I dag har vi en »fugleudgave«, hvor jeg vil fortælle jer om en fugl, der har lært at efterligne insekter ved hjælp af ikke sin stemme, men sine vinger.
Mød den rødhættede manakin (Machaeropterus deliciosus), der lever i de tropiske skove i Ecuador og Colombia. Hannerne har et lyst, attraktivt fjerdragt, mens hunnerne, som det ofte er tilfældet med fugle, har en beskeden farve, så de ikke tiltrækker rovdyrs opmærksomhed, mens de ruge og fodrer deres unger.
Det er bemærkelsesværdigt, at hunnerne hovedsageligt tiltrækkes af hannerne på grund af deres musikalske talenter og ikke deres lyse farver. I tilfældet med manakiner er det ikke sangtalentet, der er vigtigt, men instrumentalistens.
I insektverdenen findes der en del eksempler på lyde, der produceres ved stridulering (et smart ord, som forskere bruger til at beskrive gnidningen af en del af kroppen mod en anden).
Til dette formål har dele af kroppen en anatomi, der kan beskrives som et »ske-vaskebræt«-mønster. Det er sådan, græshopper og fårekyllinger, som vi kender, laver lyde.
Men blandt hvirveldyr er manakiner måske de eneste repræsentanter, der har anatomiske tilpasninger til stridulering.
Det er de sekundære flyvefjer på vingerne, som har en særlig struktur. Fuglen basker med vingerne med en forbløffende hastighed på 100 gange i sekundet (til sammenligning basker den hurtigtflyvende kolibri med vingerne 50 gange i sekundet).
Friktionen skaber en grundtone blandet med harmoniske toner, hvilket resulterer i en klang, der minder om staccato-lydene fra en violin. For at kunne baske med vingerne i en sådan hastighed har manakiner udviklet solide knogler (normalt har fugle hule knogler for at reducere deres flyvevægt).
Det bemærkelsesværdige er, at hunnerne ikke basker med vingerne, men de arver de samme knogler. Som en gammel sang siger: »Det er ikke let at være musikerens kone.« I manakins tilfælde får disse ord en bogstavelig betydning.
