Efter 80 år vender klokkefrøen tilbage: sådan lykkedes det at genoplive en forsvundet bestand på Als
Der findes øjeblikke i naturbevarelse, hvor resultatet ikke måles i store tal eller spektakulære billeder, men i en ganske særlig lyd. Et lille, næsten metallisk kvæk, der minder om klokker fra en fjern landsbykirke. For biologerne bag genudsætningsprojektet på Als blev netop denne lyd beviset på, at noget, der havde været væk i årtier, langsomt var på vej tilbage.
Efter omkring 80 års fravær har den sjældne klokkefrø (Bombina bombina) igen formået at yngle i naturen ved Egetofte i Sønderskoven og på Arnkilsøre på Als. Det er ikke blot en lokal succes for en lille paddeart, men et eksempel på, hvor komplekst og langsigtet arbejdet med biodiversitet er blevet i en tid, hvor mange arter kæmper for at overleve.
For biolog Lonnie Jessen fra Naturstyrelsen Sønderjylland var øjeblikket, hvor de første tegn på naturlig formering blev opdaget, noget helt særligt. Projektets mål havde fra begyndelsen været, at frøerne ikke bare skulle overleve efter udsætning, men at de skulle skabe en selvstændig bestand, der på sigt kunne klare sig uden menneskelig hjælp.
Det er netop forskellen mellem at flytte dyr og faktisk genoprette natur. En bestand, der kun eksisterer, fordi mennesker hvert år tilfører nye individer, er ikke en reel tilbagevenden. Den afgørende milepæl kommer først, når dyrene selv finder partnere, formerer sig og tilpasser sig deres nye omgivelser.
Og det er præcis det, der nu ser ud til at ske på Als.
En lille frø med en stor historie
Klokkefrøen er en af Danmarks mest karakteristiske padder, men også en af de mest sårbare. Den er let at kende på sit særlige udseende med en mørk underside dækket af orange, røde eller gule pletter og på dens helt særlige kald, som har givet arten sit navn.
Lyden har gennem tiden gjort den til en af de mest fascinerende danske frøarter. Hvor mange frøer har et kraftigt eller raslende kvæk, lyder klokkefrøens kald mere som små klokker, der ringer over vandfladen på varme sommeraftener.
Men bag den smukke lyd gemmer sig en historie om tilbagegang.
Klokkefrøen stiller nemlig langt større krav til sit levested end mange andre padder. Den har brug for solrige, lavvandede vandhuller, hvor vandet hurtigt bliver varmt om foråret, fordi ynglen er afhængig af de rette temperaturer for at udvikle sig. Samtidig kræver den åbne landskaber med græsarealer, hvor vegetationen ikke bliver for tæt.
Det betyder, at ændringer i landskabet kan få store konsekvenser. Når gamle græsningsarealer forsvinder, vandhuller gror til, eller landbrugslandskaber bliver mere ensartede, mister klokkefrøen de små økologiske lommer, som den har brug for.
Derfor handler projektet på Als ikke kun om selve frøerne. Det handler om at genskabe et helt landskab omkring dem.
Fra 900 udsatte frøer til en ny begyndelse
For to år siden satte Naturstyrelsen Sønderjylland de første 900 klokkefrøer ud i de udvalgte områder. Året efter blev yderligere 900 frøer sat ud som en del af den treårige indsats.
På papiret kan det lyde enkelt: Flyt dyr til et område, og vent på, at de formerer sig. Men i virkeligheden er naturgenopretning langt mere uforudsigelig.
En frøbestand afhænger af utallige faktorer. Vejret skal være passende. Vandhullerne skal have den rigtige kvalitet. Der skal være nok føde. Rovdyr må ikke presse bestanden for hårdt. Og de enkelte dyr skal faktisk kunne finde hinanden og gennemføre hele livscyklussen.
Derfor var den første yngel så vigtig.
Den viste, at klokkefrøerne ikke bare kunne overleve i området, men at de accepterede landskabet som et sted, hvor en ny generation kunne vokse op.
For biologerne er det et tegn på, at naturen selv begynder at tage over igen.
Hvorfor små arter betyder noget for hele økosystemet
Når en sjælden art vender tilbage, handler det sjældent kun om én enkelt organisme. En art som klokkefrøen fungerer som en slags indikator for naturens tilstand.
Hvis en klokkefrøbestand kan etablere sig, betyder det ofte, at der også findes de rette forhold for mange andre arter: insekter, vandplanter, fugle og andre smådyr, der er afhængige af samme landskab.
Padder spiller desuden en vigtig rolle i naturens kredsløb. Som haletudser påvirker de livet i vandhullerne, mens voksne frøer regulerer bestanden af forskellige smådyr og samtidig selv indgår som føde for fugle og andre rovdyr.
En tilbagevenden af klokkefrøen fortæller derfor noget større om naturens evne til at komme igen, hvis mennesker skaber de rigtige betingelser.
Det er en vigtig pointe i moderne naturbevarelse: mange arter er ikke nødvendigvis forsvundet for altid, men de mangler de steder, hvor de kan leve.
Den svære kunst at give naturen plads igen
Genudsætningsprojekter kan være kontroversielle, fordi de rejser et grundlæggende spørgsmål: Hvor meget skal mennesker blande sig i naturen?
Nogle mener, at naturen bør udvikle sig uden menneskelig indblanding. Andre peger på, at mennesker allerede har ændret landskaber så grundlæggende, at aktiv genopretning er nødvendig, hvis truede arter skal have en chance.
Klokkefrøprojektet på Als viser denne balance. Målet er ikke at skabe en kunstig bestand, der for evigt kræver hjælp. Målet er at reparere nogle af de forhold, der tidligere gjorde det muligt for arten at eksistere naturligt.
Derfor handler arbejdet ikke kun om at sætte frøer ud. Det handler også om at skabe flere vandhuller, sikre lysåbne områder og bevare de græsningsarealer, som arten har brug for.
Til efteråret skal der graves endnu flere vandhuller i området. Det skal give frøerne flere muligheder for at yngle og samtidig gøre bestanden mere robust.
Et lille kvæk med stor betydning for fremtiden
Når de sidste 900 klokkefrøer snart bliver sat ud som en del af projektet, er det ikke slutningen på arbejdet. Tværtimod begynder den vigtigste fase: at se, om naturen selv kan føre historien videre.
Ingen kan garantere, at bestanden vil vokse år efter år. Naturen fungerer ikke som et kontrolleret eksperiment, hvor alle faktorer kan styres. Tørke, sygdomme og ændringer i miljøet kan stadig påvirke resultatet.
Men ynglen på Als viser noget afgørende. Den viser, at en art, som har været væk fra området i otte årtier, stadig kan finde tilbage, når den får de rette betingelser.
I en tid, hvor mange historier om biodiversitet handler om tilbagegang og tab, er klokkefrøens stille klokkelignende kvæk blevet et sjældent eksempel på det modsatte: at målrettet naturarbejde faktisk kan bringe livet tilbage.
