Denne antilopeart, der siden istiden har været vant til massevandringer, forsøger at vende tilbage til sit historiske levested, der engang nåede helt til Dnepr-floden. Deres for græsspisere atypiske vaner vækker imidlertid stærk afsky hos landbefolkningen, der foreslår at udrydde dem fra luften.
Fra et miljømæssigt synspunkt er det meget ønskeligt, at disse dyr vender tilbage, men det er uklart, hvordan man kan forene dem med landmændene.
I Eurasien har saigaer, også kaldet saiga, levet siden istiden. Det er små antiloper, der vejer op til 40 kg og er ekstremt hurtige og springende. Deres store forskel fra antiloper, der lever i et mere gunstigt klima, er deres aktive og hurtige vandringer i løbet af året.
De spiser forskellige typer planter på bestemte tidspunkter af året og kan bevæge sig til steder, hvor disse planter er mange, og derefter vende tilbage til deres vanlige steder. Dette hjælper dem med at overleve og formere sig i de karge stepper i Eurasien, hvor bioproduktiviteten på grund af vinteren er meget lavere end i de afrikanske savanner.
Men netop disse egenskaber har længe gjort dem til uvelkomne gæster i landbrugsområder. Normalt har marker med afgrøder ikke hegn, der kan stoppe de springende dyr, da det ikke er særlig billigt. Derfor har saigaer siden sovjettiden trampet og undertiden spist markerne i Kasakhstan. I 1970’erne blev der på grund af et brev fra den første sekretær for Kazakstans kommunistparti, Kunaev, til Sovjetunionen endda udviklet et specielt våben til jagt på dem fra helikoptere – ‘Saiga’.
I 1990’erne blev nedskydningen af saigaer kraftigt intensiveret, og krybskytter eksporterede deres horn til udlandet (traditionel kinesisk medicin er en stor forbruger). Fra 2000’erne begyndte levestandarden i Kasakhstan at stige hurtigt, og krybskytteri blev reduceret, hvorfor antallet af saigaer steg. Den globale grønne omstilling, der er i gang på Jorden, har også hjulpet meget og gjort Kasakhstan meget grønnere end før dens start. I stedet for titusinder af saigaer er der nu mindst et par millioner.
I slutningen af maj-begyndelsen af juni 2025 vandrede omkring en million af dem ifølge lokale myndigheders skøn hurtigt over grænsen til områderne ved Volga i Saratov-regionen. Under deres vandring tramper de afgrøder ned og spiser ifølge nogle videoer ofte de grønne dele af kulturplanter. Lokale landmænd forsøger at skræmme dem væk fra markerne med biler, men med begrænset succes. Ifølge skøn er der på kort tid kommet omkring en million saigaer til området. På videoen er markerne tæt dækket af disse dyr. Landmændene mener også, at saigaer bliver drevet specielt fra nabolandet af deres kasakhiske kolleger i branchen, der forsøger at slippe af med den hurtigt voksende bestand af dyr.
Regeringen i regionen stiller spørgsmålet om at fjerne saigaen fra den russiske rødliste. Bønderne går endnu længere og beder om at få helikoptere til at skyde dyrene, og lover selv at betale for brændstoffet. Generelt mener de, at der enten er behov for afskydning (såkaldt bestandsregulering) eller udbetaling af forsikringserstatning for skader på markerne. I år vil det næppe ske, da en revision af den røde liste og jagtbestemmelserne er en tidskrævende affære. Men i de kommende år vil dette spørgsmål være yderst aktuelt og betydeligt mere kompliceret, end landmændene forestiller sig.
Sagen er, at uden gødning fra fritgående vilde græsspisere er der ingen, der kan sprede fosfor og andre elementer i økosystemet, uden hvilke vilde planter ikke kan udvikle sig normalt.
Menneskeheden kender dette godt fra Australien, hvor hovedparten af de vilde græsspisere blev udryddet for fyrre tusinde år siden. I dag er den australske jord den mest fosforfattige af alle kontinenter i verden, der overhovedet har vegetation. Dette har ført til radikale ændringer i den lokale flora og til, at kulturplanter uden de nødvendige gødningsstoffer også har store problemer.
I denne forstand ville det være yderst nyttigt at genindføre saigaer i deres historiske udbredelsesområde. I middelalderen udryddede mennesker ture, store vilde okser, der spredte vigtige næringsstoffer over den russiske slette, og i nyere tid blev saigaer, der i det 16. århundrede fandtes vest for Dnepr, udryddet fra en stor del af deres levested. I dag findes der kun en fast bestand af disse dyr i Kalmykien og i de laveste dele af Volga i Rusland.
Den globale grønne omstilling fortsætter, så saigaernes indtrængen fra Kasakhstan vil næppe ophøre. På trods af deres økologiske nytte vil det være meget svært at overbevise landmændene om at investere i hegn til deres marker. Måske kunne problemet løses ved statslig medfinansiering af sådanne hegn.
Men i praksis er den russiske stat ikke klar over problemerne i forbindelse med den langvarige mangel på store græsspisere, så en sådan medfinansiering er usandsynlig.
