Et møde med en hare i skoven kan ende med skader og smitte.
Udadtil virker haren harmløs og endda sød – et loddent væsen med store ører, som man forbinder med eventyr og tegnefilm.
Men i naturen kan et møde med en hare være langt fra så hyggeligt, som det ser ud ved første øjekast.
Hvis dyret ikke løber væk, men tværtimod begynder at nærme sig, er det et alarmerende tegn. Under normale omstændigheder vil en vild hare altid forsøge at gemme sig, så snart den fornemmer fare. Hvis det ikke sker, kan der være problemer.
Hvem er denne ‘grå tøsedreng’ egentlig?
Der lever fire arter af harer i Danmark:
- Hvid hare — en nordlig, robust hare, der vejer op til 5 kg og har kraftige bagben.
- Hare – slankere, men ikke mindre hurtig, også med en vægt på omkring 5 kg.
- Manchurian hare – adræt, sky, vejer omkring 2 kg, sjældent forekommende.
- Tolai – lille steppehare, lever i tørre regioner.
Alle disse arter er godt tilpasset til at overleve og er kendetegnet ved kraftige reaktioner, stærke poter og skarpe tænder. Når de føler sig truet, er de i stand til at forsvare sig ved at slå med bagpoterne, skrabe og endda bide. Dette er især relevant, hvis dyret bliver overrumplet eller trængt op i en krog.
Hvorfor kan haren være farlig for mennesker?
Ud over fysisk modstand kan haren udgøre en epidemiologisk fare. Den er bærer af flere alvorlige infektioner:
- Tularæmi — overføres via bid fra lopper, flåter, kontakt med pels eller ved partering af kadaver.
- Brucellose — en bakterie, der kan trænge ind selv gennem mikroskopiske skader på huden.
- Tick-borne encephalitis — harer er en naturlig reservoir for inficerede flåter.
- Myxomatose — et virus, der er farligt for harer, men ikke for mennesker; i svækket tilstand kommer sådanne dyr oftere i kontakt med mennesker.
En inficeret hare kan se apatisk ud, ikke reagere på mennesker, opføre sig mærkeligt eller aggressivt. Dette skaber en falsk fornemmelse af, at man kan ‘lege med den’ – og det er netop her, den største fejl ligger.
Hvordan man skal opføre sig, når man møder en hare
Hvis man ser en hare i skoven, som ikke løber væk, er det vigtigt at:
- Ikke nærme sig, ikke forsøge at klappe, fotografere eller betragte dyret.
- Ikke vende ryggen til – et slag kan komme uventet.
- Trække sig langsomt tilbage uden at provokere dyret med pludselige bevægelser.
- Undgå kontakt med potentielt syge dyr, især hvis de virker utilpassede eller apatiske.
En sådan adfærd er ikke et tegn på venlighed, men snarere et tegn på stress, sygdom eller desorientering.
Hvorfor selv et gevær ikke altid hjælper
Selv med selvforsvar er det altid en risiko at møde en aggressiv eller syg hare. I en uventet situation, på en smal sti eller i højt græs, er det svært at reagere på et angreb. Især hvis haren er stor, bange og handler instinktivt.
