Krig er altid en tid med massiv hysteri. Men i 1939 begyndte der at udspille sig noget absurd i Storbritannien, som virkede irrationelt selv på baggrund af den panik, der herskede på det tidspunkt.
Det Nationale Komité for Beskyttelse mod Luftangreb (NARPAC) overbeviste regeringen og borgerne om, at det ville være rationelt at skaffe sig af med alle kæledyr, når krigen brød ud.
Komitéen begrundede det med, at “det er en uacceptabel luksus at have et kæledyr, når nationen går i krig”.
Resultatet blev, at mere end 750.000 hunde og katte blev aflivet. Begivenheden gik over i historien som ‘den britiske kæledyrsmord’ (British Pet Massacre).
Storbritannien erklærede krig mod Tyskland den 3. september 1939. Men allerede i begyndelsen af året var det klart, at konflikten var uundgåelig. Under disse omstændigheder var regeringen klar over, at det var nødvendigt at forberede sig på luftangreb, og pålagde NARPAC at udarbejde en forsvarsplan. Et af de mest mærkelige råd var netop anbefalingen om at aflive kæledyr.
Udvalget mente, at dyreholdere ville dele deres rationer med dem, og at det var urimeligt at bruge tid på kæledyr. Var det værd at give varme og omsorg til katte og hunde, når tiden kunne bruges på at samle torpedoer og maskingeværer til landet?
Embedsmændene besluttede, at det var en uacceptabel luksus!
Komitéen iværksatte en omfattende propagandakampagne (guderne må vide, at al denne energi kunne have været brugt til mere fornuftige formål). Ejerne blev tilbudt at aflive deres kæledyr ‘humanitært’ med en kuglepistol. De høflige medarbejdere i komitéen udlejede disse apparater.
Det blev simpelthen skamfuldt at have en kat eller en hund i huset, mens Hitler stod ved Fædrelandets porte. I kollektivismens ånd bragte englænderne (denne pest ramte ikke resten af Storbritannien) deres dyr i flok til slagtning eller slog dem selv ihjel.
Hvordan nøjagtigt drabet på Mr. Hårede Bukser skulle hjælpe i krigen mod nazisterne, kunne ingen forklare. Men da propagandatågen lettede og folk begyndte at protestere i massevis, var det for sent. Næsten en million dyr blev dræbt. Der var to bølger: i begyndelsen af krigen, dvs. i september 1939, og med de første bombardementer i september 1940.
Heldigvis gav ikke alle efter for hysteriet, og mange forsøgte at redde deres egne og andres dyr fra døden. For eksempel organiserede Nina Douglas-Hamilton, hertuginde af Hamilton, en tidligere kendt katteelsker, et kæmpe internat, der reddede titusinder af katte.
Og det frivillige dyreinternat for hunde og katte i Battersea formåede at fodre og passe en enorm mængde dyr – over 145.000. Entusiasterne fik overtalt hundredtusinder af mennesker til ikke at dræbe deres kæledyr, men at aflevere dem til internater.
Som om det ønskede at sone sin skyld for at have skabt panik, begyndte NARPAC på et tidspunkt at føre en modkampagne, hvor det opfordrede til at redde dyr.
I stedet for at dræbe katte og hunde begyndte tjenesten at redde dem fra murbrokkerne efter bombardementerne og sponsorerede endda køb af specielle kasser, der kunne hjælpe kæledyr med at overleve gasangreb.
Der er ikke bevaret fotografier af ‘massakren på kæledyr’, men der er mange vidnesbyrd om det ‘omvendte’ NARPAC’s arbejde. Det er ikke overraskende – med sådanne succeser i organisationens propaganda. Fra midten af krigen begyndte komitéen at popularisere ‘redning af dyr fra nazisterne’ med samme iver, som den engang havde anbefalet at skaffe sig af med dem.
