Forskere har bekræftet eksistensen af en kæmpeabe, der vejede op til 500 kg.
Når vi taler om kæmperne i den gamle verden, tænker vi normalt på dinosaurer, uldne mammutter eller havrovdyr som megalodon. Men blandt primaterne i den fjerne fortid var der en virkelig imponerende skabning – Gigantopithecus. Det var ikke bare et stort dyr, men en sand kæmpe blandt sine artsfæller.
Hans historie er stadig mystisk og fascinerende: Meget er stadig kun kendt i brudstykker, men selv de giver grund til at kalde Gigantopithecus for den største abe, der nogensinde har levet på jorden.
Tilfældig opdagelse i en butik med ‘dragetænder’
Videnskabens første møde med denne mystiske art var ret usædvanlig. I 1935 opdagede den tyske palæontolog Gustav von Koenigswald en enorm tand i en butik med traditionel kinesisk medicin i Hong Kong. Den blev solgt der som en ‘dragetand’. Forskeren blev slået af fundets størrelse: Tanden tilhørte tydeligvis en abeart, som mennesket ikke kendte til på det tidspunkt. Så en ny slægt blev beskrevet – Gigantopithecus, som bogstaveligt talt betyder ‘kæmpeabe’.
I dag kender man to arter af Gigantopithecus. Den ene levede for ca. 9 millioner år siden, den anden – Gigantopithecus blacki – uddøde for relativt nylig efter geologiske standarder, for ca. 300.000 år siden. Det er ham, der blev den mest studerede og kendte repræsentant for slægten.
Slægtskab med orangutanger, ikke mennesker.
I lang tid kunne palæontologerne ikke beslutte, hvilken gren af evolutionen de skulle henføre gigantopithecus til. Det blev antaget, at de kunne være i familie med både mennesker og menneskeaber. Men i de senere år er forskerne kommet til den konklusion, at disse giganters nærmeste moderne slægtninge er orangutanger. Det betyder, at gigantopithecinerne ikke er vores forfædre, men en sidegren af evolutionen, som har udviklet sig parallelt.
Interessant nok ligner strukturen i Gigantopithecus’ tænder og kæber lignende dele af orangutangens skelet, men i en skala, der er mange gange større end normalt.
Så høj som en bjørn, så tung som en hest.
Forskere anslår, at voksne hanner af Gigantopithecus gigantopithecus kunne blive tre og måske endda fire meter høje, hvis de stod på bagbenene. De vejede mellem 250 og 500 kg. Det gør dem til de største primater, som videnskaben kender til. Hunnerne var markant mindre, og forskellene mellem kønnene var så udtalte, at de sandsynligvis ikke kun omfattede størrelse, men også adfærdstræk.
Gigantopithecus bevægede sig sandsynligvis på samme måde som moderne gorillaer – på fire lemmer, støttet på bøjede tæer. Konstant gang på to ben ville have været ineffektivt for dem på grund af deres massive fysik. De kunne stå op til deres fulde højde, men kun i særlige situationer: når de blev truet, for at vise styrke eller for at nå høje grene.
Disse aber menes at have levet i de varme og fugtige skove i Sydøstasien – i det, der nu er Kina, Thailand og Vietnam. Det var tætte krat, der vrimlede med frugter, blade og anden planteføde, som udgjorde grundlaget for gigantopithecinernes kost.
En kost bestående af frugt og skud
På trods af deres skræmmende udseende var gigantopithecinerne ikke rovdyr. Deres kost var plantebaseret: De spiste unge skud, blade, frugter og sandsynligvis også rødder. Deres kæber var ekstremt kraftige, og deres tandemalje var den tykkeste af alle kendte primater. Det gjorde det muligt for dem at bearbejde grov vegetation og spise ting, som andre dyr måske ikke ville have været i stand til at spise – bogstaveligt talt.
Interessant nok fandt forskerne spor af huller i tænderne på nogle af de tænder, de fandt. Det er sandsynligvis resultatet af indtagelse af store mængder fruktose fra moden frugt – en slags ‘sød tand’ blandt fortidens primater.
Hvor blev deres knogler af?
Det største mysterium i forbindelse med gigantopitheciner er manglen på hele skeletter. Alle tilgængelige beviser er baseret på tænder og fragmenter af underkæben. Så hvorfor er der ikke fundet andre knogler?
Svaret var uventet: Gigantopithecus’ knogler ser simpelthen ud til at være blevet ødelagt af gnavere. Især hulepindsvin, der er kendt for deres kærlighed til kalkkilder, slæbte ofte knoglerne ind i huler, hvor de spiste dem. Kun de stærkeste dele – tænder og kæber – var uden for deres rækkevidde og blev bevaret.
Oplysningerne om Gigantopithecus’ kropsstruktur er således gendannet på baggrund af analyser af dens tænder og sammenligninger med dens nærmeste slægtninge – orangutanger og gorillaer.
Hvad med intelligens
Gigantopithecus’ hjernevolumen var ifølge forskellige skøn større end hos moderne gorillaer og kunne nærme sig de tidlige repræsentanter for slægten Homo. Nogle forskere har endda spekuleret i, at den kunne have brugt simple objekter eller miljøelementer – såsom pinde – til at interagere med verden omkring sig. Der er dog endnu ikke fundet noget direkte bevis for denne hypotese.
Ikke desto mindre står det klart, at de var højt organiserede dyr med veludviklede sanseevner og en betydelig hjernekapacitet for deres tid.
Hvorfor de forsvandt
Gigantopithecinerne forsvandt for ca. 300.000 år siden. Hovedårsagen til deres udryddelse anses for at være klimaforandringer og faldende skove. Disse aber var meget afhængige af en overflod af planteføde og en bestemt type landskab. Da skovene begyndte at forsvinde, var de hårdføre, men langsomme kæmper ude af stand til at tilpasse sig de nye forhold.
“Selv den største og stærkeste skabning kan forsvinde, hvis dens levested kollapser,” bemærker palæontologen Jonathan Kingston.
Historien om Gigantopithecus er en påmindelse om økosystemernes skrøbelighed og vigtigheden af balance mellem en organisme og dens omgivelser.
