Lad os nu sætte os på hug og kigge efter, hvor de små lilla hatte gemmer sig i strøet. De ligner almindelige søde svampe fra et børneeventyr. Men tro mig, de lever et dobbeltliv, og den anden side af det er meget mørkere.
Du bøjer dig ned og ser en tynd stilk og en pæn hat i delikate lyserøde-lilla nuancer. Intet skræmmende, vel? Men hvis du kigger dybere, under jorden, viser det sig, at denne svamp holder hele verden af små væsner i spænding.
Vores helt er den tofarvede lak-svamp (Laccaria bicolor), en lille agaric-svamp fra familien Hydnangiaceae. Udadtil ser den ud til at være en af de uanselige beboere på skovbunden, men dens biografi er meget mere interessant: den kombinerer to skikkelser – en omsorgsfuld allieret for træer og en hemmelig rovdyr i jorden.
Den lever i skovene på den nordlige halvkugle, tæt på gran-, fyr- og egetræer. Den har en alliance med træerne: den danner mykorrhiza, hvor den overfører mineraler og nitrogen til dem i bytte for kulhydrater. Man kan sige, at den fodrer sin vært og får frokost til gengæld – en fredelig traktat beseglet af tusindvis af tynde tråde.
Ved første øjekast ligner lakbillen en miniature skovaristokrat: slanke ben, pæne hatte på størrelse med en knap, nuancer fra lilla til brun. En hel flok af disse svampe pryder skovbunden, som om skoven havde klædt sig på til fotografen.
Det er bemærkelsesværdigt, at dens karakter ændrer sig under jorden. Jorden vrimler med nematoder – mikroskopiske runde orme, der er usynlige uden et forstørrelsesglas. Men for lak-svampen er dette ikke en kulisse, men bytte. Svampen frigiver hyfer – de fineste tråde i dens krop – i jorden. Disse tråde bliver til fælder: de vikler sig omkring nematoden, holder den fast, og derefter udvinder svampen næringsstoffer fra sit bytte. For en lille svamp er dette en måde at få kvælstof på, når jorden er fattig.
Forskere var så imponerede over denne kombination af »træpartner« og »ormfanger«, at de gjorde Laccaria bicolor til et modelobjekt for forskning. De fandt et helt arsenal i dens genom: både ›nøgler‹ til at trænge ind i rødder og »værktøjer« til at angribe dyr. Denne svamp står bogstaveligt talt på grænsen mellem to strategier — alliance og jagt.
Den er sikker for mennesker: den har ingen giftige egenskaber, og selvom den er opført i opslagsværker som betinget spiselig, sælges den ikke på svampemarkeder. Dens værdi ligger andetsteds: den understøtter skovens sundhed og hjælper videnskaben med at forstå de komplekse mekanismer i symbiose.
Og alligevel forbliver lak-svampen for os et symbol på dualitet. En lille, delikat svamp med en lilla hat på overfladen og et rovdyr under jorden. Den synes at hviske en gammel sandhed: selv i en stille dam kan der være djævle.
