Skotsk hjortehund (engelsk: deerhound) er en skotsk jagthund, der er avlet til at arbejde i vanskelige terrænforhold. En af de største repræsentanter for gruppen af mynder.
En udholdende, hurtig jæger og en kærlig, mild ledsager. Få mere at vide om denne fantastiske gamle race i vores artikel.
Racens karakteristika
- Aktivitet: meget høj
- Aggression: ikke karakteristisk for racen
- Modtagelighed for træning: selv nybegyndere kan træne den
- Holdning til ensomhed: tåler det dårligt
- Pleje: middel
- Barkende: lav
Racens historie
Oplysninger om dirhounds stammer fra det 16. århundrede, selvom nogle skriftlige kilder fra det 7.-9. århundrede nævner hårdhårede hunde, som kan have været forfædre til racen.
Engang var det kun medlemmer af adelige familier, der kunne holde deerhounder. Racen blev højt værdsat for sine fremragende arbejdsevner og evne til at klare sig alene med en hjort. Ligesom andre mynder er dirchounden en hurtig, adræt og udholdende jæger. Den er også en trofast og kærlig ledsager.
Det er svært at sige noget præcist om racen oprindelse, fordi man i gamle dage i optegnelser angav hundens formål og ikke dens tilhørsforhold til en bestemt race. For eksempel beskrev den engelske læge John Casius i sin bog ‘Of Englishe Dogges’ (1576) forskellige typer mynder således:
Nogle er højere, andre lavere; nogle har glat pels, andre krøllet. De større er beregnet til jagt på store dyr: hjorte, dådyr …
Efterhånden som bestanden af storvildt i England og det sydlige Skotland blev mindre, blev de store hjortehunde afløst af greyhounds. Kun i bjergområderne levede der stadig hjorte, og de indfødte beboere værnede stadig om deres forfædres traditioner og holdt dirhounds. Men racen blev så sjælden, at det ved slutningen af det 18. århundrede var næsten umuligt at finde disse hunde syd for floden Fort i Skotland.
I midten af det 19. århundrede blev dirhounds igen populære, men nu som selskabsdyr. De blev aktivt opdrættet i deres hjemland Skotland og i Amerika. Den amerikanske kennelklub godkendte den første racestandard i 1886. Den Internationale Kennel Union (FCI) anerkendte dirhounds i 1955.
Racestandard
Dirhounds er store, yndefulde, hurtige, stærke og adrætte. De har en let, stærk knoglebygning og lange lemmer. På trods af deres imponerende højde vejer disse store hunde relativt lidt og kan løbe med en hastighed på op til 50 km/t.
Skulderhøjde
Minimum for hanner – 76 cm, for tæver – 71 cm.
Vægt
Hanner – 45,5 kg, tæver – 36,5 kg.
Hoved
Smal, langstrakt, elegant, med fint knogleværk. Overgangen fra pande til snude er glat, kraniet er fladt, og øjenbrynene er knap synlige.
Næse
Med sort, stor næse. På ryggen er der en knap synlig pukkel.
Kæber
Lange, stærke. Biddet er sakseformet. Læberne er tørre.
Ører
Små, bløde, tynde. Står højt og er vendt bagud. I ophidset tilstand er de let hævet.
Øjne
Runde, små. Mørkebrune eller nøddebrune med sort kant. Øjnene er blide og opmærksomme.
Hals
Kraftig, stærk, tør, tilstrækkelig lang, med markant manke.
Krop
Kroppen er langstrakt, kraftig, atletisk. Ryggen er lang, overlinjen er let buet, lænden er massiv, markant skrå. Skulderbladene er bredt placeret. Brystkassen er dyb og af normal bredde. Ribbenene er moderat buede.
Hale
Lang, tyk, smalner mod spidsen. I hvile hænger den næsten ned til jorden. I bevægelse er den buet, men hæver sig ikke over ryggen og krøller sig ikke til en ring.
Ekstremiteter
Rette, lange, med stærk knoglebygning. Skulderbladene er lange og skrå. Albuerne er tæt ind til brystet og peger bagud. Underarmene er stærke. Poterne er kompakte, buede og med stærke kløer. Bagbenene er lidt længere end forbenene. Lår er veludviklede og muskuløse. Vristen er kort. Bevægelserne er frie, sikre og afbalancerede.
Pels
Tæt, hård, lidt håret. På kroppen, halsen og bagbenene er pelsen længere, grov og trådformet. På hovedet, brystet og maven er pelsen blødere. Indersiden af lemmerne og spidsen af halen er med aftegninger. På snuden er der ret fyldige, silkeagtige ‘overskæg’ og ‘skæg’.
Farve
Ifølge standarden er følgende farver tilladt:
- alle grå nuancer,
- tigerstribet,
- rødbrun,
- sandfarvet,
- brunrød.
