Sommeren nærmer sig, og det er begyndt at regne kraftigt. Det betyder, at der er stor chance for at se et ægte vidunder fra den danske natur — skjoldpadder. Disse gamle krebsdyr dukker op lige så pludseligt, som de forsvinder.
Skjolddyr er små gællefisk fra slægten Triops, som på latin betyder ‘treøjede’. Og de har faktisk to sammensatte øjne og et tredje øje imellem, det såkaldte naupliale øje. Dets nøjagtige funktion er stadig ukendt, men ifølge forskernes antagelser kan det være ansvarligt for orientering i rummet eller kemisk sans.
Men inden vi ser nærmere på øjnene, er der noget andet, der er værd at bemærke: Triops levede på Jorden allerede i dinosaurernes tid. Ja, rester af nogle af deres slægtninge er fundet i aflejringer fra den sene trias – for 237-200 millioner år siden. Dinosaurerne uddøde, mammutterne overlevede ikke, men disse små pansrede vidundere kravler stadig rundt i vandpytterne under den ukrainske himmel.
Disse dyr sender os tilbage til noget meget gammelt. For mange millioner år siden vrimlede Jorden bogstaveligt talt med lignende skabninger.
Deres livscyklus er en historie for sig. Det unikke ved disse væsner er, at de er de eneste mere eller mindre store (op til 12 cm) dyr, der lever næsten udelukkende i vandpytter. Ikke i floder. Ikke i søer. Ikke i sumpe! Kun i vandpytter.
Kun midlertidige mikro-vandområder, der dannes efter kraftig regn eller smeltevejr. Netop dette miljø er det perfekte sted for aktivering af deres æg, der kaldes cyster. Disse små biologiske kapsler har en beskyttende skal, der gør det muligt for dem at overleve under ekstreme forhold.
Forestil dig, at de kan modstå op til +80 °C i et tørt miljø, frost, tørke og endda overleve efter at have passeret gennem en frøskal. Ja, cyster kan passere gennem fordøjelsessystemet uden at miste deres levedygtighed. Dette gør det muligt for dem at spredes med vinden, fugle og endda husdyr. Det er ikke underligt, at skjoldlus findes på alle kontinenter undtagen Antarktis.
Skjoldlus undgår ihærdigt vandhuller, hvor andre væsner lever. Fisk, padder osv. mindsker kun chancerne for, at de dukker op, men nogle gange forekommer skjoldlus alligevel på sådanne steder. Men det er snarere undtagelsen end reglen. Deres strategi er at dukke op, vokse og lægge nye cyster, inden vandpytten tørrer ud. Hele livet foregår i et accelereret tempo. Udklækningen begynder med en larve – nauplius – som på blot et par uger forvandles til en voksen skjolddyr.
Efter udklækningen udvikler larverne sig med en forbløffende hastighed. Fra mikroskopiske væsener bliver de til fuldt udvoksede mikro-monstre. På den forreste del af kroppen har de et stort skjold, der beskytter hovedet og kroppen. Under skjoldet har de snesevis af par ben, som hver har flere funktioner: at ånde, bevæge sig og transportere mad til munden. Hvis man vender en skjolddyr på hovedet, kan man se op til 70 par ben.
Deres svømning er en bølgelignende symfoni af benbevægelser, forstærket af visuel kontrol. Forresten, hvis man i et mørkt rum retter lyset nedad, vender skjoldet sig med bugen opad. Men hvis man først limer dets øjne til med lak (gentag ikke dette derhjemme!), gør det ikke dette. Således har forskere fundet ud af, at synet – især det nautilusformede øje – spiller en stor rolle i disse væseners adfærd.
I al denne tid filtrerer skjolddyr organisk materiale fra vandet. De spiser bogstaveligt talt alt: alger, planterester, små insekter, haletudser, fiskeyngel og endda deres slægtninge. De finder føde ved hjælp af kemiske receptorer på benene. Hvis der er mangel på føde, begynder en veritabel apokalypse: skjolddyrene bliver aggressive, kan æde planters rødder eller endda spise hinanden.
Snart begynder skjolddyrene at formere sig voldsomt. De fleste af dem er hunner, der kan formere sig parthenogenetisk, dvs. uden deltagelse af hanner. Men nogle gange dukker der også hanner op i populationen – for at sikre den genetiske mangfoldighed. Det vigtigste er at nå at lægge cyster, inden vandet forsvinder. Derefter dør skjoldlusene, vandpytten tørrer ud, og deres afkom falder i dvale i jorden i årevis, nogle gange endda i årtier.
Skjoldlusene svømmer ofte med maven opad – som om de bryder alle biologiske regler. Først troede forskerne, at det skyldtes iltmangel. Men senere fandt de ud af, at denne adfærd er et levn fra larvestadiet, hvor de ledte efter mikroorganismer på vandoverfladen. Men i voksenalderen ser det mildt sagt uklogt ud – maven er lys, så rovdyr kan se dem på lang afstand.
I Danmark findes hovedsageligt arten Triops cancriformis – den europæiske triops.
Den er meget sjælden og er opført på Danmarks rødliste (Rødlisten). Den lever kun i nogle få udtørrede vandhuller på Jylland.
På grund af deres ukræsne pleje er skjolddyr blevet populære kæledyr. På internettet kan man finde færdige sæt med cyster og endda instruktioner til at opdrætte disse ‘levende fossiler’ derhjemme.
De har muligvis også en nytteværdi — ifølge nogle oplysninger bruges skjolddyr i Japan til biologisk beskyttelse af rismarker (de spiser ukrudt), og i kampen mod vestnilvirus hjælper de med at reducere mygbestanden ved at spise deres larver. Det er dog endnu ikke lykkedes at finde bekræftelse herpå fra pålidelige kilder – så lad det blot være en interessant detalje i vores historie.
Hvis du pludselig møder en skjoldlus i sommer, er du meget heldig. For du er vidne til et ægte naturvidunder. De er ikke farlige og kan ikke skade mennesker. Du kan bare nyde synet og fortælle historien til de venner, der er sammen med dig i det øjeblik.
