Ingen så tsunamien. Ingen hørte fjeldet styrte. Men Jorden selv fortalte historien
Langt mod nord, på Grønlands østkyst, hvor enorme fjelde rejser sig direkte fra havet, og hvor menneskelig aktivitet næsten ikke eksisterer, fandt en af de mest usædvanlige naturbegivenheder i nyere tid sted. Der var ingen øjenvidner, ingen ødelagte byer og ingen overskrifter, der samme dag beskrev en katastrofe. Alligevel blev en dramatisk hændelse registreret af instrumenter placeret tusindvis af kilometer væk, fra Alaska til Centraleuropa.
I september 2023 kollapsede en enorm klippemasse på Grønlands østkyst og styrtede ned i en smal fjord. På få sekunder blev et ellers stille arktisk landskab forvandlet til scenen for en af de kraftigste kendte jordskredsudløste tsunamier i moderne forskning. Den første bølge rejste sig mere end 200 meter over fjordens normale vandstand, en højde der overstiger mange af verdens højeste bygninger.
Men selve højden på bølgen var ikke det mest overraskende for forskerne. Det mest bemærkelsesværdige var det, der skete bagefter. I stedet for hurtigt at forsvinde fortsatte vandmasserne med at bevæge sig frem og tilbage i fjorden i mere end en uge. Hele fjordsystemet begyndte at fungere som et gigantisk naturligt resonanskammer, hvor vandet svingede som en stående bølge, en såkaldt seiche, der blev ved med at sende energi gennem landskabet.
Det var ikke en klassisk tsunami, som de fleste forbinder med undersøiske jordskælv og enorme bølger, der bevæger sig gennem åbent hav. Det var et eksempel på en langt mere kompleks proces, hvor geologi, is, klima og havdynamik smelter sammen på en måde, som forskerne først nu er begyndt at forstå.
Den første bølge var voldsom, men den anden overraskede forskerne
Når man hører ordet tsunami, tænker mange på katastrofer i tætbefolkede kystområder, hvor havet pludselig trækker sig tilbage, før en massiv bølge rammer land. De mest kendte tilfælde er ofte forbundet med undersøiske jordskælv, hvor enorme mængder havbund forskydes og sætter hele vandsøjlen i bevægelse.
Men naturen har flere måder at skabe ekstreme bølger på. I bjergområder omkring dybe fjorde kan et stort jordskred være mindst lige så kraftfuldt. Når millioner af tons sten og is rammer vandet fra stor højde, fungerer fjorden næsten som et lukket bassin. Energien fra nedslaget overføres direkte til vandet og kan skabe bølger med ekstreme højder tæt på kilden.
Det var netop denne mekanisme, der fandt sted i Dickson Fjord i Østgrønland.
Forskerne fra blandt andet det tyske forskningscenter for geovidenskab GFZ Helmholtz Centre for Geosciences opdagede først hændelsen gennem usædvanlige seismiske signaler. Målingerne viste ikke kun et kortvarigt chok, som normalt følger efter et jordskred. De afslørede også et andet, langt mere mystisk signal med meget lav frekvens.
Dette signal fortalte forskerne, at noget fortsatte med at ske i fjorden længe efter den første katastrofale bølge.
Vandet bevægede sig frem og tilbage med en regelmæssighed, der næsten lignede en gigantisk pendulbevægelse. Selvom selve fjorden kun er omkring to kilometer bred, var dens form og dybde nok til at fastholde energien i systemet. Resultatet blev en stående bølge, der hævede vandstanden mere end to meter og fortsatte sine svingninger i omkring syv dage.
En katastrofe uden vidner: hvordan forskerne rekonstruerede en skjult begivenhed
Det mest fascinerende ved Grønlandshændelsen er måske ikke selve tsunamien, men hvordan forskerne overhovedet fandt ud af, hvad der var sket.