Der kan være en sort ‘maske’ på snuden samt mørkere farve på ørerne, lemmerne og halen. Hvid pels på brystet og tæerne, hvide pletter på halen, aftegninger på panden eller en hvid »krave« er ikke tilladt.
Karakter
Dirhound er en kærlig hund med en stabil psyke og høj intelligens.
Den er uendeligt hengiven, elsker sin ejer oprigtigt, men opfører sig tilbageholdende og lidt distanceret. Den påtrænger sig ikke, generer ikke, men er altid glad for at kommunikere. Den giver næsten aldrig lyd fra sig. I skriftlige kilder beskrives hjortehund som blid i hjemmet og maskulin på jagt.
Racen er ikke egnet til at holdes i en lejlighed: dirchound har brug for plads, et liv i bevægelse og seriøs fysisk træning. Det er den perfekte ledsager for løbere og cyklister eller for en stor familie med aktive mennesker.
Den skotske mynde kommer let ud af det med børn og er forsigtig og kærlig over for dem.
Imidlertid skal man holde øje med samspillet mellem børn og store kæledyr, da hunden uforsigtigt kan skubbe, vælte eller trække hårdt i snoren. Den kommer godt ud af det med andre hunde, er rolig over for katte og opfatter små kæledyr som bytte.
Dirhounds er venlige og selskabelige, forsøger altid at være tæt på deres ejer og elsker at tilbringe tid med familien. De har svært ved at være alene. De vil gerne holde Dem med selskab, når De ser tv, læser bøger, er på vandreture eller går ture. De vil også gerne med på bilture.
På trods af sit barske udseende er en hjortehund ikke aggressiv. Til rollen som vagthund er det bedre at vælge en anden race.
Opdragelse og træning
Straks efter at hvalpen er flyttet ind i hjemmet, skal du markere grænserne for, hvad den må og ikke må, og begynde at vænne den til at gøre sine behov på det dertil indrettede sted, til en daglig rutine, til sin soveplads og til legetøj. Tidlig socialisering er vigtig for en dirhound: Fra de første måneder af livet skal du introducere den for nye mennesker, steder, hunde og katte.
Så snart hvalpen har vænnet sig til det nye sted, kan du gå videre til at træne de grundlæggende kommandoer. Hold korte træningssessioner hver dag i form af leg, og øg gradvist varigheden. Afslut træningen ved de første tegn på træthed eller kedsomhed hos hvalpen.
For at opnå lydighed hos en dirhound skal du kommunikere med den så ofte som muligt og være vedholdende og moderat streng. Ellers vil et selvstændigt kæledyr forsøge at forsvare sin position som leder. Hvis du opbygger en følelsesmæssig forbindelse til hunden og viser fasthed, vil den forsøge at fortjene ros i træningen og i hverdagen.
Skotsk mynde lærer hurtigt kommandoer, men kan ikke lide at gentage den samme handling mange gange. Træningen skal være konsekvent, varieret og indeholde leg. Ros altid din hund, når den udfører opgaver, og giv den en godbid!
Selv en nybegynder kan træne en dirhound, hvis vedkommende er villig til at udvise tålmodighed, vedholdenhed og selvdisciplin. Sørg for at give din hund aktive aktiviteter uden for hjemmet: coursing, løb, bikejoring, cykelture eller rideture. Udenfor kan kæledyret jage en kat, egern eller fugl, hvis dets jagtinstinkter vågner. Derfor er det vigtigt at vænne din dirhound til sit navn fra hvalpealderen og lære den at komme tilbage på kommando.
Pleje og pasning
Ideelt set bør en skotsk mynde holdes i et landsted, men ikke i snor eller i en indhegning. Dirhounds har siden oldtiden tjent mennesker og fulgt dem overalt, så det er vigtigt for disse hunde at være sammen med andre hunde. En bylejlighed vil være for trang for denne hund, og den tåler desuden dårligt den varme, der er uundgåelig i byen.
For at holde den sund og pæn skal den have hygiejnepleje:
- børstes 2-3 gange om ugen, i fældetiden hver dag (en gummihandske er praktisk til at fjerne filtringer);
- trimning af pelsen 1-2 gange om året: klipning er ikke egnet, da det kan ødelægge hårstrukturen;
- 1 gang om ugen skal ørerne undersøges og rengøres med en vatpind fugtet med en speciel lotion;
- 1 gang om ugen skal du undersøge øjnene og fjerne snavs med en serviet eller en vatpind og en rensende lotion.
- Kløerne skal klippes, efterhånden som de vokser ud.
For at opretholde sundhed og velvære er det også nødvendigt med planlagte vaccinationer, behandling mod ektoparasitter og endoparasitter samt årlige undersøgelser hos dyrlægen. Med god pleje kan en dirhound leve 8-11 år og endda længere.
