Hvor mange fantastiske væsner findes der i verden, hvis man bare graver lidt i zoologiens dybe skove! Her er for eksempel cystisoma.
Det er ikke photoshop eller et produkt af neurale netværk, men en helt ægte krebs fra dybet. En skræmmende, mærkelig, vanvittig livsform fra havets dyb, der besidder ægte nanoteknologi.
Selvom cystisoma ligner rejer, er det faktisk boccopoda. Ja, de samme små krebsdyr, som sælges i alle dyrehandlere som foder til akvariefisk.
Men cystisoma lever ikke i damme og floder. Dens hjem er de mørke afgrunde af havet, hvor sollyset ikke når ned. Den lever i dybder fra 200 til 900 meter.
Gemt i dybet, er dette lille væsen, der sandsynligvis oprindeligt kun var få millimeter langt, vokset til en sand titan – over 10 centimeter! Mange havdyr vokser i størrelse, når de synker ned i havets mørke zone i dybder på over 200 meter. Dette fænomen har endda fået et navn – dybhavs-gigantisme.
Men de små krebsdyr, der er blevet til kæmper, kan ikke længere stole på deres lille størrelse som et forsvar. Derfor var cystisomerne nødt til at finde en udvej. Og de opnåede næsten fuldstændig usynlighed!
Ikke nok med at deres krop er gennemsigtig, men dens brydningsindeks er også næsten identisk med vand. Det betyder, at væsenets konturer er slørede, og det, der befinder sig bag det, ses så tydeligt, som om det slet ikke er der!
For at selv de mindste refleksioner ikke skulle afsløre dens tilstedeværelse, er hele cystosomernes krop dækket af et specielt nanomateriale – mikroskopiske (mindre end bakterier!) kugler eller pyramider. De spreder lyset som den bedste antirefleksbelægning. Til sammenligning: kunstige belægninger, der er skabt af mennesker, spreder 75-95 % af lyset, mens cystosomernes mikrostrukturer kun reflekterer 0,1 %!
Det lykkedes dog ikke at opnå fuldstændig usynlighed. Uanset hvordan man vender og drejer det, forbliver det centrale ganglion, nerverne og maden i tarmene uigennemsigtige og kan afsløre dens opholdssted. Men også dette problem har cystisoma løst: den opdager rovdyr i tide og flygter lynhurtigt i den modsatte retning.
Og nu til øjnene. I stedet for de to øjne, vi er vant til, har cystsoma tusindvis af små linser, som tilsammen danner et samlet panoramabillede. I virkeligheden er hele hovedet på dette lille dyr ét stort, altseende organ! Det kan samtidig holde øje med alt omkring sig – og endda med det, der foregår nedenunder og ovenover. Og forresten ser cystsomaen meget bedre end mennesker ved samme lysstyrke.
Men selv de mest perfekte øjne fungerer kun til observationer på kort afstand. Derfor er cystisoma i det uendelige tusmørke afhængig af lugtreceptorer på spidserne af sine antenner. Den snuser sig frem til bytte – små krebsdyr, fiskelarver og andet mikroorganismer – ved hjælp af de kemiske spor fra deres stofskifte. Ved hjælp af lugten finder den også en partner for at fortsætte sin usynlige slægt.
Det er dog sandt, at cystisomer har brugt al deres fantasi på at camouflere sig, så deres sociale samspil er kedeligt til det uendelige. Når de ikke skal formere sig, ignorerer de simpelthen hinanden. Og når tiden er inde, begrænser det sig til en officiel overførsel af genetisk materiale fra hannen til hunnen uden nogen form for parringsdans eller andre ritualer.
Hunnen lægger simpelthen æggene i en speciel ‘lomme’, hvor de befrugtes af sig selv. Efter 20 dage klækkes der nye larver, som straks forsvinder i havets mørke. Og så er der pludselig flere gennemsigtige spøgelser. Men hvem vil bemærke dem? Det er jo cystosomer!
