje teleskopfisk til rollelisten i jeres mareridt, er, at I ikke skal frygte. Ikke alene svømmer vi ikke rundt i de dybder, hvor teleskopfisk lever, men selv hvis vi gjorde, ville de ikke være så skræmmende, som du måske tror – de er kun omkring 15 til 20 centimeter lange, så vi er langt fra at være på menuen, selv hvis det kun var baseret på størrelse.
Når teleskopfisken har fanget et stort, heldigvis ikke-menneskeligt bytte, foldes det på midten, så det passer ind i maven, som har sine egne tilpasninger til livet i mørket. Disse fisk er nemlig gennemskinnelige – og det kan let blive et problem, når de har spist en bioluminescerende godbid. Det er alt sammen godt og vel at være mæt, men den følelse varer nok ikke længe, hvis det, der lyser i deres mave, tiltrækker et rovdyr, der også vil spise dem.
For at bekæmpe dette har teleskopfisk udviklet en mørk sort mave, hvilket betyder, at de let kan skjule det uheldige bioluminescerende væsen, der ligger indeni. Et smart trick til livet i dybet, hvor overlevelse for os synes umulig.
Har du lyst til at finde ud af mere om nogle lidt mindre skræmmende, men lige så fantastiske dybhavsdyr? Så tjek den nyligt opdagede lysende haj og de spøgelseslignende porcelænskrabber, der er fundet ud for vestkysten af Australien.
