I dag tager vi til de kølige og stille hjørner af skoven, hvor verden virker uforhastet og som malet på et gammelt akvarel. Der, på rådnende træ, vokser beskedne væsner, der ikke stræber mod himlen, men som kan overraske på andre måder – med deres farve, skjulte liv og en mærkelig egenskab, som vi vil diskutere lidt senere.
Først ser vores helt ud til at være en indbygger i et eventyrligt miniaturekongerige. Kort, tyndbenet, med en lille hat — han ser ud som om han er tegnet af et barn. Men hvis man ser nærmere efter, vil man bemærke, at denne skovbo ikke er så enkel, som han ser ud. Hans udseende og vaner tyder på, at han skjuler en lille hemmelighed, der har med hans »blod« at gøre.
Lad mig præsentere dig for den blødende mycena (Mycena haematopus). Det er en lille, men meget farverig svamp fra familien af ikke-nedbrydelige svampe. Den har fået sit navn fra en usædvanlig egenskab: når stammen eller hatten beskadiges, siver der en tyk, mørkerød væske, der ligner blod, ud af vævet. Det er selvfølgelig ikke rigtigt blod, men farvet latex – en harpiksagtig saft, der beskytter svampen mod skadedyr.
Den blødende mycena elsker fugtige, skyggefulde skove og bosætter sig på døde stammer eller rådnende træstammer, oftest nåletræer. Den vælger træ, der allerede er koloniseret af andre mikroorganismer, og tager de resterende næringsstoffer fra det. På denne måde deltager svampen i den evige kredsløb af stof, hvor den omdanner det døde til det levende — mere præcist til føde for en ny generation af skovbeboere.
Selvom mycenaen er miniature i udseende, er den mindeværdig. Hatten, der er op til to centimeter i diameter, er klokkeformet eller halvkugleformet og varierer i farve fra lyserødbrun til vinbrun. Stammen er lang og tynd med fine hår ved bunden. Hvis man ser nøje på overfladen, kan man se dråber af »blod« frosset fast på snit eller revner.
Det er bemærkelsesværdigt, at denne svamps »blødning« ikke kun er et forsvar mod insekter, men også en slags kemisk signal: de farvede dråber indeholder stoffer, der afviser svampespisende larver. Så selvom den er lille og skrøbelig, ved vores helt, hvordan den skal forsvare sig.
Et andet interessant faktum: Mycena haematopus er en saprotrof, hvilket betyder, at den lever af rådnende organisk materiale. Men den gør det så selektivt, at den foretrækker træ med en vis grad af nedbrydning. Man kan sige, at den er en gourmet i svampens verden, der kun vælger den »rigtigt modne« skovs »dessert«.
Endelig, selvom denne svamp ikke betragtes som spiselig, er den sikker for mennesker – den er simpelthen for lille og uspiselig til at være af kulinarisk interesse. Ikke desto mindre pryder den efterårs- og forårsskoven og tilføjer strejf af mørk burgunder, der især ses på baggrund af gråt, rådnende træ.
I en verden, hvor vi er vant til det storslåede og iøjnefaldende, minder sådanne stille skabninger os om, at skønhed kan være miniature, og mystik kan være skjult i en dråbe, der er frosset fast på en lille stilk. Den blødende mycena søger ikke at tiltrække opmærksomhed, men enhver, der bemærker den én gang, vil sandsynligvis ikke glemme denne lille skovs »rubinrøde« overraskelse.
