Et nyt hav er ved at opstå under Europas kyster
Når mennesker tænker på Middelhavet, forestiller de fleste sig klare blå bølger, klippekyster og et rigt, men velkendt undervandsliv. Men under overfladen sker der en stille forandring, som forskere beskriver som en af de mest markante økologiske omvæltninger i moderne tid. Det Adriatiske Hav, der i århundreder har været hjemsted for et relativt stabilt middelhavsøkosystem, bliver gradvist åbnet for arter, som tidligere kun hørte hjemme i tropiske farvande.
Blandt de mest bemærkelsesværdige nytilkomne er den giftige dragefisk, Pterois miles, almindeligvis kendt som djævleildfisk eller almindelig dragefisk, og rødhavskaninfisken Siganus rivulatus. Begge arter kommer oprindeligt fra Det Indiske Ocean og Det Røde Hav, men de har i løbet af de seneste årtier bevæget sig længere og længere ind i Middelhavet.
Det er ikke blot en historie om to nye fiskearter. Det er et eksempel på, hvordan menneskeskabte ændringer i havmiljøet kan ændre hele fødekæder, flytte grænserne for arters udbredelse og skabe situationer, hvor lokale økosystemer pludselig skal konkurrere med arter, som de aldrig tidligere har mødt.
Fra tropiske farvande til Adriaterhavet: hvordan invasionen begyndte
Spredningen af de nye arter skyldes ikke én enkelt faktor, men et samspil mellem geografi, klima og menneskelig påvirkning.
En vigtig vej ind i Middelhavet har været Suezkanalen, som forbinder Det Røde Hav med Middelhavet. Da kanalen blev udvidet, blev det lettere for mange arter fra Det Indiske Ocean at bevæge sig nordpå i en proces, som forskere kalder Lessepsisk migration efter Ferdinand de Lesseps, manden bag Suezkanalen.
Tidligere satte Middelhavets køligere temperaturer en naturlig grænse for mange tropiske arter. Men havtemperaturen er steget markant gennem de seneste årtier, og områder, der før var for kolde til at understøtte tropiske organismer, fungerer nu som nye levesteder.
Det betyder, at arter, der tidligere kun kunne overleve kortvarigt i Middelhavet, nu kan etablere permanente bestande.
Forskerne ser især Adriaterhavet som et område, hvor denne udvikling bliver tydelig. Det relativt lukkede havområde med mange kystnære levesteder giver nye arter mulighed for at etablere sig, samtidig med at de lokale arter ikke nødvendigvis har udviklet naturlige forsvarsmekanismer mod dem.
Vingfisken: et smukt rovdyr uden naturlige fjender
Af alle de nye arter er dragefisken blandt de mest spektakulære og samtidig mest problematiske.
Med sine lange finner, markante striber og næsten dekorative udseende ligner den et dyr, der hører hjemme i et tropisk akvarium. Men bag det elegante udseende gemmer sig et effektivt rovdyr.
I sit oprindelige område er dragefisken en del af et komplekst økosystem, hvor dens bestand begrænses af naturlige fjender. I Middelhavet møder den derimod langt færre fjender, hvilket giver den en stor fordel.
Fisken bevæger sig langsomt gennem revområder og klippelandskaber, hvor den jager små fisk og krebsdyr. Problemet er, at dens jagt ikke blot reducerer antallet af enkelte arter. Den kan ændre hele strukturen i lokale fødenet.
Når en effektiv ny jæger introduceres i et økosystem, hvor byttedyrene ikke er vant til den, kan konsekvenserne brede sig gennem hele miljøet. Færre småfisk betyder mindre føde til andre rovdyr, ændrede konkurrenceforhold og i sidste ende en forskydning i hele balancen under vandet.
En giftig forsvarer: hvorfor dragefisken også er farlig for mennesker
Dragefisken angriber ikke mennesker, men dens forsvarssystem gør den til en potentiel fare for dykkere, fiskere og badegæster.
På ryggen og langs finnerne har den 18 giftige pigge, som fungerer som en kemisk beskyttelse mod fjender. Hvis et menneske træder på fisken eller rører ved den, kan giften trænge ind gennem huden.
Et stik kan føre til:
| Symptomer efter kontakt med dragefisk |
|---|
| Intens smerte og brændende fornemmelse |
| Hævelse og rødme |
| Muskelkramper |
| Følelsesløshed |
| Kvalme og opkast |
| I sjældne tilfælde alvorlige kredsløbsproblemer |
Faren ligger især i, at fisken ikke behøver at være levende for at udgøre en risiko. Giftpigge kan stadig skade mennesker efter dyrets død, hvilket gør håndtering af fangede eksemplarer risikabel.
