Australien kan blive det sidste tilflugtssted for den gigantiske savfisk, men forskerne ved stadig ikke, hvor mange der er tilbage
Den grønne savfisk, en sjælden fisk med et langt, takket snabel, der minder om en sav, er forsvundet fra en betydelig del af sit historiske udbredelsesområde. I visse områder i Afrika og Sydasien er den ikke blevet set i årtier. Langs Australiens nordkyst findes der dog stadig nogle af de sidste relativt velbevarede bestande af denne art, som kan blive op til cirka 6 meter lang.
Forskere fra Murdoch University i Vest-Australien betegner denne region som en slags ‘redningsbåd’ for den grønne savfisk (Pristis zijsron), der er kritisk truet af udryddelse. Men bag den opmuntrende formulering gemmer der sig et alvorligt problem: Forskerne kan endnu ikke med sikkerhed sige, hvor mange af disse fisk der er tilbage i verden, hvor alle de vigtige levesteder befinder sig, og hvor mange voksne individer der er i stand til at formere sig.
Hvad ved man om den grønne savfisk
Den grønne savfisk tilhører familien af savfisker. På trods af den ydre lighed med hajer er det en rokke med en flad krop og et karakteristisk langstrakt snabel, hvor der langs kanterne sidder skarpe tænder. Snablen hjælper med at opdage bytte og er med til at fange det. På snablen findes følsomme strukturer, der kan opfange svage elektriske felter, som andre dyr skaber.
Denne egenskab har dog også en farlig side: den lange, takkede snude vikler sig let ind i fiskenet. Fisken kan havne i redskaberne ved et uheld, selvom fiskerne ikke har til hensigt at fange den.
En voksen grøn savnæse kan blive op til ca. 6 meter lang. Men dens store størrelse gør den ikke modstandsdygtig over for fiskeri. Savnæser vokser og formerer sig langsomt, og derfor kan tab af voksne individer og unger have langsigtede konsekvenser for bestanden.
Den Internationale Naturbeskyttelsesunion (IUCN) klassificerer den grønne savnæse som en art, der er på randen af fuldstændig udryddelse, dvs. i kategorien ‘Critically Endangered’. Dens situation afspejler en bredere krise blandt savfisker: mange arter i denne gruppe er særligt sårbare på grund af bifangst, tab af kystnære levesteder og ringe evne til hurtigt at genoprette bestandsstørrelsen.

Hvorfor er Australien blevet et afgørende tilflugtssted?
Historisk set levede den grønne savfisk i de tropiske og subtropiske farvande i den indisk-vestlige del af Stillehavet. Nu er dens udbredelse blevet langt mere fragmenteret. I nogle regioner er arten ikke blevet registreret i lang tid, mens dens nuværende status i andre regioner forbliver uafklaret: Manglende observationer af en sjælden fisk beviser ikke altid, at den er fuldstændig forsvundet.
Nordaustralien har en særlig betydning, da der her stadig findes grønne savfisk, og der stadig er egnede kystnære levesteder. Ifølge forskere fra Murdoch University har de faktorer, der har ført til artens tilbagegang i andre regioner, haft et mindre ødelæggende indvirkning i Nordaustralien. Dette har bidraget til at bevare bestande, som nu kan vise sig at være afgørende for artens videre overlevelse.

Pilbara-regionen i Vest-Australien indtager en særlig plads. Den er blevet et af verdens vigtigste centre for forskning i den grønne savfisk: her kan forskerne observere dyrene i deres naturlige miljø og undersøge de steder, som de har brug for i de forskellige livsfaser.
Men ’tilflugtssted’ betyder ikke et sikkert område, hvor truslerne er forsvundet. Selv i Australien fanges savfisker i fiskenet, og dataene om bestandsstørrelse og dødelighed er stadig ufuldstændige. Tilstedeværelsen af en bevaret bestand giver mulighed for at handle, men garanterer ikke dens fortsatte eksistens.

