Hvad er den mest populære internetsøgning blandt den nye generation af lejlighedsbeboere? Der er to:
- “Hvad er det for nogle edderkopper på vandet?” og derefter:
- “Bider vandmålerne?”
Det er sommer, børnene er taget til søen! Svaret er: ja, de bider. Gør det ondt? Nej, det er snarere ærgerligt, at selv et så fredeligt insekt ikke kunne tåle jeres tilstedeværelse.
Vandløbere er ikke kun de sjove små edderkoppeagtige insekter i søen/floden/den nærmeste vandpyt. Det er en enorm familie på op til 2000 arter af halvhårde insekter fra underordenen klokkebiller. Ja, vandløbere er fjerne slægtninge til sofaens beboere og de stinkende biller, der spiser dine hindbær.
Men vandløbere er meget aktive væsner. De rejser over hele verden! Nogle arter har endda taget på en tur rundt om verdenshavene! Vandløbere af slægten Halobates er de eneste insekter på planeten, der har tilpasset sig livet i havet. Intet andet insekt kan klare sig så længe uden land.
Synes du virkelig, at de ikke synker? Jo, det gør de! Alle vandløbere har dobbelt beskyttelse mod vand – bedre end et vandtæt ur. For det første sørger fysikken for, at insektet ikke synker. For det første bruger vandløbere vandets overfladespænding ved at sprede benene bredt og fordele vægten jævnt over et stort område.
For det andet udnytter de den fysiske effekt, der beskrives af Cassiers lov: hvis overfladen af benet består af mikroskopiske hår og mellemrum mellem dem, kommer vandet kun i kontakt med en del af den faste overflade. Resten er luft, som ikke bliver vådt. En sådan mikrostruktur skaber en meget høj befugtningsvinkel, og benet bogstaveligt talt ‘skubber’ sig væk fra vandet, som om det har superkræfter. Takket være dette holder vandløbere sig endnu bedre på vandet.
De bredt placerede ben på disse vandbiller er meget hårede! Se nærmere på insektet på vandoverfladen på en solskinsdag: Benene er meget tynde, men skyggen fra dem er gigantisk. Det skyldes, at vandbiller har omkring 1000-2000 mikroskopiske hår på 1 mm² – det er MEGET mange! Til sammenligning har manul med sin fluffy pels kun 90 hår pr. mm². Og mennesker har kun 0,1 til 3.
Vandløberens krop er også dækket af vandafvisende hår. Tætheden er lidt mindre, men helt tilstrækkelig til at skabe en »luftpude«. Hvis en bølge pludselig dækker vandløberen, hjælper luften mellem hårene den med at komme op til overfladen igen.
Det andet beskyttelsesniveau er kemisk. Vandløberen presser fra tid til anden benene mod kroppen og smører dem med en vandafvisende sekret fra kirtler på bugen. Alt dette sammen gør det muligt ikke kun at stå på vandet, men også at bevæge sig på overfladen med en hastighed på op til 5 km/t. Næsten dobbelt så hurtigt som en uerfaren svømmer!
Men vandløbere svømmer ikke – de glider. Hvordan det? En videnskabsmand har fundet en genial forklaring: Forestil dig, at du står på alle fire på et kæmpe trampolin, der er smurt ind i olie. Du har glatte tøfler på hænder og fødder. Selv med fire støttepunkter vil det være umuligt at gå et par meter – du vil straks glide. For at komme i gang skal du flytte din kropsvægt fremad. Og når trampolinen giver efter under dine hænder, skal du skubbe fra med fødderne fra den dannede ‘bølge’. Det er præcis, hvad vandløbere gør! De læner sig frem og skubber fra med bagbenene. Takket være overfladespændingen opfører vandet sig omtrent som den glatte overflade på trampolinen.
Sådan, mens de suser rundt i verdenshavene og i de små vandpytter ved dit hus, jager vandløbere aktivt alle insekter, der ved et uheld er faldet i vandet eller vovet sig ud af det. Til den sidste kategori hører netop sommerens mest modbydelige skabninger – myg. Deres larver er tvunget til at ånde atmosfærisk luft. Og det er netop her, vandbillerne venter!
Rovdyrene griber byttet med deres forben og stikker det med snabelen: vandbiller har ingen tænder, så maden skal først opløses og derefter drikkes gennem en lille rør, som en cocktail. En vandbille kan endda suge en menneske ind. Dog ved en fejltagelse. Men bare rolig: et stik fra en vandbille er næsten smertefrit.
Vandbiller parrer sig også på vandet. Tror du, at de gør aftenerne over vandet særlig romantiske? Overhovedet ikke! Som ægte søulke spilder vandbiller ikke tid på sentimentaliteter. Hannen banker med benene på vandet med en frekvens på 25 Hz — sådan markerer han sit territorium og skræmmer rivaler væk. Hvis en hun dukker op, skifter han til 3 Hz — han inviterer damen til at omfavne ham.
Men ikke alle damer går med til »en tur og smidt væk«. Derefter svarer hunnen med et signal på samme ‘afskrækkende’ frekvens – 25 Hz. Men de mandlige vandmålerfisk giver ikke så let op. De tager til et meget uærligt trick: Hannen sætter sig på hunnens ryg og slår med sine ben i vandet med al sin kraft. Den larm tiltrækker straks undervandsrovdyr. Og hvem bliver spist først? Hunnen giver sig til…
Vandløberens æg fastgøres til vandplanter, småsten, kviste eller blot under vandet – forskellige arter har forskellige præferencer. En lille vandløber vokser til en voksen individ på cirka 40 dage. Og her er noget interessant: jo dårligere forholdene er i det oprindelige vandhul, jo større bliver afkommet. I udtørrede vandpytter klækkes vandløbere med fuldt udviklede og funktionelle vinger — så de kan flyve væk og finde et nyt, bedre hjem.
