Foran os står et lille og interessant dyr, der er 9-11 cm stort og vejer op til 120 g. Hvad hedder det?
Personligt foretrækker jeg det argentinske navn. Jeg har ingen anelse om, hvad det betyder, men det lyder smukt – Pichiciego. Det kaldes også romantisk for den lyserøde eventyrlige panserbjørn eller den lyserøde fe, og nogle gange også for panserbjørn-mus. Alle navnene passer perfekt, ikke?
De lyserøde feer (Chlamyphorus truncatus) lever i et lille område i Argentina, udelukkende på tørre enge eller sandede områder blandt kaktus og tornede buske.
Da amerikaneren Garlan i 1824 fangede det første eksemplar, overraskede han de lokale beboere, som ikke vidste noget om dens eksistens.
Og det er forståeligt:
- Feen er et udelukkende nataktivt dyr, der om dagen gemmer sig i sin hule;
- den er utrolig forsigtig og flygter hurtigt under jorden ved den mindste fare. Og det gør den med utrolig hastighed, på bare få sekunder. Ligesom vi hurtigt dykker ned i vandet, graver feen sig ned i jorden.
Dyrets liv er ret dårligt undersøgt. Først fangede man to eksemplarer, som døde næsten med det samme, og i 100 lange år studerede forskerne kun de to lig, som blev opbevaret i museer i Philadelphia og London. Senere lykkedes det at fange endnu et par eksemplarer og studere dem i detaljer, men meget af deres adfærd er stadig et mysterium.
Sagen er, at dyret er ekstremt ‘nervøst’, og enhver forandring (selv temperaturændringer) forårsager stress. Og nogle gange er stressen så stor, at feen dør. Derfor er det ikke muligt at holde dem i fangenskab eller endda transportere dem til et andet sted. Som regel flyver feen væk få timer eller dage efter fangsten og efterlader kun sit døde legeme.
I løbet af de sidste 40 år er det kun lykkedes tre gange at holde feer i fangenskab i længere tid – 8, 22 og 30 måneder. Og det er meget svært at spore dem. En af de mest autoritative naturforskere jagede feer i 7 måneder, men kunne ikke engang finde et lig.
Sådan er feer – de har åbenbart en magisk kappe, der skjuler dem for menneskets øjne. Som regel møder man dem tilfældigt, når man anlægger vandingskanaler. Panseret adskiller sig fra andre pansrede dyr – det er meget blødere og mere fleksibelt. Det er de eneste pattedyr, hvis panseret er dannet af forbenede hudpartikler. Det vil sige, at det ikke er som vores negle, men som meget grov hud på fødderne.
Panseret består af 24 separate plader. Dette gør det muligt for dyret at rulle sig sammen i tilfælde af fare. Kun på hovedet sidder pladerne tæt til kraniet, på ryggen hænger de over kroppen og er fastgjort med en speciel membran.
Det mest charmerende ved feen er dens farve – en lyserød panser og en lysegul eller hvid, blød pels nedenunder. I enden har Pichisiego en tung hale, der ikke kan løftes og slæber hen ad jorden efter sin ejer. De små næsebor er dækket af pukler, og de små ører er dækket af hår. Forresten er fraværet af øreflip ekstremt sjældent blandt pattedyr. Tænderne er som søm, flade på toppen og uden rødder. Feens overjordiske udseende fuldendes af oppustede læber. De er dog meget tætte.
Synet er svagt og opfanger kun lys, mens lugtesansen er det vigtigste sansorgan. Den finder kun føde ved hjælp af lugtesansen. Den er tavs. Den skriger kun, når den er bange, og når der er fare.
Den mindste panserdyrs levevis er dårligt undersøgt. Den graver huler ved myretuer og lever af myrer og larver. Spiser også andre insekter, orme, snegle og nogle planter.
Lever i små, kortvarige skjulesteder – huler, der er 6-7 cm brede og flere meter lange, med flere indgange og små rum. Hele konstruktionen ligger ikke dybere end 15 cm under overfladen.
Den kan ikke lide fugt. Den kan blive syg af vådt pels, og pelsbukserne kan ikke skiftes. Derfor forlader den sin oversvømmede hule efter regn og bliver let bytte for rovdyr. Feer er generelt meget langsomme og klodsede på overfladen. Deres element er sand.
De lever alene og kommunikerer kun med slægtninge i parringsperioden. De er monogame.
Hunner føder kun ét ungt. Ungerne ligner deres forældre, men deres panser er meget blødt. Hvor mange der findes i naturen er ukendt.
