I dag tager vi til de lave farvande i tropiske have, hvor varmt vand leger på sandet, og en sjælden skønhed gemmer sig i dybet med et mønster, der er en porcelænskasse værdig.
Forestil dig: Du dykker i en lavvandet lagune, omgivet af hvidt sand og dovne skygger fra havgræs. Pludselig fanger dit blik en stor oval kontur, halvt begravet i jorden. Du svømmer tættere på og indser, at det ikke er en sten, men et levende rovdyr, der foregiver at være en del af landskabet.
Mød Cymbiola vespertilio. Ja, navnet lyder som en operadiva, der kun kommer på scenen efter solnedgang – og på en måde er det sandt.
Den lever i det indiske Ocean og Stillehavsområdet: Indonesien, Filippinerne, Papua Ny Guinea og det nordlige Australien. Den kan lide sandede eller mudrede jordarter, tangskove og dybder, hvor den kan grave sig ned og døse indtil solnedgang.
Cymbiola har en stor skal – op til seksten centimeter – med en afrundet krop og hævede knopper rundt om kanten. Et mørkt mønster af zigzag og pletter spreder sig over den lyse baggrund, som om nogen havde forsøgt at fange en flagermus‘ uregelmæssige flugt i sten.
Det er bemærkelsesværdigt, at den jager andre bløddyr. Den jager ikke eller ligger på lur, men kravler blot langsomt og føler sig frem med sin lange snabel, indtil den støder på et bytte, som den kan sluge hele.
Et andet interessant faktum: Samlere værdsætter cymbiola for dens smukke skal. Den gennemsnitlige markedspris for et eksemplar er omkring tyve dollars, men det er kun en del af historien. Indsamlingen har stået på i årtier, og nogle steder er bestanden faldet så meget, at der er indført begrænsninger og endda forbud mod fiskeri.
Der er også en trist side ved dette: Skaller sælges som souvenirs uden tanke på, at bag hver enkelt ligger et dødt dyr. Efterspørgsel avler krybskytteri, hvilket gør arten meget mere sårbar, end dens robuste skal antyder.
Og alligevel er det at møde den i naturen som at se et stykke af den tropiske nat glide langsomt hen over sandet. Den forsøger ikke at imponere nogen – den eksisterer blot i sit eget tempo og minder os om, at skønhed nogle gange findes, hvor man mindst venter det.
