Et lille, ukendt dyr, der ofte sælges som akvariefoder, har ifølge ny forskning i al stilhed beskyttet vores planet mod global opvarmning ved at foretage en episk migration.
Disse ‘ukendte helte’ kaldet zooplankton spiser sig mætte og bliver fede om foråret, inden de synker hundreder af meter ned i det dybe hav ved Antarktis, hvor de forbrænder fedtet.
Dette binder lige så meget planetopvarmende kulstof som de årlige emissioner fra cirka 55 millioner benzinbiler og forhindrer det i at opvarme vores atmosfære yderligere, ifølge forskerne.
Dette er langt mere, end forskerne havde forventet. Men netop som forskerne afdækker denne tjeneste for vores planet, vokser truslerne mod zooplanktonet.
Forskere har brugt år på at undersøge dyrets årlige migration i Antarktis’ farvande, eller det sydlige ocean, og hvad det betyder for klimaforandringerne.
Resultaterne er ‘bemærkelsesværdige’, siger hovedforfatter Dr. Guang Yang fra det kinesiske videnskabsakademi, og tilføjer, at det tvinger os til at genoverveje, hvor meget kulstof det sydlige ocean lagrer.
“Dyrene er ukendte helte, fordi de har en så cool livsform,” siger medforfatter Dr. Jennifer Freer fra British Antarctic Survey.
Men sammenlignet med de mest populære antarktiske dyr som hvaler og pingviner bliver det lille, men mægtige zooplankton overset og undervurderet.
Hvis nogen har hørt om dem, er det sandsynligvis som en type fiskefoder, der kan købes online.
Men deres livscyklus er mærkelig og fascinerende. Tag for eksempel copepod, en type zooplankton, der er en fjern slægtning til krabber og hummere.
De er kun 1-10 mm store og tilbringer det meste af deres liv i søvn mellem 500 m og 2 km ned i havet.
På billeder taget under et mikroskop kan man se lange fedtstænger inde i deres kroppe og fedtbobler i deres hoveder, forklarer professor Daniel Mayor, der fotograferede dem i Antarktis.
Uden dem ville vores planets atmosfære være betydeligt varmere.
Globalt har havene absorberet 90 % af den overskydende varme, som mennesker har skabt ved at forbrænde fossile brændstoffer. Af dette tal står det sydlige ocean for omkring 40 %, og en stor del af dette skyldes zooplankton.
Der bruges millioner af pund globalt på at forstå, hvordan de nøjagtigt lagrer kulstof.
Forskere var allerede klar over, at zooplankton bidrog til kulstoflagring i en daglig proces, når dyrenes kulstofrige affald synker ned i det dybe hav.
Men hvad der skete, når dyrene vandrede i det sydlige ocean, var ikke blevet kvantificeret.
Den seneste forskning fokuserede på copepoder samt andre typer zooplankton kaldet krill og salper.
Disse dyr spiser fytoplankton på havoverfladen, som vokser ved at omdanne kuldioxid til levende stof gennem fotosyntese. Dette omdannes til fedt i zooplankton.
“Deres fedt er som et batteri. Når de tilbringer vinteren dybt i havet, sidder de bare og forbrænder langsomt dette fedt eller kulstof,” forklarer professor Daniel Mayor fra University of Exeter, som ikke deltog i undersøgelsen.
Dette frigiver kuldioxid. På grund af havets funktion tager det årtier eller endda århundreder, før CO2 kommer op til overfladen og bidrager til den globale opvarmning, hvis man placerer kulstof dybt nede.
Forskerholdet har beregnet, at denne proces – kaldet den sæsonbestemte vertikale migrationspumpe – transporterer 65 millioner ton kulstof årligt til mindst 500 meter under havoverfladen.
Af dette bidrager copepoder mest, efterfulgt af krill og salper.
Det svarer omtrent til udledningen fra 55 millioner dieselbiler i et år, ifølge en drivhusgasberegner fra det amerikanske miljøagentur EPA.
Den seneste forskning har set på data, der går tilbage til 1920’erne, for at kvantificere denne kulstoflagring, også kaldet kulstofbinding.
Men den videnskabelige opdagelse fortsætter, da forskerne søger at forstå flere detaljer om migrationscyklussen.
Tidligere på året tilbragte Dr. Freer og Prof. Mayor to måneder på polarforskningsskibet Sir David Attenborough nær South Orkney-øerne og South Georgia.
Ved hjælp af store net fangede forskerne zooplankton og bragte dyrene om bord.
“Vi arbejdede i fuldstændig mørke under rødt lys, så vi ikke forstyrrede dem,” siger Dr. Freer.
Andre arbejdede i rum, hvor temperaturen var holdt på 3-4 °C. Man er iført en masse beskyttelsesudstyr for at kunne stå der i timevis og kigge ned i mikroskopet.
Men opvarmningen af havene og kommerciel fangst af krill kan true zooplanktonets fremtid.
“Klimaforandringer, forstyrrelser i havlagene og ekstremt vejr er alle trusler,” forklarer professor Atkinson.
Dette kan reducere mængden af zooplankton i Antarktis og begrænse kulstoflagringen i det dybe hav.
Ifølge FN fangede krillfiskeriet næsten en halv million ton krill i 2020.
Det er tilladt i henhold til international lovgivning, men er blevet kritiseret af miljøforkæmpere, blandt andet i den nylige dokumentarfilm David Attenborough Ocean.
Forskerne siger, at deres nye fund bør indgå i klimamodeller, der forudsiger, hvor meget vores planet vil blive opvarmet.
“Hvis denne biologiske pumpe ikke eksisterede, ville CO2-niveauet i atmosfæren være cirka dobbelt så højt som i øjeblikket. Så havene gør et ret godt stykke arbejde med at opsuge CO2 og fjerne det,” forklarer medforfatter professor Angus Atkinson.
Forskningen er offentliggjort i tidsskriftet Limnology and Oceanography.