Ingen kameraer optog øjeblikket, hvor fjeldet kollapsede. Ingen mennesker stod ved fjorden og så vandmasserne rejse sig. Ingen målestationer i området registrerede direkte, hvordan havet bevægede sig.
Historien blev i stedet rekonstrueret gennem en kombination af seismiske data, satellitbilleder og geologiske analyser.
Da forskerne undersøgte satellitbilleder af området før og efter september 2023, fandt de et tydeligt spor: et stort stykke fjeld, der tidligere havde været en del af bjergsiden, var ganske enkelt forsvundet. På få sekunder var en massiv klippemasse brudt løs og begyndt sin næsten to kilometer lange rejse ned mod fjorden.
Undervejs samlede jordskredet yderligere materiale op, herunder sten og is, hvilket gjorde den samlede masse endnu større. Til sidst styrtede materialet ned i fjorden fra en højde på omkring 300 til 400 meter og skabte den enorme vandbevægelse.
Det var en proces, der minder om at kaste en gigantisk genstand ned i et badekar, men i en skala, hvor konsekvenserne måles i millioner af tons materiale og globale seismiske signaler.
Klimaforandringer kan være den skjulte årsag bag Grønlands ustabile landskaber
Selve jordskredet i Dickson Fjord var et øjeblikkeligt og voldsomt sammenbrud, men årsagen kan være langt langsommere og mere kompleks. Forskerne mener, at forklaringen sandsynligvis hænger sammen med en udvikling, der foregår over årtier: den gradvise opvarmning af Arktis og den hurtige tilbagegang af Grønlands gletsjere.
De stejle fjeldsider langs Grønlands kyst har i tusinder af år været formet af isens enorme vægt og bevægelser. Mange fjelde står ikke kun på grund af deres egen geologiske stabilitet, men også fordi isen omkring dem fungerer som en slags naturlig støtte, der holder klippemasser på plads. Når gletsjere trækker sig tilbage, ændres hele landskabets balance.
Det betyder ikke, at enhver smeltende gletsjer automatisk udløser et jordskred. Fjelde kan være stabile i meget lange perioder, selv under store klimatiske ændringer. Men i områder med stejle skråninger, permafrost og dybe fjorde kan selv små ændringer over tid svække strukturer, der tidligere har været stabile.
En af de vigtigste faktorer er permafrosten. I mange arktiske områder fungerer frossen jord og is som en slags naturlig cement mellem klipperne. Når temperaturen stiger, begynder denne binding langsomt at forsvinde. Revner kan vokse, vand kan trænge længere ind i klippen, og de kræfter, der holder bjergsider sammen, bliver gradvist svagere.
Det gør klimaforandringer til en faktor, der ikke kun påvirker havniveauet og isdækket, men også selve stabiliteten af de arktiske landskaber.
Hvorfor Grønlands fjorde kan skabe ekstreme naturkræfter
Grønlands kyst ser ved første øjekast ud som et område, hvor naturen blot bevæger sig langsomt. Gletsjere flyder, isbjerge driver, og fjorde ændrer sig over lange tidsperioder. Men under denne rolige overflade gemmer der sig enorme kræfter.
Fjorde som Dickson Fjord fungerer som naturlige energifælder. I modsætning til en åben kyst, hvor en tsunami hurtigt spreder sig og mister energi, kan en smal fjord fastholde vandets bevægelse. Når en stor mængde materiale rammer vandet, bliver energien koncentreret i et begrænset område.
Det er netop derfor, jordskredsudløste tsunamier ofte er blandt de højeste bølger, der nogensinde er målt.
Den største registrerede tsunami i historien fandt sted i Lituya Bay i Alaska i 1958. Et enormt jordskred udløste en bølge, der nåede en højde på omkring 524 meter og skyllede vegetation væk fra bjergsiderne omkring bugten. På trods af den ekstreme størrelse var konsekvenserne begrænsede, fordi området var næsten ubeboet.
