Vandrefalker har tilpasset sig livet i de britiske byer.
Hvis der var en olympisk disciplin for luftjagt, ville vandrefalken være den ubestridte mester.
Denne imponerende fugl kan ikke bare flyve hurtigt – den udfører også voldsomme dykangreb med en hastighed på op til 290 km/t, og det gør den med en sådan præcision og ynde, at selv de mest erfarne ornitologer bliver begejstrede.
Himlens konge: udseende og størrelse
Vandrefalker er ret store fugle. De er 39-50 cm lange, og vingefanget kan nå op på 115 cm. Hunnerne er markant større end hannerne: deres vægt varierer i gennemsnit fra 600 til 1300 gram. Deres genkendelige silhuet suppleres af en mørk ‘maske’ på ansigtet og en stribet bryst, mens den blågrå ryg gør dem særligt elegante i flugt.
Levevis
De er ægte kosmopolitter: de lever på alle kontinenter undtagen Antarktis og tæller mindst 17 underarter. I Storbritannien ynglede havørne tidligere i kyst- og bjergområder, men nu vælger de i stigende grad byerne. For dem er betonjunglen med højhuse og elmaster blevet en ideel erstatning for klipperne.
Tilbage til himlen
I 1960’erne nåede bestanden af havørne i Storbritannien et kritisk lavt niveau på kun 385 par. I dag er der omkring 1750 par, hvilket giver håb på baggrund af den generelle nedgang i antallet af vilde arter.
Byjægere
Vandrefalker er blevet et symbol på tilpasning. De lever ikke kun i storbyer, men jager også midt i byerne. Deres byttedyr er oftest blåfugle og stære – fugle, som der er rigeligt af i byerne. I naturen foretrækker de guldspurve, ryper eller havfugle.
Men havørnenes kost kan overraske med sin uforudsigelighed. I Derby fandt man engang en polær skråpe i et rede, og i Bate jagede et par sapans en korstær.
Jagt
Vandrefalks jagtteknik er en sand kunst. Den folder vingerne og halen sammen, så den bliver til en levende dråbe, og styrter ned i en svimlende dykning. Slagene med kløerne er så kraftige, at byttet ofte dræbes øjeblikkeligt. Hvis byttet stadig lever, afslutter rovdyret jagten ved hjælp af en ‘pande-tand’ på næbbet, som det bruger til at brække byttets hals.
Unikke tilpasninger
Hurtige dyk er forbundet med en enorm belastning af kroppen. For at klare det pludselige trykfald har havørne specielle knoglefremspring i næseborene, der bremser luftstrømmen. Øjnene beskyttes af en halvgennemsigtig blinkhinde, der fungerer som et indre øjenlåg: den beskytter mod vind og støv uden at forringe synet.
Det er interessant, at fuglen holder hovedet i en strengt vandret position under dykningen. Det er ikke kun af æstetiske årsager – denne bane reducerer luftmodstanden og giver mulighed for at kontrollere byttets position i synsfeltet perfekt.
Aktivitetssæson
Den bedste tid er foråret og begyndelsen af sommeren. I marts begynder parringssæsonen, og i april-maj lægges æggene. Allerede i juni er ungerne klar til deres første jagtøvelser, mens forældrene flyver rundt i området og utrætteligt jager føde.
Se dem selv
Du kan observere denne spændende aktivitet helt gratis. Høje bygninger, gamle katedraler og industribygninger er gode udsigtspunkter. Hvis du er heldig, kan du se det øjeblik, hvor en havørn ‘sætter sig’ i luften – folder vingerne sammen og styrer mod sit mål.
