Forskere er forbløffede over den mærkelige adfærd hos disse spækhuggere i Salish Sea.
Er det leg, der er gået lidt for vidt, et misforstået forsøg på at opdrage – eller noget helt andet?
De laksædende spækhuggere, der lever i det sydlige område, er truet, men selvom de sulter, spiser de ikke de marsvin, de dræber.
I 2005 så Deborah Giles noget, hun aldrig vil glemme – en død marsvin, der lå på snuden af en flok orkaer ud for Washington State.
“Hvad i alverden sker der?” undrede Giles, videnskabs- og forskningsdirektør for den nonprofitorganisation Wild Orca, der har base i Friday Harbor.
Det gav ingen mening.
Forskere registrerede første gang denne adfærd hos sydlige spækhuggere i 1962, og siden da har øjenvidner observeret mere end 70 sådanne hændelser, med et højdepunkt i 2005, hvor der var 10.
Disse fiskespisende spækhuggere arbejder ofte sammen og skubber marsvin med deres snuder, holder dem i munden og bærer dem over vandet. Nogle gange leger spækhuggerne med deres ofre og lader dem undslippe, før de fanger dem igen. Nogle er mere aggressive og kaster marsvinene, slår dem med deres halefinner eller ryster dem i munden. De fleste marsvin dør formentlig efter en sådan hård behandling.
På grund af støjforurening, forurening og lav tilgængelighed af byttedyr er der kun 75 sydlige spækhuggere tilbage, og de blev opført som truede i USA i 2005. Nordlige spækhuggere og spækhuggere fra Alaska, de to andre bestande i det østlige Nordlige Stillehav, er kun blevet set udøve sådan chikane en håndfuld gange.
Til en undersøgelse, der blev offentliggjort i sidste måned i tidsskriftet Marine Mammal Science, gennemgik Giles og hans kolleger 78 tilfælde af sydlige spækhuggere, der chikanerede eller dræbte marsvin eller Dall’s marsvin i Salish Sea mellem 1962 og 2020, og grupperede dem efter karakteristika som flok, køn og alder.
De fandt, at adfærden var stort set ens på tværs af alder og køn – dog viste fire individer, herunder tre hunner, en særlig affinitet for at interagere med marsvin, med fem observerede hændelser pr. dyr.
“Det får en til at undre sig, set fra et menneskeligt perspektiv, hvad der påvirker dette,” siger medforfatter til undersøgelsen Sarah Teman, forskningsassistent ved UC Davis’ SeaDoc Society, en nonprofitorganisation for havbevarelse med base i Washington.
Eller måske er det bare en mode, og det er deres mor-jeans, de bringer tilbage på mode.
Disse orkaer arbejder ofte sammen og skubber marsvinene med deres snuder, holder dem i munden og bærer dem over vandet. De fleste gange dør marsvinene sandsynligvis efter en sådan hård behandling – men de sydlige orkaer spiser dem ikke.
Tilpasning til nyt bytte?
Efter at have observeret så mange tilfælde af spækhuggere, der chikanerer og dræber marsvin, opstod der et spørgsmål til en million dollars, siger Giles:
Vil de begynde at spise marsvin?
De sydlige spækhuggere spiser chinook-laks, som også er truet på grund af ødelæggelse af deres levesteder og andre trusler. Selvom andre spækhuggerpopulationer i det vestlige Nordatlanten spiser marsvin, har de sydlige spækhuggere aldrig gjort det. “Det er et vigtigt spørgsmål at stille, fordi [spækhuggerne] sulter,” siger Giles.
Men selvom spækhuggerne nogle gange bar marsvinene i munden, spiste de dem aldrig.
For mig er det det vigtigste, der kom ud af denne undersøgelse – endnu en gang bliver der sat fokus på, at vi skal koncentrere os om at genoprette deres byttedyr for at sikre, at disse hvaler har nok at spise.
Der er forskellige tiltag i gang for at genoprette laksebestandene, herunder NOAA’s Puget Sound-plan for genopretning af laksebestanden.
“Det vigtigste, der kom ud af denne undersøgelse,” er, at fiskespisende orkaer ikke spiser marsvin, selv når de får muligheden, siger medforfatter Deborah Giles.
Leg, bytteøvelser eller opdragelse
Denne adfærd hos orkaer forbløffer forskerne, men de har fundet frem til et par mulige forklaringer, såsom leg.
Orkaer er nysgerrige, kærlige dyr, og de leger ofte for at skabe bånd, kommunikere og have det sjovt, for eksempel ved at løfte deres kalve op af vandet. “Hvis jeg skulle vælge en af de [mulige] adfærdsformer … ville jeg sige, at det er leg,” siger Giles.
Anaïs Remili, en postdoktorand ved McGill University i Montreal, der ikke var involveret i undersøgelsen, er enig i, at det er den mest sandsynlige forklaring. “Leg er noget, vi helt klart også observerer hos andre populationer,” siger hun. Hun bemærker, at orkaer nær Island lejlighedsvis er blevet set chikanere fugle – “men det er det samme; vi kan aldrig rigtig bekræfte, at de faktisk spiste fuglen.”
Hun ser også en “lignende potentiel parallel” med de orkaer ud for Spanien, der har angrebet både i de sidste par år. “Vi har så meget mere at lære om, hvordan kultur spredes i havpattedyrpopulationer,” siger hun.
Orkene øver muligvis også deres jagtfærdigheder ved at bruge marsvin som ‘bevægelige mål’, siger Giles. Selvom orkene ikke spiser marsvinene, er deres ofre for det meste kalve, der er omtrent samme størrelse som chinook-laks.
En anden mulig forklaring er ‘mismothering’ eller et misforstået forsøg på at passe på svækkede eller syge unger, siger forskerne.
Næsten 70 procent af graviditeterne hos de sydlige spækhuggere ender i abort eller kalvedød, ifølge Giles, og hunner er blevet set bære deres døde kalve i miles, som J35, der bar sin døde baby i 17 dage.
Forfølgelsen af marsvinene “kan skyldes deres begrænsede muligheder for at passe deres unger,” siger Giles.
Forskere har tidligere observeret spækhuggere udvise forkert moderadfærd – en spækhugger tog for eksempel en baby-grindhval til sig i 2021 – men i disse tidligere tilfælde overlever dyret normalt.
“Vi troede, at vi havde regnet det hele ud, men der er så meget at lære,” siger Teman.
Det gør mig virkelig begejstret at tænke på alt det, vi vil vide om de sydlige orkaer om 50 år, som vi ikke ved noget om i dag.
