Hvad gør man, hvis man er landmand, men ikke har råd til en moderne traktor? Man anskaffer sig en levende – en karabao.
Karabao er en særlig race af tamme sumpbøfler. Deres forfædre blev domesticeret for omkring 3-7 tusinde år siden på det sydøstasiatiske fastland, hvorfra de spredte sig til Malaysia, Filippinerne, Indonesien og øen Guam.
Og i al den tid, indtil i dag, har dyrene trukket hele øernes landbrug.
Ofte afhænger hele familiers overlevelse af karabao.
På grund af klimaets og jordens særlige forhold er en betydelig del af dyrkningsarealet i Filippinerne afsat til ris. For at få en god høst skal kornet dyrkes på oversvømmede marker, dvs. praktisk talt i vand. Kun specialmaskiner eller karabaoer kan pløje og passe sådanne marker, da jorden under pløjningen bliver til en sammenklumpet masse.
Da Filippinerne ikke er det rigeste land, er det kun få, der har råd til specialmaskiner til landbruget. Det er nemmere at holde bøfler, så nogle gange afhænger hele familiens velstand af et par hovdyr. På grund af disse egenskaber kaldes karabao meget passende for Østens levende traktorer.
De store klove og fleksible fodled hjælper sumpbøflerne med at gå rundt på rismarkerne uden særlige problemer med en plov på ryggen. Deres skaber har skabt dem sådan, og menneskene har blot fundet på at binde redskaber til den »levende traktor«. Desuden tåler karabaoer roligt det varme og fugtige øklima, hvor de ligger i vand og mudder.
I Filippinerne er karabaoer blandt andet også personbiler, racerbiler, lastbiler, mælkestationer, slagterier og skindfabrikker. På trods af alle belastningerne lever bøfler omkring 20 år, og hunnerne kalver næsten hvert år.
Selvom hovdyr udnyttes fuldt ud i landet, er bøfler for filippinerne ikke bare dyr, men en del af kulturen. Under de årlige festivaler i landet er det tradition at afholde væddeløb på karabao – oksekærrer. Det er ikke billigt at holde og opdrætte hurtige okser, så det er kun få, der deltager. De øvrige ser på og spiller på væddemål.
Under Anden Verdenskrig omkom omkring 70 % af dyrebestanden på øerne, hvilket medførte enorme tab for landets landbrug. Men folk er ikke triste: I 1992 blev det filippinske Karabao-center grundlagt, hvor man arbejder med avl og genetisk forbedring af landets dyrebestand. I 2004 fik centret det første kalv af en balut-bøffel fra et reagensglas, og fire år senere blev der organiseret avl af superbøfler. Ifølge planen skal disse genetisk modificerede dyr give op til 18 liter mælk.
Alle Karabaos bestræbelser er rettet mod at forbedre livet for de lokale beboere, så alle kan opdrætte ikke bare arbejdskraft, men også en super effektiv hjælper i alle gøremål og foretagender. Så genteknologi handler ikke altid om eksperimenter og svinefolk, nogle gange er det også for befolkningens velstand.
