Hvad synes du om igler? “Grimme, hæslige væsner”, vil du måske sige. Og så tænker du på vores lokale igler. Men forestil dig, at du befinder dig i en lille ferskvandssø i det nordlige Sydamerika, og at det ikke er en eller anden ubetydelig orm, der svømmer mod dig, men et rigtigt monster, der tilsyneladende er i stand til at drikke al blodet i din krop.
Der findes omkring 700 arter af igler, de er udbredt over hele verden undtagen Antarktis, og den største af dem er Amazonas-iglen (Haementeria ghilianii), som kan blive op til 45 centimeter lang! Andre navne for denne ‘blodig blodsuger’ er ‘kæmpe Amazonas-igle’ og ‘Ghilians igle’ (opkaldt efter den italienske entomolog Vittorio Ghiliani)
Voksne individer kan blive op til 10 centimeter brede. Amazonas-klepse tilhører rækken af snabelig igle, dvs. i stedet for kæber har de en snabel (op til 15 centimeter!), som den gemmer i hvile. Amazonas-klepse lever i Sydamerika fra Amazonas’ munding til Fransk Guyana og Venezuela.
Fra 1893 til 1970 blev denne art betragtet som udryddet, indtil Dr. Roy Sawyer fandt et par Amazonas-klepiner i en af dammene i Fransk Guyana. Et af eksemplarerne blev bragt til University of California i Berkeley, og siden da har en kunstig population været opretholdt der under laboratorieforhold. Det fangede individ fik navnet ‘Bedstemor Moses’. I løbet af få år fødte hun omkring 750 afkom. Efter sin død blev hun præpareret og opbevares nu i Smithsonian Institution’s Zoological Museum.
Amazonas-klepsina lever et skjult liv, hvor de gemmer sig i jorden og ligger på lur efter deres bytte. De voksne individer lever af store og mellemstore dyr: kapibaraer, anakondaer, kaimaner og husdyr; de unge igler sutter sig fast på amfibier og reptiler. Snabelen gennemborer huden, udskiller antikoagulantia og bedøvelsesmidler og fungerer som en slange, gennem hvilken parasitten drikker blod. Med sin snabel kan disse igler trænge ret dybt ind i vævet og beskadige store blodkar.
Klepsiner er hermafroditter. Igler udveksler mandlige kønsceller, som befrugter ægceller på iglens krop. ‘Ormen’ bærer æggene med sig indtil afkommet kommer til verden og et stykke tid efter. De unge igler ‘lærer’ deres første ofre at kende sammen med deres forældre, mens de spiser på den samme vært.
Amazonas-igler har været genstand for intensiv forskning i årtier. Fra deres spytkirtler er det lykkedes at udvinde stærke antikoagulantia, der bruges i medicinen til bekæmpelse af blodpropper.
Desværre har jeg ikke kunnet finde præcise oplysninger om den aktuelle status for den globale bestand af Amazonas-klips. Den findes sandsynligvis kun i Fransk Guyana og i det nordlige Brasilien.
På trods af dette findes der slet ingen oplysninger om denne igle på den Internationale Naturbeskyttelsesunions hjemmeside – den er endnu ikke blevet vurderet.