For at være fysisk og psykisk sund har en hjortehund brug for meget motion: det er ønskeligt at gå ofte tur med den i skoven eller parken, hvor den kan løbe og boltre sig. Turene skal være lange, aktive og endda udmattende. Husk, at racen er avlet til hjortejagt, og at den akkumulerede energi regelmæssigt skal udløses.
Indret et varmt hjørne i hjemmet, hvor din hund kan sove og slappe af: en stor blød seng eller en ortopædisk madras er velegnet. Du får også brug for udstyr, hygiejneartikler, legetøj og skåle til vand og foder.
Dirhounds er ikke kræsne, men har tendens til fedme, så deres kost skal være fuldstændig og afbalanceret. Du kan vælge mellem industrielt foder eller naturlig mad – valget er dit. Skåle skal vaskes efter hvert måltid, og sørg for, at din hund altid har adgang til frisk vand.
Hvis du beslutter dig for at lave mad til din dirhound selv, er det bedst at sammensætte menuen sammen med en dyrlæge, der er specialiseret i ernæring. En specialist kan også anbefale kosttilskud, der beriger dyrets kost med vigtige vitaminer og mineraler. Naturlig mad skal kun tilberedes af friske råvarer kort før fodring, da denne type mad ikke kan opbevares i længere tid. Kød kræver særlig behandling, da det kan indeholde bakterier og parasitter. Desuden skal man nøje overvåge balancen mellem proteiner, fedt og kulhydrater i hver portion mad, da mangel på næringsstoffer påvirker hundens sundhed, aktivitet og udseende.
Hvis du vælger færdigfoder til din dirhound, skal du foretrække producenter i premium- og superpremium-segmentet. Det er komplette foderblandinger, der er udviklet af veterinæreksperter og ernæringseksperter. En komplet foderblanding hjælper hunden med at forblive aktiv og livlig i mange år!
Scottish Deerhound og Irish Wolfhound — forskelle
Scottish Deerhound og Irish Wolfhound ligner hinanden udadtil: høje, velproportionerede, med lang pels og små ører, der sidder tæt på hovedet. Det er dog to forskellige racer, som ikke har nogen fælles gener. Hundene adskiller sig på følgende punkter:
- Størrelse: Irske ulvehunde er større – det er ægte kæmper, der kan blive op til 100 cm og højere i skulderen.
- Formål: ulvehunden med sin svagt udviklede lugtesans blev holdt til beskyttelse mod store rovdyr, dirhunden til jagt.
- Farve: blandt ulvehunde findes der ofte individer med hvedefarve, hvilket ikke er foreskrevet i racerstandarden for dirhunden.
- Levetid: Dirhounds lever længere end irske ulvehunde, som betragtes som ældre allerede i en alder af 4 år og dør i en alder af 6-7 år.
- Karakter: Dirhounds er mere energiske, ivrige og omgængelige, mens ulvehunde er mere tålmodige og rolige.
Hvordan vælger man en hvalp
I Danmark er dirhounds en sjælden race, så det er bedst at besøge dyreudstillinger og tale med ejere og opdrættere, også udenlandske. Det er ikke udelukket, at man bliver nødt til at købe en hvalp i udlandet i en specialiseret kennel.
Når du leder efter din fremtidige ledsager, skal du forsøge at finde ud af så meget som muligt om opdrætterne: deres stamtavle, jagtinstinkter og alder. Det er bedst ikke at købe en hvalp fra et for ungt eller for gammelt par. Bed også om resultaterne af genetiske tests af dyrene. Det er ideelt, hvis dyrene er blevet testet for disposition for lever-shunt og kardiomyopati – arvelige sygdomme, der er karakteristiske for dirhounds.
Når du vælger en hvalp, skal du være opmærksom på dens adfærd: en sund hvalp er aktiv, energisk, venlig, nysgerrig, åben for kommunikation og udviser ikke aggression eller frygtsomhed. Glansfuld pels uden skæl, skaldethed og udslæt, klare, rene øjne, kølig og fugtig snude og hvide tænder er tegn på, at hunden er sund.
Samvittighedsfulde opdrættere udsteder ikke kun papirer til hvalpene – hvalpekort og veterinærpas – men giver også råd om pleje. Nogle tilbyder endda hjælp med deltagelse i udstillinger og sportsbegivenheder og forsøger generelt at holde sig orienteret om »sine« hundes videre skæbne.
Deerhound er en race, der på forunderlig vis kombinerer styrke, kraft, jagtinstinkt, mod og et kærligt, føjeligt temperament.
Den skotske mynde tiltrækker med sin ynde, intelligens, oprigtige hengivenhed og lyst til at tjene sin ejer. Det er en dejlig ledsager for en stærk og aktiv person, der er klar til at tilbringe meget tid uden for hjemmet med sin trofaste, langhårede ledsager.
