Zoologer i Australien har bekræftet, at næbdyrets pels er fluorescerende under UV-lys.
Næbdyret – som en udfordring for den konventionelle logik: et pattedyr med en ands næb, en bævers hale, svømmehud og evnen til at lægge æg. I det 19. århundrede fik de første eksemplarer, der blev sendt fra Australien, europæiske forskere til at blive vantro.
Man troede, at eksemplaret var en joke eller en uduelig forfalskning. Men da tvivlen forsvandt, begyndte en ny æra af videnskabelig forbløffelse.
I dag ved vi, at næbdyret ikke bare er et besynderligt dyr, men et unikt biologisk artefakt. Dets anatomi, adfærd og evolution forvirrer stadig forskerne.
En hilsen fra dinosaurernes tidsalder
Næbdyrets oprindelse går tilbage til mesozoikum – i en tid, hvor der ikke var nogen blomstrende planter på jorden, og hvor landet var beboet af dinosaurer. Forskere anslår, at den gren af æglæggende pattedyr, som næbdyret tilhører, blev adskilt fra resten af pattedyrstræet for ca. 187 millioner år siden.
Det betyder, at næbdyret er et levende fossil. Det har ændret sig meget lidt, siden dets forfædre bosatte sig i det, der nu er Australien. Dets modstandsdygtighed over for tiden er et bevis på, at biologisk excentricitet slet ikke er en hindring for overlevelse.
Et næb, der ikke er et næb
Selv om næbdyret ligner en blanding af en odder og en and, er det i virkeligheden noget andet. Dets ‘næb’ er dækket af blød hud og tjener ikke til at spise mad, men til at orientere sig med. Det er et meget følsomt organ med titusindvis af elektrosensorer, som er i stand til at opfange selv de svageste elektriske impulser fra organismer i bevægelse.
En sådan elektroreception er et sjældent fænomen blandt pattedyr. Ud over næbdyret er det kun nogle arter af floddelfiner, der har en lignende evne. Takket være denne evne kan næbdyret jage selv i grumset vand med lukkede øjne og ører.
Gløder i mørke – hvorfor?
Blandt næbdyrets fantastiske egenskaber er evnen til at fluorescere. Når det udsættes for ultraviolet lys, lyser dets tykke, vandafvisende pels i en blågrøn nuance. Forskerne er endnu ikke nået til enighed om, hvorfor næbdyret har brug for sådan en egenskab. Måske hjælper det med at kommunikere med slægtninge eller fungerer som en slags camouflage mod rovdyr.
Mærkeligt nok er næbdyret selv i stand til at opfatte ultraviolet lys – en sjældenhed for pattedyr.
Giftige våben på bagbenene
Han-næbdyrene er bevæbnede: På bagbenene har de skarpe sporer, der er forbundet med giftkirtler. I parringstiden, fra forsommeren til efteråret, kæmper hannerne voldsomt om territorium og adgang til hunnerne. Sporerne sprøjter gift ind, som forårsager ulidelige smerter, hævelser og nogle gange hyperalgesi – en øget smertefølsomhed, som varer ved i ugevis.
“Næbdyrets gift indeholder unikke proteiner, bl.a. modificerede immunpeptider. Det gør det særligt interessant for medicinsk forskning,” forklarer biokemiker Michael Clarke fra University of Adelaide.
Brystkirtler uden brystvorter
Næbdyret er en del af en snæver klub af æglæggende pattedyr sammen med echidnaen. Hunnen lægger et til tre æg og udruger dem i en dyb hule, hvor hun vikler sig rundt om ungen. Efter ti dage kommer der blinde og nøgne unger, som bliver hos deres mor i omkring fire måneder.
Men også her er der et paradoks. Næbdyr har ingen brystvorter – mælken udskilles gennem porer i huden, hvorfra den løber ned ad pelsen, og ungerne slikker den af overfladen.
Spiser for at holde varmen
Næbdyret har en kropstemperatur på kun 32 °C – lavere end de fleste pattedyr. Det er et vidnesbyrd om dets ældgamle oprindelse. For at holde sit stofskifte på det rette niveau bruger det op til 12 timer om dagen på at søge efter føde.
Da den ikke kan tygge under vandet, putter den sit bytte (orme, larver, krebsdyr) i kindposerne og tygger dem på land. Dens stofskifte accelererer tre gange under aktiv svømning – ellers ville den simpelthen fryse.
Et nyt liv uden tænder
Nyfødte ællinger har rudimentære tænder. Men snart falder de ud, og i stedet dannes hornede plader, der ligner et smergellærred. Med deres hjælp kværner de voksne maden. Forresten er næbdyrsæg bittesmå – halvt så store som vagtelæg, og nyfødte babyer er så små og sårbare, at de i de første uger er helt afhængige af moderen.
Stadig i live – og det er et mirakel
På trods af sin usædvanlighed er næbdyret ikke truet. Det er beskyttet ved lov og opdrættes på videnskabelige institutioner. Men dets levested er følsomt over for klimaforandringer og menneskelig indgriben. Tab af vandområder og forurening kan forårsage uoprettelig skade på bestanden.
“Næbdyret er ikke en anomali, men en bekræftelse på, at det usædvanlige kan være utroligt modstandsdygtigt”, understreger zoolog Lauren Carter fra University of Sydney.
Næbdyret minder os om, at evolutionen ikke behøver at være rationel.
Den fungerer bare – nogle gange med uventede resultater. Og det resultat kan mærkeligt nok overleve, overleve katastrofer og blive et levende symbol på biologisk forundring.