123 videnskabelige artikler, men bestandsstørrelsen er stadig ukendt
En vigtig kilde til nye data dukkede op den 11. september 2026. I tidsskriftet “Reviews in Fish Biology and Fisheries” blev der offentliggjort en videnskabelig oversigtsartikel med titlen “The Critically Endangered green sawfish (Pristis zijsron): current knowledge and future directions”. Undersøgelsen blev udarbejdet af et team fra Murdoch University under ledelse af Jack Ingelbrecht og David Morgan.
Forfatterne har samlet 123 videnskabelige publikationer, der er udkommet siden 2005 og omhandler den grønne savfisk eller dele af den. Af disse indeholdt 65 artikler data om australske eksemplarer, 36 vedrørte Vestaustralien, og 29 omhandlede Pilbara-regionen. Der var flere publikationer om undersøgelser af denne region end om alle de øvrige områder i Vest-Australien tilsammen.

Men det store antal videnskabelige artikler betyder ikke, at forskerne allerede kan tælle de tilbageværende dyr. I oversigten står der udtrykkeligt: Der findes ingen pålidelige empiriske data om den globale bestand af den grønne savfisk. Forskerne kender heller ikke det nøjagtige antal bevarede delbestande og har ikke et pålideligt billede af ændringerne i deres bestandsstørrelse.
Ifølge skøn, der fremgår af en videnskabelig oversigtsartikel, kan bestanden af grøn savfisk være faldet med mere end 80 % i løbet af de seneste 50 år. Dette er et skøn over det formodede fald og ikke resultatet af en direkte optælling af alle fisk. I nogle regioner er forskerne nødt til at basere sig på historiske fangsttal og observationer, som i sig selv ikke giver et fuldstændigt billede af bestandens tilstand.
En sådan usikkerhed vanskeliggør beskyttelsen af arten. Hvis man ikke ved, hvor mange voksne individer der er tilbage, hvor de bevæger sig hen, og hvilke grupper der er forbundet med hinanden, er det svært at afgøre, hvilke områder der først og fremmest skal beskyttes, og hvor effektive de eksisterende foranstaltninger er.

Pilbara: hvorfor mangroveskove er vigtige for artens overlevelse
For den grønne savfisk er lavvandede kystområder, flodmundinger og tidevandskanaler særligt vigtige. Unge fisk benytter sig af sådanne steder i de tidlige livsfaser, mens voksne individer kan bevæge sig længere væk fra kysten, mod den ydre del af kontinentalsoklen.
Et af de vigtige undersøgelsesområder er blevet Ashberton-flodens flodmunding i Pilbara og de tilstødende mangrovekanaler. Undersøgelser har vist, at unge savfisk benytter disse kystnære levesteder i lang tid, og at deres bevægelser blandt andet er knyttet til tidevandet. Disse områder fungerer faktisk som naturlige opvækstområder.
Betydningen af sådanne steder rækker ud over den enkelte art. Flodmundinger og mangroveskove giver unge fisk skjul og adgang til føderessourcer. Hvis disse områder forringes eller forstyrres af økonomisk aktivitet, kan konsekvenserne påvirke de unge fiskes overlevelse og dermed tilstanden for hele bestanden.
Samtidig skal forskerne stadig finde ud af, i hvor høj grad de enkelte opvækstområder er forbundet med hinanden, hvor de voksne fisk bevæger sig hen, og hvilke områder de voksne individer har brug for til at formere sig. Netop den rumlige økologi hos voksne savfisker er blandt de vigtige huller, der blev påpeget i oversigten fra 2026.

