Avlsfolk har arbejdet hårdt på at avle en dværghusgris. De har brugt mange år, enormt meget tid og kræfter på at »pakke« en 200 kg tung vildsvin ind i en gris på 30-50 kg.
At skabe sådanne dyr er en sand bedrift. Det er synd, at de dengang ikke kendte til den ægte dværggris (Porcula salvania), der kun vejer 5-6 kg!
Deres uvidenhed er forståelig, da den første race af dværgspiner blev avlet i Tyskland, mens de vilde minigrise lever i det vestlige Indien, udelukkende i fedtede skove og langt væk fra mennesker. Navnet på skoven har for øvrigt intet at gøre med dens beboere, den består blot hovedsageligt af træer af slægten sal. For de lokale hinduer har disse træer en nærmest mytisk status og, hvad vigtigere er, er en af de vigtigste kilder til træ.
Menneskernes voksende kærlighed til disse træer har ført til en naturlig reduktion af skovarealet. I starten var det ligegyldigt for dværgvildsvinene, da de ikke lever i selve skoven, men på lysninger og i underskoven, der er dækket af tæt, høj græs. Men med tiden har skovhugsten ændret floraen. Grisernes yndlingsdelikatesse – knolde og rodstokke fra flerårige planter – blev betydeligt sjældnere. Der er stadig masser af små krybdyr og insekter, men det er kun et supplement til foderet og ikke mere.
I 1960’erne blev situationen kritisk: bestanden var reduceret til nogle få hundrede individer. Og så brød der en stor brand ud i Brahmaputra-dalen, hvor denne bestand levede. Territoriale dyr klarer sig dårligere end andre i brande, fordi de altid forlader deres steder i sidste øjeblik. Men dværgvinene var dobbelt så uheldige på grund af deres vane med at bygge ‘reder’ – riller i jorden foret med tørt græs. Det viste sig, at halm ikke kun er en dårlig beskyttelse mod ulve med stærke lunger, men også mod ild.
Da folk kom, var der ingen at redde. Der blev ikke fundet en eneste levende gris i ruinerne og i det omkringliggende område. Men de ledte dårligt, for grisene overlevede! Den lille bestand på nogle få dusin individer blev først opdaget i 1971. For ikke at miste disse unikke dyr igen oprettede de indiske myndigheder et særligt program til beskyttelse af dværggrisene. Ud over beskyttelse mod krybskytter omfatter programmet også avl af disse dyr.
Det er ikke svært at avle de fluffy mikrogrise under kunstige forhold: Det er nok at sætte et par af forskelligt køn i en indhegning en måned før monsunen begynder, og allerede efter 100 dage kan man få 3-4 stribede unger. Men det er meget sværere at sætte de unge dyr ud i naturen igen.
Dværgvildsvin er sociale dyr. De lever i grupper på 5 til 20 individer, og hver gruppe ledes af en stor og erfaren alfa. I flokken er der hovedsageligt hunner med afkom, og de unge hanner bliver drevet bort, så snart de når kønsmodenhed. Men selv efter at de er blevet drevet bort, holder de sig i nærheden og opretholder kontakten med familien. Det er næsten umuligt at genskabe et sådant system i en avlsstation, og derfor oplever grisene betydelig stress, når de bliver sat ud i naturen.
Alligevel fungerer programmet. Antallet af vilde svin har oversteget 250 individer og fortsætter med at vokse. Det er en fantastisk nyhed, for dværgsvin beriger og løsner jorden effektivt og bidrager dermed til en generel forbedring af økosystemet!
