Dette havuhyre sænkede skibe ud for Konstantinopels kyst i et halvt århundrede. Men hvad var det – en kæmpe kaskelothval, en spækhugger eller et væsen fra menneskets fantasi?
Den 6. århundredes historiker Procopius efterlod et mysterium, som forskere stadig forsøger at løse.
Mysteriet om Porphyrius
Den byzantinske historiker Procopius’ krøniker beskriver et væsen ved navn Porphyrius. Det skræmte søfolk og indbyggere i Konstantinopel, angreb skibe, væltede dem og, ifølge forfatteren, »forårsagede nød for passagererne på mange skibe.« Kilden hævder, at uhyret var aktivt i næsten fem årtier og først blev ødelagt, da det skyllede i land, mens det jagede delfiner.
»Det sænkede mange skibe og forårsagede angst hos passagererne på mange andre,« bemærkede historikeren Procopius.
For den moderne læser kan denne beskrivelse minde om nutidige historier om spækhuggeren White Gladys, der sammen med sin flok angreb lystbåde ud for kysterne i Spanien og Portugal. I tilfældet med Porphyrius taler vi imidlertid om det 6. århundrede, hvor observationer af havdyr sjældent blev registreret nøjagtigt, og myter let blev blandet sammen med fakta.
Version 1: kaskelothval
Procopius angiver, at monsteret var omkring 14 meter langt – omtrent på størrelse med en moderne skolebus. Ifølge professor Lee Fuiman fra Institut for Havvidenskab ved University of Texas i Austin er der kun få havdyr, der når sådanne størrelser — blåhvaler, grønlandshvaler, finhvaler, hvalhajer og kaskelothvaler. Men kun kaskelothvaler er aktive rovdyr.
Forskere mener, at kaskelothvalen kunne have været forlæg for legenden. Disse dyr lever op til 60 år, hvilket svarer til den beskrevne periode, hvor Porphyry var aktiv. De er i stand til ved et uheld at vælte en båd, især hvis de er desorienterede eller beskytter deres unger. Procopius skrev imidlertid, at væsenet jagede delfiner, mens kaskelothvaler er kendt for hovedsageligt at æde blæksprutter.
Version to: spækhuggeren
En anden hypotese virker mere plausibel. Spækhuggere er sociale og intelligente rovdyr, der er kendt for at jage delfiner, sæler og endda store hvaler. De skylles også nogle gange i land, mens de forfølger deres bytte.
Fouiman bemærker, at hunner af spækhuggere kan leve op til 90 år, hvilket betyder, at et enkelt individ faktisk kunne terrorisere havet i flere årtier. Der er dog tvivl: Spækhuggere svømmer sjældent ind i den østlige del af Middelhavet, hvor Konstantinopel lå.
Desuden nævner Procopius ikke dyrets karakteristiske sort-hvide farve. Navnet Porphyrius (oversat til »lilla«) kan være et symbol på magt og kongelighed snarere end en angivelse af kroppens farve.
Version tre: en myte, der er vokset ud af sandheden
Ryan Denson, lektor ved University of Silesia og forfatter til en undersøgelse om gamle havmonstre, påpeger, at Procopius ikke var øjenvidne til begivenhederne. Hans historier kan have indeholdt elementer af overdrivelse og legender.
»Vi bør være mistænksomme over for visse fakta, der kan være overdrivelser,« sagde lektor Ryan Denson.
Ifølge Denson kunne ordet ketos, som Procopius brugte, henvise til en hval eller ethvert stort havdyr, endda et mytisk udyr. Derfor kan man ikke med sikkerhed sige, at Porphyrius virkelig eksisterede. Historien kunne have været et symbol på kaos i havet eller en metafor for naturens kræfter.
Hvis Porphyrius virkelig var en dræberhval, kunne han have været det første registrerede tilfælde af menneskelig interaktion med en vild hval, der endte i konflikt. Måske var hans adfærd en reaktion på støj fra skibet eller jagt på mennesker. Hvis det var en kaskelothval, kunne han være endt i lavt vand og ved et uheld have væltet bådene i selvforsvar.
På den anden side kunne historien have været politisk symbolik – Procopius brugte ofte allegorier, der beskrev »monstre« for at understrege magt eller kaos. I så fald er Porphyrius ikke et rigtigt dyr, men et symbol på de trusler, der hænger over imperiet.
FAQ
Hvad er Porphyrius i de byzantinske krøniker?
Det er et havmonster, der blev beskrevet af Procopius i det 6. århundrede, og som angreb skibe ud for Konstantinopels kyst.
Hvorfor er historien om Porphyrius vigtig i dag?
Den hjælper os med at forstå, hvordan myter og observationer af dyrelivet formede folks forestillinger om havmonstre.
Myter og sandhed
- Myte: Porphyry var en kæmpe dæmon, der levede i havet. Sandhed: Historien er sandsynligvis baseret på møder med virkelige havdyr.
- Myte: Han sænkede bevidst skibe. Sandhed: Moderne biologer mener, at sådanne kollisioner kunne have været utilsigtede.
- Myte: Det var et enkelt udyr. Sandhed: Det er muligt, at navnet Porphyry blev synonymt med ethvert stort rovdyr i havet.
Historisk kontekst
Det 6. århundrede e.Kr. var kejser Justinians (527-565) regeringstid.
- Historikere antyder, at han faktisk var klar over angrebene på skibe og måske endda sendte soldater med harpuner for at stoppe uhyret.
- Byzans var aktivt engageret i søhandel, og hvert skibbrud havde betydning for økonomien og mytologien.
- Havmonstre optrådte ofte i gamle krøniker. De symboliserede naturkatastrofer, frygt for det ukendte og gudernes vrede.
Tre interessante fakta
- I gamle tekster optræder ordet ketos også i Bibelen, hvor det beskriver Leviathan, et monster, der lever i dybet.
- Den ældste kendte kaskelothval nåede en alder på omkring 70 år – næsten lige så lang som Porphyrys historie.
- Der er ingen arkæologiske beviser, der bekræfter eksistensen af et uhyre ud for Konstantinopels kyst, selvom gamle mosaikker undertiden afbilder mærkelige havdyr.
