I dag har vi en sektion kaldet »Vores mindre, men skræmmende brødre«, hvor vi skal møde en temmelig usædvanlig abe, der på mange måder ligner mennesker.
Tag godt imod geladaen (Theropithecus gelada). Denne temmelig mystiske abe er en separat slægt med kun én art. Og denne art har en række egenskaber, der gør den unik.
Lad os starte med det faktum, at geladaen lever et fuldstændig landbaseret liv uden at bekymre sig om at klatre i grene. Den lever i store grupper på flere hundrede individer, der strejfer rundt i det etiopiske højland.
Inden for den store gruppe er der familier med patriarker og deres harem og grupper af ungkarle. Generelt kan man sige, at de har begyndelsen til et stammesamfund.
Derudover har geladaer et ret komplekst kommunikationssystem (selvfølgelig ikke mobilkommunikation), hvor de aktivt bruger ansigtsudtryk og stemme, som i øvrigt har frekvensegenskaber, der ligger meget tæt på menneskers.
Oven i alt andet har de en ret interessant kost, i modsætning til »vores konstante lykke: spise kokosnødder, tygge bananer, chunga-changa«. De spiser ikke frugterne fra tropiske træer, men foretrækker græs, frø og knolde, som generelt kaldes jordføde.
De har meget stærke og behændige fingre, der gør det muligt for dem at plukke græsstrå, grave rødder op osv. Generelt kan vi, når vi observerer gelader, sige, at vi ser en ret tæt lighed med vores forfædre, der også kom ned fra træerne og strejfede omkring i det østlige Afrika for omkring tre millioner år siden.
Den eneste forskel er, at det er sikkert (knogler lyver ikke), at Australopithecus ikke havde så imponerende hugtænder, og at hannerne sandsynligvis heller ikke havde manke, da manken fungerer som beskyttelse mod netop disse hugtænder under parringsritualer.
Det ville selvfølgelig være interessant at se, hvad de kunne have udviklet sig til i løbet af tre millioner år. Det er en skam, at jeg ikke vil leve til at se det…
