Hvalrosser bliver tvunget væk fra isen af den globale opvarmning.
De vejer mere end en personbil, men frygter støjen fra en helikopter. Deres hjem smelter bogstaveligt talt under deres svømmefødder. Hvalrosser – en af de mest fantastiske skabninger i Arktis, hvis liv i dag hænger i en tynd tråd.
Ja, hvalrossen er et pattedyr
Bare for en sikkerheds skyld: Hvalrosser er faktisk pattedyr. Deres latinske navn er Odobenus rosmarus, men i gamle kilder kan man finde dem under navnet ‘morse’.
Disse enorme dyr lever i det kolde vand i Arktis og er opdelt i to underarter – Atlanterhavet og Stillehavet. De mest imponerende er de mandlige stillehavshvalrosser. Deres vægt på op til 1700 kg og længde på op til 3,6 meter gør dem til ægte kæmper blandt pinnipedia.
Sådan ser de arktiske kæmper ud
Hvalrossen er umiddelbart genkendelig på to ting – lange stødtænder og et karakteristisk overskæg. Begge køn har begge dele, men hannerne er markant større end hunnerne.
Hvalrossens hud er tyk – op til 5 cm, grå i farven, og sjældne rødlige hår giver den et brunligt skær. Dette udseende er ikke en tilfældighed, men en ideel tilpasning til livet i isfyldte farvande.
Hvad hvalrosser spiser
Hvalrossens største delikatesse er bløddyr og muslinger. De søger bogstaveligt talt efter dem på havbunden ved hjælp af meget følsomme knurhår. Nogle gange omfatter kosten også fisk og endda unge sæler.
Livet i selskab med andre
Hvalrosser er sociale dyr. De danner store flokke, hvor hundredvis og nogle gange tusindvis af individer kan samles. Det hjælper dem med at forsvare sig mod rovdyr og holde varmen under de barske forhold i Arktis.
Hvor man kan finde hvalrosser i dag
Disse kæmper lever ikke i det åbne hav, men nær kysterne ved siden af ishylderne. Deres foretrukne levesteder er Svalbard, Alaska, de nordlige kyster i Rusland, Canada og Norge. De kommer ofte i land for at hvile, sole sig eller bare ligge på land.
Hvorfor isen ikke bare er et hjem
I dag står hvalrosserne over for en alvorlig trussel – smeltende havis. De plejede at hvile på isplatforme i havet i nærheden af deres fødeområder. Nu er de tvunget til at flytte ind til kysten. Dette fænomen har endda fået et særligt navn – »rookeries on land«.
En sådan flytning er en stor belastning for hvalrosserne. Den tætte koncentration af dyr øger risikoen for at dø. Enhver høj lyd – f.eks. en forbipasserende helikopter – kan fremkalde panikflugt. Som følge heraf dør dusinvis af hvalrosser, der bliver trampet ned af deres slægtninge.
Desuden er isen ikke bare et hvilested. Den giver mulighed for at være tæt på den rige havbund. På land skal hvalrosser tilbagelægge en meget større afstand til deres fødeområder, hvilket ofte viser sig at være en dødelig prøvelse for gamle og unge hvalrosser.
Mennesker og hvalrosser: et komplekst forhold
For arktiske folk er hvalrosser en kilde til mad, brændstof og materialer. Deres kød, fedt og stødtænder har været grundlaget for livet under de barske forhold i nord i århundreder.
I dag opstår der dog ofte konflikter mellem traditionelle jægere og miljøforkæmpere. Nogle insisterer på at bevare århundreder gamle traditioner, mens andre opfordrer til at begrænse jagten af hensyn til bevarelsen af bestanden.
Klimakrise og sjette udryddelse
Arktis er i hastig forandring. Forskere kalder allerede det, der sker, for den sjette masseudryddelse i Jordens historie. Og hvalrossen er et af de ofre, hvis skæbne ikke kun afhænger af naturen, men også af mennesker.
Når isen smelter, tvinges hvalrosserne til at bevæge sig sydpå og indtage nye kystområder, hvor livsbetingelserne er meget værre. Adgangen til føde mindskes, risikoen for dødelighed øges, og bestandene fortsætter med at falde.
Sidste chance for hvalrosser – og for os
I dag er hvalrossens situation blevet et symbol på den globale krise. Hvis klimaforandringerne ikke stoppes, vil ikke kun disse fantastiske skabninger forsvinde, men hele arktiske økosystemer.
Deres kamp for overlevelse er en påmindelse til hele menneskeheden: Hvert ton udledning, hver fældet skov og hver kortsigtet lov har konsekvenser.
