Kapucineraber på en isoleret ø kidnapper andre abers unger: den mærkelige adfærd, der afslører dyrenes skjulte kultur
Dyreverdenen er fuld af adfærd, der virker fremmed for mennesker. Rovdyr jager, fugle bygger avancerede reder, og primater udvikler sociale strategier, som kan minde overraskende meget om vores egne. Men nogle gange opdager forskere noget, der ikke passer ind i de kendte mønstre. På en lille ubeboet ø ud for Panamas kyst har forskere observeret netop sådan et mysterium.
Hvideansigtede kapucineraber (Cebus capucinus imitator) har gentagne gange bortført spædbørn fra en helt anden abeart – brøleaber (Alouatta palliata coibensis). De bar de små unger rundt på ryggen i dagevis, men uden at give dem mad, pleje eller nogen tydelig fordel.
Det var ikke jagt. Det var ikke adoption. Og det lignede heller ikke almindelig social adfærd. Det var noget langt mere mærkeligt. Forskerne mener nu, at forklaringen måske handler om noget, som tidligere primært blev forbundet med mennesker: kultur, nysgerrighed og endda kedsomhed.
Et usædvanligt syn på en kamerafælde ændrede alt
Historien begyndte med en optagelse fra en skjult kamerafælde på Jicarón Island, en lille ø omkring 55 kilometer ud for Panamas kyst som en del af Coiba National Park. Adfærdsøkolog Zoë Goldsborough gennemgik optagelserne som en del af et større forskningsprojekt om kapucinerabers sociale liv. På videoen så hun en voksen abe bevæge sig gennem skoven med en lille figur på ryggen.
Ved første øjekast lignede det en almindelig kapucinerunge. Men noget virkede forkert. Farven og kropsformen passede ikke. Da forskerne zoomede ind, kom overraskelsen: Det var ikke en kapucinerunge. Det var en spæd brøleabe.
“Jeg indså, at det virkelig var noget, vi ikke havde set før,” fortalte Goldsborough senere.
Det første tilfælde kunne have været en tilfældighed. Måske en enkelt mærkelig hændelse. Men da forskerne gennemgik mere end et års optagelser, fandt de noget langt mere omfattende.
Den samme han, en kapuciner med kælenavnet Joker på grund af et karakteristisk ar omkring munden, bar flere forskellige brøleabeunger. Senere viste det sig, at andre unge hanner gjorde det samme. Mønstret var ikke tilfældigt.
11 brøleabeunger blev bortført på 15 måneder
Forskerhold fra blandt andet Max Planck Institute of Animal Behavior, University of Konstanz og Smithsonian Tropical Research Institute analyserede 15 måneders kameraoptagelser fra øen.
Resultatet var opsigtsvækkende. Fire unge og subadulte han-kapucineraber havde mellem januar 2022 og marts 2023 bortført mindst 11 spædbarnsbrøleaber. Men det mest overraskende var ikke selve bortførelsen. Det var, hvad aberne ikke gjorde. De spiste ikke ungerne. De forsøgte ikke at opfostre dem. De legede næsten ikke med dem. Og de gav dem ikke den omsorg, som normalt forbindes med adoption hos primater.
Efter nogle dage døde ungerne, fordi de ikke længere havde adgang til deres mødres mælk. Det rejste det store spørgsmål:
Hvorfor bruge tid og energi på at tage et andet dyrs unge, hvis der ikke er nogen åbenlys gevinst?
Forskerne udelukkede de klassiske forklaringer
Da forskerne første gang så adfærden, overvejede de flere muligheder. Den første var adoption. Primater er kendt for at tage sig af forældreløse unger, også i nogle tilfælde fra andre arter. Men her passede forklaringen ikke.
Kapucinerhannerne viste ingen tegn på egentlig omsorg. Den anden mulighed var jagt. Nogle dyr bortfører unger fra andre arter som føde eller som en del af en konkurrencestrategi.
Men heller ikke denne forklaring passede. Aberne virkede næsten ligeglade med ungerne, efter de havde taget dem. Det gjorde mysteriet endnu større.
En ø uden fjender kan skabe mærkelig adfærd
Jicarón Island er et usædvanligt sted for en abe at leve. Der findes ingen mennesker, ingen større rovdyr og færre af de farer, som normalt former dyrs adfærd gennem evolutionen. Ifølge forskerne kan denne isolation have ændret kapucinerabernes psykologi.
På fastlandet er kapucineraber kendt som ekstremt nysgerrige og udforskende dyr. De undersøger objekter, bruger redskaber, manipulerer omgivelserne og eksperimenterer ofte uden en klar praktisk grund.