Fiskernet udgør fortsat en alvorlig trussel
En af de største farer for savfiskene er, at deres anatomi gør det særligt sandsynligt, at de fanges ved et uheld. Den lange snabel med tænder hænger let fast i nettene, hvilket kan føre til dyrets død, selvom fiskerne ikke havde til hensigt at fange det.
I den videnskabelige oversigt nævnes overfiskeri og tab af levesteder som de vigtigste årsager til bestandsnedgangen hos savfisker. Forfatterne understreger særskilt, at de eksisterende teknologier til forebyggelse af bifangst endnu ikke udgør en universel løsning. Nogle eksperimentelle metoder er blevet undersøgt på andre arter af savfisker, men fiskens reaktioner hjalp dem ikke altid med at undgå de bevægelige net.
Problemet begrænser sig ikke til selve fangsten. Forskerne mangler også data om, hvor mange dyr der dør efter at være blevet frigivet fra redskaberne. En fisk, der er blevet sat ud i live, overlever ikke nødvendigvis de skader og den stress, som fangsten har medført. Uden en vurdering af dødeligheden efter frigivelsen er det umuligt at måle den reelle skade, som fiskeriet forårsager, præcist.
Forfatterne af oversigtsartiklen påpeger også et bredere problem: data om fangsten af savfisk i forskellige lande kan være ufuldstændige, og ulovligt og dårligt kontrolleret fiskeri gør det vanskeligt at vurdere bestandsstatus. Selv hvis der findes formelle begrænsninger, garanterer deres tilstedeværelse i sig selv ikke, at de fungerer effektivt.
I Australien er den grønne savfisk under lovbeskyttelse, og fangst af arten er forbudt i henhold til relevante føderale og regionale bestemmelser. Men forskerne har alligevel brug for mere præcise data om utilsigtet fangst, fiskens vandringer og dødelighed for at forstå, i hvilket omfang de eksisterende foranstaltninger bidrager til at bevare bestanden.

Australien bærer et særligt ansvar for artens fremtid
Forskerne mener, at Australien befinder sig i en usædvanlig situation. Der findes stadig bestande af den grønne savfisk i landet, og forskergrupper har opbygget mere viden om arten end forskere i andre lande inden for dens historiske udbredelsesområde.
“Man kan ikke beskytte det, man ikke kender,” minder Jack Ingelbrecht om med henvisning til zoologen Ferdinando Boeros berømte citat. Ifølge forskeren skal naturbeskyttelsesforanstaltninger baseres på data om den konkrete art og ikke på generelle antagelser om, hvad der kan hjælpe den.
Medforfatteren David Morgan, der i over 25 år har studeret savfisker i Australien, fremhæver særligt Pilbara. Denne region er ifølge ham blevet et af verdens vigtigste centre for forskning i den grønne savfisk, da der her stadig findes relativt sunde bestande og kritisk vigtige levesteder. Forskerne kan undersøge, hvordan fiskene udnytter miljøet, og på dette grundlag afgøre, hvilke beskyttelsesforanstaltninger der vil give den største effekt.

Vil det lykkes at redde den grønne savfisk?
Situationen giver endnu ikke anledning til hverken ubetinget optimisme eller til at konkludere, at artens udryddelse er uundgåelig. I det nordlige Australien findes der stadig vigtige bestande og levesteder, og forskningen gør det muligt at fastlægge mere præcist, hvad der er nødvendigt for at beskytte dem. Men omfanget af den globale tilbagegang og manglen på data gør opgaven særligt vanskelig.
Den vigtigste konklusion i den videnskabelige oversigt er enkel: Den grønne savfisk har stadig en chance for at overleve, men for at bevare den er det nødvendigt både at udvide viden om arten og mindske de trusler, der har ført til dens udryddelse i mange regioner.
Australien kan faktisk fungere som et tilflugtssted for denne usædvanlige fisk. Men det afgørende vil ikke være selve det faktum, at savfiskerne stadig findes i landets farvande, men evnen til at omsætte den videnskabelige viden til effektiv beskyttelse af ynglepladserne, reduktion af bifangster og langsigtet overvågning af bestandene.

Kilder
1. Murdoch University: Nordaustralien er en ‘redningsbåd’ for kritisk truede grønne savfisk, 20. oktober 2026.
2. Ingelbrecht J. et al. Den kritisk truede grønne savfisk (Pristis zijsron): nuværende viden og fremtidige retninger, Reviews in Fish Biology and Fisheries, 11. september 2026.
3. Opdag dyrelivet: Australien kunne være en ‘redningsbåd’ for denne 6 meter lange, ‘sav’-bærende truede skabning, siger eksperter, 21. oktober 2026.
