I midten af det 20. århundrede virkede ideen om at ‘omforme naturen’ ikke vovet, men progressiv. I Sovjetunionen troede man, at hvis man kunne bygge vandkraftværker og vende floder, så var det også en teknisk opgave at flytte havets beboere.
Så i de kolde farvande i Barentshavet dukkede der nye beboere op: lyserød laks og kamchatka krabbe. De blev modtaget som en økonomisk gevinst. Men hvad skete der egentlig med havet og dets beboere?
Lyserød laks: en lille laks med store planer
Lyserød laks er ikke den største laks, men til gengæld utrolig frugtbar.
Den lever kun et par år, vokser hurtigt og lægger tusindvis af æg på én gang. Fisken stammer fra Stillehavet, hvor den trives.
Allerede i 1930’erne begyndte forskere i Sovjetunionen at overveje: hvad nu hvis man kunne vænne denne fisk til de nordlige farvande i den europæiske del af landet? Der er floder, og klimaet er det samme. Fra 1950’erne begyndte man at udsætte yngel i floderne på Kola-halvøen. Eksperimentet varede i to årtier – og viste sig at være en succes. lyserød laks overlevede ikke bare, men begyndte også at gyde aktivt.
Russisk fisk – den norske trussel
Rusland tog imod lyserød laks med glæde: den er billig, ikke kræsen og er en glimrende erstatning for den dyre atlantiske laks. De nordlige regioner fik en velsmagende alternativ – tilgængelig og hurtigt voksende.
Men lyserød laks kendte ingen grænser. Den trængte hurtigt ind i de norske floder og blev der en konkurrent til den lokale laks. Norge slog alarm: økosystemet ændrer sig, og med det hele fiskeriøkonomien. Der blev iværksat kampagner for at fange pighvar, og i en række regioner er det obligatorisk at destruere den. Men det er umuligt at stoppe den.
Kamchatka krabbe: en kæmpe, der kom og blev
Kamchatsk krabbe er en ægte havtitan: den vejer op til 10 kg, og dens kløer kan nå en spændvidde på op til halvanden meter. Den blev også flyttet fra Fjernøsten. Det første forsøg i 1930’erne mislykkedes: den blev transporteret med tog, hvilket tog lang tid og medførte store tab. I 1970’erne besluttede man at transportere krabber med fly. Det blev et vendepunkt: krabberne overlevede og begyndte at formere sig.
I begyndelsen af 2000’erne oversteg bestanden 100 millioner individer. Sammen med kamchatkakrabben kom også snekrabbe til havet – en lille, men frugtbar nabo.
Eksportbestseller eller økologisk bombe
Rusland begyndte industriel fangst i 2004. I 2021 blev det også tilladt for amatører – dog med begrænsninger: med licens og én krabbe om dagen. Denne kæmpe blev ikke kun en kulinarisk stjerne, men også en vigtig indtægtskilde.
Norwegen kaldte oprindeligt krabben for ‘den røde trussel’, da den spiste bløddyr, søpindsvin og endda fiskerogn. Men så gik det op for dem, at der var penge at tjene. I dag fanges krabben i Norge, sælges, kvoterne reduceres, og der udstedes tilladelser til amatørfiskeri. Den er blevet en del af økonomien.
Hvad siger naturen?
Forskerne har endnu ikke givet en entydig vurdering. Det vides, at lyserød laks fortrænger lokale arter, og at krabben ødelægger bundmiljøet. Men den globale indvirkning på Barentshavet er endnu ikke undersøgt tilstrækkeligt. Meget er baseret på intuition.
Det centrale spørgsmål er: kan man gribe ind i naturen uden at vide, hvad det vil føre til? Rusland ser fordele. Norge ser en trussel. Og livet i havet ændrer sig i mellemtiden.
Barentshavet er nu et helt andet sted
I dag er både krabber og pink ikke længere gæster, men fastboende. Det er umuligt at vende tilbage. Sovjetunionen gennemførte et eksperiment, hvis konsekvenser kan mærkes den dag i dag. For nogle er det en succeshistorie. For andre er det et alarmerende signal.
Én ting er klart: i naturen findes der ingen ‘annuller’-knap. Og enhver indgriben efterlader spor.
