Under Anden Verdenskrig brugte japanerne aktivt og med stor succes kamikaze-piloter. Da amerikanerne så dette, ville de gå endnu længere og bruge kamikaze-duer.
I 1940 sad psykologen Burrhus Frederic Skinner i et tog og observerede duernes flyvning.
Han bemærkede, hvor let fuglene styrede deres bevægelser og skarpt ændrede kurs. Det gav ham en idé: Kunne man bruge duer til at styre en glidende bombe?
Skinner købte et par vingede stakler i en dyrehandel og begyndte at træne dem til at hakke på et bestemt billede for at få mad.
For at opnå dette lod han fuglene sulte i 36 timer, så de snart var villige til at gøre hvad som helst for en håndfuld korn.
Til eksperimenterne fremstillede han et specielt apparat, hvor han placerede fuglen, som gradvist blev trænet til at hakke på billedet.
Programmet var simpelt – ifølge Skinner skulle den trænede due placeres inde i den planende bombe foran en følsom skærm. Derefter blev bomben affyret fra et fly.
En kamera placeret på bombens næse overførte billedet til skærmen. Og duen var trænet til at hakke på bestemte billeder – for eksempel silhuetten af et fjendtligt skib. Og så længe silhuetten var i midten af skærmen – det vil sige, at bomben fløj korrekt – ændrede hakken med næbbet intet, og duen bankede bare på skærmen.
Men så snart bomben afveg fra den rigtige bane, udløste slagene med næbbet på det forsvindende billede stabilisatorer, og billedet vendte tilbage til midten. Og bomben – til den rigtige bane.
I begyndelsen betragtede militæret Skinner’s idé som idiotisk, men det private firma General Mills blev interesseret og gav endda penge til projektet. Efter yderligere træning af fuglene (de blev skudt over hovedet, anbragt i en trykkammer og endda efterladt alene med en hun for at se, hvad fuglen ville vælge – kærlighed eller mad) fandt en ny demonstration sted for militærforskerne.
Og resultatet var, at alt gik perfekt. I 1943 bevilgede Direktoratet for Videnskabelig Forskning og Udvikling penge til yderligere træning af fuglene under navnet ‘Projekt Duen’.
Det vides ikke, hvor langt Skinner ville være kommet med træningen af fuglene, men i 1944 blev finansieringen indstillet til fordel for mere relevante projekter.
Man huskede det igen i 1948, kaldte det ‘Projekt Orcon’ og begyndte at lære fuglene at styre luft-til-jord-raketter.
Først i 1953 blev træningen af kamikaze-duer endeligt indstillet – på det tidspunkt var elektroniske raketstyringssystemer blevet anerkendt som tilstrækkeligt perfekte.
Kamikadze-duer forsvandt i 71 år, for at dukke op igen i 2024, da Berres Frederick Skinner posthumt modtog Schnobelprisen.