Rødhavskaninfisken ændrer havets vegetation
Mens dragefisken påvirker Adriaterhavet gennem jagt, ændrer rødhavskaninfisken miljøet på en anden måde.
Arten lever primært af alger og undervandsvegetation. Ved første øjekast kan det lyde mindre dramatisk end en rovfisk, men netop denne egenskab gør den til en alvorlig økologisk udfordring.
Mange middelhavsøkosystemer afhænger af balancen mellem planteædende fisk og undervandsplanter. Når en ny planteæder ankommer i store antal, kan den fjerne store mængder vegetation og ændre de områder, hvor andre arter lever og formerer sig.
Forskere fra Kroatien har bemærket, at rødhavskaninfisken allerede har etableret sig i Adriaterhavet efter de første observationer i området i begyndelsen af 2010’erne.
Fisken er desuden udstyret med giftige pigge ved finnerne. Den bruger ikke giften aktivt til angreb, men mennesker kan blive skadet ved kontakt.
Klimaændringerne ændrer reglerne for havets overlevelse
Det centrale spørgsmål for forskerne er ikke kun, hvorfor disse arter kommer til Adriaterhavet, men hvorfor de nu kan blive der.
Svaret findes i havets temperatur.
Mange tropiske arter har tidligere været begrænset af kulde. Middelhavet fungerede som en slags naturlig barriere. Men efterhånden som vandtemperaturen stiger, flyttes denne barriere længere mod nord.
Det betyder, at arter, der tidligere kun kunne overleve i det østlige Middelhav, nu kan bevæge sig mod områder som Adriaterhavet.
Ifølge havforskere er dette en del af en større global tendens, hvor marine arter bevæger sig mod polerne i takt med opvarmningen af verdenshavene.
Det samme mønster ses allerede mange andre steder: fiskearter flytter sig, koraløkosystemer ændres, og traditionelle grænser mellem tropiske og tempererede havområder bliver mindre tydelige.
Kan invasionen stoppes?
Når en invasiv art først har etableret sig i et havområde, er fuldstændig udryddelse næsten umulig.
Derfor fokuserer forskerne i stedet på overvågning og kontrol.
For dragefisk anbefales aktiv fangst, især i beskyttede havområder, hvor bestanden ellers hurtigt kan vokse. Samtidig forsøger forskere at øge bevidstheden blandt fiskere og dykkere, så nye observationer hurtigt kan registreres.
En interessant udvikling er, at nogle områder forsøger at vende problemet til en mulighed. I flere Middelhavslande opfordres fiskere til at fange invasive arter og bruge dem som fødevarer.
Dragefisk kan spises, hvis de giftige pigge fjernes korrekt. På den måde forsøger nogle eksperter at skabe et økonomisk incitament til at reducere bestanden.
Men løsningen er ikke enkel. Selv intensiv fangst kan ikke alene ændre de grundlæggende forhold, der har skabt problemet: varmere have og ændrede økologiske grænser.
Adriaterhavet står foran en ny biologisk virkelighed
Historien om dragefisken og rødhavskaninfisken handler i sidste ende ikke kun om to fremmede fiskearter. Den handler om, hvordan hurtigt et økosystem kan ændre sig, når naturens egne barrierer bliver svækket.
I millioner af år har temperatur, geografi og evolution bestemt, hvilke arter der kunne leve hvor. Nu ændres disse regler på få årtier.
Det Adriatiske Hav er derfor blevet et levende laboratorium, hvor forskere kan observere konsekvenserne af en varmere planet i realtid.
De farverige fisk fra tropiske farvande er på overfladen et fascinerende syn. Men bag deres skønhed gemmer sig en større historie om en verden, hvor grænserne mellem økosystemer langsomt forsvinder.
Og spørgsmålet er ikke længere, om nye arter vil komme. Spørgsmålet er, hvor hurtigt havene vil ændre sig, og hvor godt de eksisterende arter kan følge med.
Kilder og videnskabelige undersøgelser
- Albins, M. A. & Hixon, M. A. (2013). Invasive Indo-Pacific lionfish Pterois volitans reduce recruitment of native Atlantic coral-reef fishes. Marine Ecology Progress Series.
- Kletou, D., Hall-Spencer, J. M. & Kleitou, P. (2016). A lionfish invasion in the Mediterranean Sea. Marine Ecology Progress Series.
- Bariche, M., Torres, M. & Azzurro, E. (2013). The presence of the invasive lionfish Pterois miles in the Mediterranean Sea. Mediterranean Marine Science.
- Zenetos, A. et al. (2012). Alien species in the Mediterranean Sea by 2012. Mediterranean Marine Science.
- Bianchi, C. N. & Morri, C. (2003). Global sea warming and “tropicalization” of the Mediterranean Sea. Biogeographia.
