Hvert efterår fyldes himlen over markerne og skovene med kiler af trækfugle. Nogle skynder sig sydpå til Afrika, andre til kysterne ved Middelhavet, og atter andre dybt ind i Asien. Og hvert år vender de tilbage, som om de følger usynlige ruter, der er tegnet i luften af naturen selv.
Men hvordan finder fuglene vej over tusinder af kilometer uden kort, kompasser eller navigatører? Svaret ligger i en kombination af medfødte instinkter, naturlige mekanismer og en utrolig evne til at fornemme Jorden.
Instinktet som indre navigator
I dyreverdenen erstatter instinkter ofte læring. Fugle lærer for eksempel ikke at bygge reder – de gør det intuitivt. På samme måde hjælper et medfødt program dem med at navigere under trækket.
Unge fugle tager ofte af sted tidligere end voksne og flyver uden ledsagelse. Ikke desto mindre vælger de den rigtige retning og flyver til netop de områder, hvor deres forældre tilbringer vinteren. Dette beviser, at kendskabet til ruten er medfødt hos dem – ligesom biologisk hukommelse.
Eksperimenter, der bekræfter medfødt navigation
Den første række observationer
I et eksperiment flyttede ornitologer en gruppe fugle til et helt ukendt område inden migrationens start. Ideen var, at fuglene, frataget deres sædvanlige landemærker, ville fare vild. Men så snart det var tid til at flyve, fløj de strengt i den rigtige retning – mod deres vinterhjem.
Dette beviste, at fugle ikke navigerer efter visuelle objekter, men efter indre landemærker, der er iboende i naturen.
Andet eksperiment
Flyttede forskerne ænderæg fra England til Finland. De udklækkede ænder voksede op blandt finske ænder, men da det var tid til at flyve væk, fløj de ikke i samme retning som deres finske naboer. De fløj i samme retning som deres »engelske« forfædre, som de aldrig havde set.
Disse eksperimenter bekræftede, at fugle fødes med et migrationsprogram, der ikke kun angiver retningen, men også de omtrentlige afstande.
Hvordan fugle navigerer: naturlige GPS’er og kompasser
Forskere er stadig ikke enige om, hvordan fugle »fornemmer« deres vej. Der findes dog flere komplementære teorier, som hver især forklarer en del af dette fænomen.
Jordens magnetfelt
Den mest udbredte hypotese er magnetisk orientering. Jorden har magnetiske linjer, der strækker sig fra Nordpolen til Sydpolen, og fuglene er i stand til at opfatte dem som et kort.
Der er fundet specielle proteiner kaldet kryptochromer, som er følsomme over for magnetfelter, i deres nethinder. Disse proteiner gør det muligt for dem at se retningen af kraftlinjerne bogstaveligt talt »med deres øjne«.
Takket være dette synes fugle at have et indbygget kompas, der hjælper dem med at forstå, hvor nord og syd er, selv om natten eller i tåge.
Stjernehimlen
Mange natlige trækfugle navigerer efter stjernerne. Forskere gennemførte et eksperiment ved at placere fugle i et planetarium. Når de fik vist stjernernes faktiske placering, valgte de den rigtige flyveretning. Så snart stjernehimlen blev ændret, mistede de orienteringen.
Denne »stjernenavigator« er især vigtig for arter, der flyver om natten.
Solen og dens position
Dagaktive fugle bruger et solkompas. De husker solens position på et bestemt tidspunkt af dagen og justerer deres kurs afhængigt af dens bevægelse. Samtidig »genberegner« fuglens hjerne automatisk retningen under hensyntagen til solens bevægelse.
Denne evne kaldes tidsmæssig kompensation og kræver et nøjagtigt biologisk ur.
Orientering ved hjælp af lugt og landskab
Ud over globale landemærker husker fugle lugte og konturerne af kyster, bjerge og floder. Når de vender tilbage om foråret, genkender de velkendte ruter og redepladser. Duer og spurve er særligt gode til dette.
Hvordan fugle husker deres rute
Trækruter er ikke statiske — fuglene justerer dem i henhold til klima og geografi. Nogle arter ændrer gradvist deres rute og udforsker nye områder. Retningen forbliver dog på det instinktive niveau.
Kyllinger husker de steder, hvor de stoppede, og voksne deler denne erfaring gennem adfærd. Sådan dannes den arvelige hukommelse om ruter, der gives videre fra generation til generation.
Hvis Jordens magnetfelt ændrer sig
Forskere bemærker, at ændringer i magnetfelter, især under solstorme, påvirker migrationen. På sådanne dage er der tilfælde af desorientering, hvor flokke afviger fra deres kurs og ender i ukendte områder.
De fleste fugle har dog tilpasningsmekanismer — de kan justere deres rute ved hjælp af stjernehimlen og visuelle landemærker.
Tre interessante fakta
- Nogle sejlere kan tilbringe op til 10 måneder i luften uden at lande på jorden.
- Den længste migration tilhører den arktiske terne — den rejser mere end 70.000 km om året mellem Arktis og Antarktis.
- Duer er i stand til at vende hjem, selv efter at være blevet transporteret hundreder af kilometer væk, ved hjælp af magnetiske og duftsignaler til orientering.
Historisk kontekst
- I oldtiden troede man, at fuglene forsvandt om vinteren »ud i havet« eller »sov i mudderet«.
- Først i det 18. århundrede beviste tyske ornitologer eksistensen af migration ved at studere fugle med mærker.
- Moderne GPS-mærker giver os mulighed for at spore hver fugls rute — nogle gange krydser deres ruter hele kontinenter.
