“Stikkende djævel” er navnet på en forbløffende australsk øgle, der har mange »charmerende træk«, der hjælper den med at forsvare sig mod rovdyr og overleve i ørkenen.
Disse små øgler bliver op til 20 centimeter lange og har udviklet en række fantastiske forsvarsmekanismer, herunder et vedhæng på bagsiden af halsen, som de bruger som en ‘falsk hoved’ for at vildlede fjender.
Det skriver LiveScience.
Flerlags beskyttelse mod rovdyr
Når der er fare, gemmer øglerne deres rigtige hoved mellem forbenene. Den falske hoved forbliver åben, hvilket gør det muligt at beskytte den virkelig vigtige del af kroppen mod fjenden.
Pindsvinets forsvarsmekanismer slutter ikke her. Deres kroppe er dækket af pigge, der i størrelse ligner rosenpigge. De skræmmer rovdyr væk og gør det vanskeligere for de alt for modige at bide, holde fast i og sluge firbenene.
Stikkende djævle kan også puste brystet op for at se større ud, når de ser en trussel foran sig. Når de befinder sig i åbent terræn – uanset om de leder efter mad eller en mage – går de også langsomt og uregelmæssigt. Ifølge zoologer forvirrer dette rovdyrene. Den mærkelige gangart hjælper øglerne med at ‘bedøve’ rovdyrets jagtinstinkt, som aktiveres, når det ser et hurtigt løbende bytte.
Overlevelse i det barske ørkenklima
Djævle er godt tilpasset deres varme, barske miljø. Ved ekstreme temperaturer graver de sig ned i sandet for at beskytte sig mod solen. Men deres mest bemærkelsesværdige opfindelse er specielle kanaler inde i huden, der forbinder kroppens overflade med mundhulen. Ved hjælp af disse kanaler, der er placeret mellem skællene, suger øglerne vand ud af den fugtige sand og transporterer det til munden som gennem et sugerør.
De kan også skifte farve for at regulere kropstemperaturen og stofskiftet. På kølige morgener har firbenene en mat brun farve, der bliver lysere, når temperaturen stiger og deres aktivitet øges. Den lysere farve hjælper sandsynligvis med at reflektere solen og forhindrer dem i at blive overophedede. De kan dog hurtigt skifte farve for at camouflere sig.
Navnet er værre end virkeligheden
Det videnskabelige navn for den stikkende djævel er Moloch horridus (‘Moloch den frygtelige’ – overs.). Ifølge forskning blev øglen første gang vist i London af naturforskeren og forretningsmanden John Gould i 1840, men det videnskabelige navn blev givet af zoologen John Gray i 1841.
Historien siger, at videnskabsmanden blev inspireret til dette navn af John Miltons episke digt ‘Paradise Lost’, hvor den kanaanitiske gud Moloch nævnes – en blodtørstig figur, der kræver børneofringer.
I virkeligheden er de stikkende djævle dog kun farlige for myrer, som de jager med deres klæbrige tunger og hårde tænder, og for rovdyr, som de kan såre med deres pigge under angreb.
