I dag dykker vi ned i varme farvande, hvor bunden ligner et teater, og skuespilleren er som en illusionist. Den har ingen kostume, ingen maske, ingen hænder, men et arsenal af tricks, som Shakespeare kun kunne drømme om. Nogle gange er han en havslange, andre gange en flyndre, andre gange en reje. Men han er hverken det ene eller det andet. Han er en blæksprutte. Men ikke helt.
Vores helt kan lide at vildlede. Han efterligner ikke bare sine omgivelser – han kopierer andre dyrs adfærd, som om han spiller roller. Her glider den langs bunden, strækker sine tentakler ud, og alle tror, den er en fladfisk. Et minut senere bliver den en stribet slange og ryster pludselig som en reje. At se den er som at se et enmands havshow.
Dens navn er Thaumoctopus mimicus, en blæksprutte, der er i stand til at efterligne adfærd. Det er en relativt nybeskrevet art, der blev opdaget ud for Indonesiens kyst i slutningen af det 20. århundrede. Navnet kommer fra det græske thauma, der betyder mirakel, og det latinske mimicus, der betyder efterligner. Navnet skuffer ikke: den er virkelig en mirakel-efterligner.
Denne efterligner lever i de tropiske havers lavvandede områder i Sydøstasien, især ud for kysterne ved Sulawesi, Kalimantan og den malaysiske øgruppe. Den foretrækker mudrede og sandede bundområder, hvor det er nemmest at »spille en scene«: en flad baggrund er den ideelle scene for illusioner.
Den er lille af størrelse: op til seksten centimeter i kropslængde og op til tres centimeter med udstrakte tentakler. Dens farve varierer fra lys til mørkebrun. Dens hud kan skifte farve og tekstur. Dens største styrke ligger ikke i dens størrelse eller gift, men i dens intelligens, fingerfærdighed og evne til at være hvem som helst.
Det er bemærkelsesværdigt, at Thaumoctopus mimicus er i stand til at efterligne mere end ti havdyr. Blandt dem er havslangen (giftig), flynderen (svær at skelne), vandmanden (brændende) og endda søpindsvinet (stikkende). Den vælger en »maske« afhængigt af truslen: den lader ikke bare som om, men træffer et valg — hvem den vil efterligne og hvorfor.
En af de mest overraskende observationer er dens valg af adfærd i realtid. Hvis rovdyret er til højre, efterligner den en slange; hvis det er nedenunder, ligner den en giftig reje. Dette er ikke bare en refleks, men en adfærdsmæssig beslutning baseret på en vurdering af situationen. En sådan kompleksitet findes sjældent hos hvirvelløse dyr.
Interessant nok er dens efterligning ikke kun et forsvar, men også en måde at jage på. Ved at blive lig en sikker nabo kan den komme tættere på sit bytte. Og så – et lynhurtigt angreb. Dens spil er ikke kun et teater af frygt, men også en fælde. Mord i en andens skikkelse.
Og alligevel er den sårbar på trods af sit arsenal af forvandlinger. Dens hjem er sand og ensomhed. Den er en kunstner, men ikke en kriger. Dens våben er bedrag, dens scene er havbunden, dens publikum er hele havets verden. Og i dette uendelige spil om overlevelse spiller den alle roller på én gang: rovdyr, bytte og spejl.
