Forestil dig en organisme, der var en ung skud, da de første sten blev lagt til Babylon.
Som huskede bronzealderens sværd og så imperiers skygger sprede sig over kontinenterne, hele civilisationer opstå og forsvinde.
Dette er ikke en legende, men virkelighed, der ligger gemt højt oppe i bjergene.
I de barske White Mountains i Californien, på skråningerne, hvor vinden skærer klipperne og luften er tynd, vokser en intermontan børstekoglefyr.
Blandt disse udholdende patriarker skiller én sig ud – en gammel kæmpe ved navn Mafusail.
Hans nøjagtige placering er en strengt bevogtet hemmelighed, der beskytter ham mod hærværk og unødig opmærksomhed. Man ved kun, at han gemmer sig et sted blandt sine ligesindede oldsager i en højde, hvor kun få vover sig op.
Mafusails alder er forbløffende – han er næsten fem tusind år gammel. Han spirede fra frøet omkring samme tid, som de første pyramider blev bygget i Egypten.
For at overleve under ekstreme forhold – tynd luft, frost, næringsfattig stenet jord og minimale nedbørsmængder – har disse fyrretræer udviklet en utrolig strategi. De vokser utroligt langsomt.
Deres træ er usædvanligt tæt og harvigt, hvilket gør det næsten uimodtageligt for råd og insektangreb. Det meste af stammen kan bestå af dødt væv, og kun en tynd stribe levende bark holder liv i grenene.
Mafusail er ikke bare et træ. Det er en levende bro til den fjerneste fortid, et stumt vidne til vores planets utroligt lange historie.
Det står der og er indbegrebet af livets utrolige kraft og dets vedholdenhed over for tidens gang og naturens kræfter, og minder os om menneskets epokers forgængelighed i forhold til naturens evighed.
At røre ved det er næsten som at røre ved selve Jordens historie.
