Forestil dig en skov fyldt med sang fra millioner af stemmer. Forestil dig, at hver sang er et kærlighedskald. Forestil dig nu, at nogle af disse stemmer kommer fra væsener, der ikke længere har kærlighed eller endda køn. Kun kaldet. Kun løgne.
Det hele starter med en dans. En ung han-cikade finder en høj gren, spreder sine vinger og kalder. Hans krop er stadig i live, men den er allerede begyndt at falde fra hinanden. Han vil ikke længere være i stand til at parre sig, men han fortsætter med at kalde. Et par timer senere foregiver han at være en hun, og andre hanner flyver hen til ham, som om det var deres elskede. De vil alle dø. Men ikke med det samme.
Synderen er Massospora cicadina, en manipulerende svamp fra familien Entomophthoraceae. Dens mål er at sprede sig, og dens metode er at forvandle insekter til seksuelt aktive, men dødsdømte »zombier«. Den dræber ikke med det samme — tværtimod bevarer den kroppens levedygtighed og tvinger den til at bære sporen så længe som muligt. Samtidig kontrollerer den sit offers adfærd — på adfærdsmæssigt, kemisk og muligvis hormonelt niveau.
Den lever, hvor periodiske cikader forekommer — hovedsageligt i de østlige og centrale regioner af USA. Den er især aktiv under fremkomsten af generationer af Magicicada-slægten, som dukker op fra undergrunden en gang hvert trettende eller syttende år(!). Mens tusinder af insekter bryder igennem jorden, venter Massospora allerede på deres ruter – venter, inficerer og integrerer sig stille og roligt i det massive parringsritual.Det mærkeligste er, at dens frugtlegeme ikke udvikler sig som en kappe eller spore på overfladen. Den kommer direkte ud af insektets krop og fortrænger dens bagende som en hvid, smuldrende klump. Når man ser på en inficeret cikade, kunne man tro, at den har mistet halvdelen af sin krop.
Og alligevel flyver den, synger og søger efter en partner. Selv når den ikke længere kan befrugte den.
Det er bemærkelsesværdigt, at svampen syntetiserer psykoaktive stoffer. Blandt dem er amfetaminer, som sandsynligvis stimulerer aktiviteten hos inficerede individer. Dette gør den til en af de få kendte parasitter, der bruger »narkotisk« kemi til at manipulere deres ofres adfærd.
Men det er ikke alt. Nogle individer, der er inficeret med svampen, begynder at efterligne det modsatte køns parringsadfærd. Hannerne basker med vingerne, som om de kalder på andre hanner. Og de reagerer. Som et resultat finder sporerne nye værter — med hjælp fra en falsk kald, en falsk krop og ægte, dødbringende intimitet.
Svampen interagerer ikke direkte med mennesker. Den studeres dog med interesse: som et eksempel på neuroparasitologi, adfærdsbiologi og endda en potentiel bioingeniørressource. Den er et eksempel på, hvordan livet kan bruge adfærd som en vektor. Et eksempel, der er både skræmmende og fascinerende.
Og så, midt i den tætte skov i juni, omgivet af lyden af parringskoret, udspiller der sig en tragikomedie. Nogle kalder på livet – andre kalder på døden og maskerer det som kærlighed. Og midt i al denne raslen, midt i vinger, sange og bedrag, strækker myceliets usynlige tråd sig gennem tiden.