Denne type hændelser viser en vigtig forskel mellem naturens styrke og dens menneskelige konsekvenser. En gigantisk bølge i et øde område kan være næsten usynlig for samfundet, mens en langt mindre begivenhed nær en by kan få katastrofale følger.
Grønlandshændelsen i 2023 blev derfor ikke en menneskelig tragedie, men den fungerede som et sjældent vindue ind i de processer, der kan blive mere almindelige i et varmere klima.
Den globale jordklode lyttede til en fjord i Grønland
En af de mest overraskende opdagelser ved hændelsen var, at en lokal begivenhed i en næsten ubeboet grønlandsk fjord kunne registreres på den anden side af kloden.
Normalt forbinder man seismologi med jordskælv. Når kontinentalplader bevæger sig, udsender de vibrationer, som rejser gennem Jordens indre og kan måles af seismografer over hele verden. Men forskerne har i stigende grad opdaget, at store bevægelser på jordens overflade også kan skabe signaler, der kan spores globalt.
Jordskredet i Grønland skabte et unikt seismisk fingeraftryk. Først kom signalet fra selve sammenstyrtningen og den enorme bølge. Derefter fulgte den langsomme vibration fra den stående bølge i fjorden.
Det lange lavfrekvente signal var særligt interessant, fordi det fortsatte i omkring syv dage. At en vandbevægelse i en fjern grønlandsk fjord kunne sende et så tydeligt signal gennem Jordens overvågningssystemer, overraskede selv erfarne forskere.
Ifølge forskerne viser hændelsen, at seismiske netværk ikke kun kan bruges til at opdage jordskælv, men også kan fungere som et globalt overvågningssystem for klimarelaterede landskabsændringer.
Det åbner en ny mulighed: Fremtidige jordskred i fjerntliggende områder kan måske opdages næsten i realtid, før forskere overhovedet har adgang til området.
En ny måde at overvåge et varmere Arktis på
Grønlandshændelsen ændrer ikke kun forskernes forståelse af tsunamier. Den ændrer også spørgsmålet om, hvordan vi overvåger et Arktis i hurtig forandring.
Tidligere har mange klimamodeller fokuseret på målbare ændringer som temperaturstigninger, havisens tilbagegang og gletsjernes hastighed. Men de seneste års forskning viser, at klimaændringer også kan udløse mere pludselige begivenheder.
Et bjergskred sker på få sekunder, men årsagerne kan være opbygget gennem årtier. Det gør dem vanskelige at forudsige. Landskabet kan se stabilt ud i mange år, indtil en kritisk balance pludselig brydes.
For forskerne er den største udfordring derfor ikke kun at forstå, hvorfor et bestemt fjeld kollapsede, men at identificere hvilke andre områder der kan være på vej mod samme situation.
Satellitter kan vise ændringer i terrænet. GPS-målinger kan afsløre langsomme bevægelser i klipperne. Seismiske stationer kan registrere de første tegn på ustabilitet. Sammen kan disse teknologier skabe et nyt overvågningssystem for de mest sårbare dele af Arktis.
Grønlands megatsunami var ikke en isoleret hændelse
Selvom begivenheden i Dickson Fjord var ekstraordinær, står den ikke alene. Rundt omkring i de arktiske egne findes tusindvis af fjeldsider, hvor klimaændringer gradvist ændrer forholdene.
Fra Norge til Alaska og fra Canada til Grønland findes dybe fjorde omgivet af stejle bjergsider, hvor en kombination af gletsjerreduktion, optøende permafrost og stigende temperaturer kan øge risikoen for fremtidige jordskred.
Forskerne understreger dog, at det ikke betyder, at Arktis står over for en bølge af gigantiske tsunamier. Store begivenheder som den i Grønland er stadig sjældne. Men sandsynligheden for, at de kan forekomme oftere i takt med klimaforandringer, er blevet et vigtigt forskningsområde.
Det afgørende spørgsmål er derfor ikke kun, om sådanne hændelser vil ske igen, men hvor de næste gang kan ramme.