Forsker Brendan Barrett beskriver dem som “destruktive, udforskende kaosagenter”. På fastlandet kan sådan adfærd være risikabel. Et forkert valg kan føre til angreb fra rovdyr eller konflikter med andre dyr.
Men på en isoleret ø uden mange trusler bliver konsekvenserne mindre alvorlige. Det kan give plads til eksperimenter. Også de mærkelige.
Kedsomhed kan være en drivkraft bag innovation
Den mest kontroversielle forklaring er, at kapucineraberne måske simpelthen keder sig. Det lyder umiddelbart som en menneskelig tanke, men forskere mener, at der findes tegn på, at dyr med høj intelligens kan udvikle nye aktiviteter, når de ikke konstant er optaget af overlevelse.
Kapucineraber på Jicarón er allerede kendt for noget usædvanligt: De bruger sten som redskaber til at knække nødder. Interessant nok er det primært hannerne, der anvender disse værktøjer. Det samme mønster ses ved bortførelsen af brøleabeungerne.
| Adfærd | Hvad forskerne ser |
|---|---|
| Sten som redskab | Ny kulturel praksis udviklet af lokale hanner |
| Bortførelse af unger | Ny adfærd uden klar biologisk fordel |
| Social efterligning | Mulig spredning mellem individer |
Dette har fået forskerne til at overveje, om nogle dyr ligesom mennesker kan skabe traditioner, der ikke nødvendigvis hjælper dem med at overleve.
Når dyr skaber deres egne traditioner
Begrebet dyrekultur har ændret sig markant de seneste årtier. Tidligere mente mange forskere, at kultur var noget næsten udelukkende menneskeligt. I dag ved vi, at flere arter kan lære adfærd fra hinanden. Chimpansegrupper har forskellige værktøjstraditioner. Spækhuggere lærer jagtteknikker fra deres flok. Makakaber på den japanske ø Koshima udviklede en vane med at vaske kartofler efter en ung hun begyndte på det.
Hos kapucineraberne på Jicarón kan forskerne muligvis være vidne til begyndelsen på en ny tradition. Problemet er, at denne tradition ikke nødvendigvis er positiv. Den kan være en kulturel vane, der skader en anden art.
Et spejl af menneskelig adfærd
Det mest tankevækkende ved opdagelsen er måske ikke selve abernes handling. Det er ligheden med mennesker. Mennesker skaber også traditioner uden klare funktioner. Vi gør ting, fordi andre gør dem. Vi gentager handlinger, som måske ikke længere giver mening. Og nogle af vores kulturelle vaner kan skade andre arter.
Forskerne mener derfor, at kapucinerabernes adfærd fungerer som et slags evolutionært spejl. Den viser, at høj intelligens ikke automatisk fører til god eller hensigtsmæssig adfærd. Nysgerrighed kan skabe innovation.
Men den kan også føre til handlinger, som har negative konsekvenser.
En truet brøleabeart betaler prisen
Mysteriet er ikke kun akademisk interessant. Brøleaberne på Jicarón tilhører en truet underart, Alouatta palliata coibensis, ifølge Den Internationale Naturbevarelsesunion (IUCN). Situationen er ekstra alvorlig, fordi brøleabehunner kun får unger cirka hvert andet år.
Hver enkelt unge repræsenterer derfor en stor investering for bestanden. Forskerne understreger dog, at de stadig ikke ved, hvor udbredt problemet er, eller om adfærden vil fortsætte.
Kamerafælderne kan kun vise, hvad der sker på jorden. Brøleaber lever hovedsageligt i trætoppene, og forskerne kan derfor ikke se hele historien.
Naturens mærkeligste adfærd kan lære os mest
Historien fra Jicarón Island minder os om, hvor lidt vi stadig forstår om dyrenes mentale liv. Kapucineraberne er ikke bare instinktdrevne væsner. De udforsker, lærer, efterligner og skaber måske endda deres egne sociale traditioner. Men intelligens er ikke altid lig med visdom. Den lille ø i Panama viser, at selv avancerede dyr kan udvikle adfærd, der virker meningsløs – eller ligefrem skadelig.
Og måske er det netop derfor, opdagelsen er så vigtig. For når forskere undersøger dyr som kapucineraber, lærer de ikke kun om aber. De lærer også noget om evolutionens mest komplekse produkt: evnen til at tænke, eksperimentere og skabe kultur – med alle de muligheder og risici, det indebærer.
